Forleden vendte professor Kurt Klaudi Klausen ryggen til den kanonisering af Lotte-hjemmet og Thyra Frank, som han selv var med til i 2009. Nu siger to eksperter i offentlig ledelse, at berømmelsen løftede ledelsesbedriften på Lotte-hjemmet, snarere end de reelle resultater.
Mogens Hegnsvad og Leon Lerborg er begge overraskede over, at OK-Fonden ikke har været mere opmærksom på udviklingen, hvor man siger farvel til en karismatisk leder, og en ny ledelse skal fokusere på helt nye opgaver som en konkret flytning.
Læs alt om Lotte-sagen
“For den konkrete case Lotte kan jeg ud fra dækningen af sagen kun nå til, at man slet ikke har haft en realistisk viden om, hvor speciel Thyra Frank var, og at man derfor efter hende måtte starte op med en helt anden ledelsestype, især når institutionen skulle flytte og forstørres,” siger Mogens Hegnsvad, der i dag er adjungeret professor på CBS og før det har været topchef i den offentlige sektor i knap 30 år i kommuner og amtskommuner.
“Skiftet fra en unik Thyra til en mere normal offentlig institutionsleder giver anledning til legitime overgangsproblemer. Men med Thyras berømmelse er hun måske også blevet glorificeret,” spekulerer Leon Lerborg.
Lerborg er i dag forsker på CBS men har en lang karriere i og omkring den offentlige sektor bag sig. Han mindes, hvordan den enorme interesse for Thyra Frank og Lottehjemmet direkte irriterede embedsværket på Frederiksberg Kommune.
Lotte skabte irritation
“Jeg lavede for nogle år siden en række interviews med Frederiksberg Kommunes ledere for plejehjem. Når samtalen faldt på Thyra, så var lederne temmelig irriterede. De mente, at lyksalighederne på Lottehjemmet var stærkt overdrevne, og at manglerne helt blev udeladt. De lagde til, at Thyras måde at lede hjemmet på var på den forkerte side af de gældende regler, og at det naturligvis ikke er tilladt for ledere bevidst og konsekvent at overtræde diverse centrale regler. Men Thyra slap afsted med det på grund af institutionens pressetække,” siger Leon Lerborg.
Hegnsvad peger på, at Lottehjemmet var en lille intim institution, som på mange måder skiller sig ud i forhold til den offentlige sektors indretning. Han minder om, at glorificeringen af Lottehjemmet for alvor løftede sig, da daværende Fogh-regering med kvalitetsreformen satte fokus på offentlig ledelse og kvaliteten af fremtidens velfærd.
“Lottehjemmet hørte under den kategori i kvalitetsreformen, at drive en ganske lille og dermed atypisk institution på en særlig nær ledelsesstil. Det kan ikke skaleres op til institutioner af normal størrelse,” mener Hegnsvad.
Derfor blandes nogle ting sammen, når man generaliserer ledelsesbedriften på Lottehjemmet til en mulighed i hele den offentlige sektor.
“Man kunne få den tanke, at dele det offentlige op i en masse små institutioner af Lotte-typen. Er det muligt? Ja, i lille skala kan man godt tænke sig at det løser nogle udfordringer. Eksempelvis er privatskolerne et eksempel på at gøre sådan. Men man må huske på, at det meste af den offentlige sektor ikke har de muligheder for at blive organiseret i små institutioner. Tænk bare på hospitaler og særlige institutioner på socialområdet,” siger Mogens Hegnsvad.
Han giver iøvrigt professor Kurt Klaudi Klausen ret i, at anarkiet havde for vide rammer på de gamle Lottehjem. Kurt Klaudi Klausen var medlem af kanonudvalget bag Den danske ledelseskanon, som i 2009 udvalgte Lotte-hjemmet blandt de tolv største ledelsesbedrifter siden Anden Verdenkrig. I dag tager professoren afstand fra kanoniseringen, som han "fortryder".
Sagde undskyld i 2007
Leon Lerborg var for syv år siden med til at skrive en kronik i Politiken, som i dag står som milepæl for debatten om offentlig overstyring og kontrol - såkaldt New Public Management eller NPM. Kronikken bliver den dag i dag refereret i debatter, og Lottehjemmet var en del af kronikkens argumentation for et opgør mod NPM.
Dengang skrev Lerborg sammen med Jes Gjørup, Henrik Hjortdal, Tommy Jensen, Claus Nielsen, Niels Refslund, Jakob Suppli og Jasper Steen Winkel blandt andet.
“På Frederiksberg ligger et af Danmarks måske bedste plejehjem. Når hjemmets leder, Thyra Frank, skal forklare, hvorfor hun har rigtig mange glade beboere, fremhæver hun bl.a.: Hun har ansat en medarbejder, der alene skal holde kommunen stangen. Medarbejderen skal udarbejde de lovpligtige rapporter og kommunale dokumentationsblanketter, der ellers kunne beslaglægge en stor del af hendes dag. På den måde kan hun som leder bruge al sin tid på at være synlig for beboere og medarbejdere og vise, at ældreomsorgen og plejen er den afgørende opgave både for medarbejdere og for leder.
Eksemplet fra Frederiksberg er illustrativt. I de velmente bestræbelser på at synliggøre, klargøre og motivere til øget kvalitet gennem dokumentation er vi nået til et stade, hvor styringen er kammet over og blevet sin egen værste fjende. Vi har sat et vældigt system i gang, som udarbejder omfangsrige kontrakter, evalueringer, årsrapporter, akkrediteringer og så videre, uden at det har ført til øget tilfredshed med kvaliteten.
Mange af de ting, der er blevet indført de sidste 10-15 år for at fremme produktivitet og kvalitet, er nu begyndt at hæmme den offentlige sektors udvikling. Nogle steder er der ligefrem tale om direkte destruktiv styring.”
I dag siger Leon Lerborg.
“Hvis Lottehjemmet under Thyra Franks ledelse blev ensidigt beskrevet og glorificeret - og det tror jeg idag, at det blev - så er måske modsatte, nemlig det, som Lottehjemmet skulle medvirke til at dæmonisere, også alt for ensidigt beskrevet. Lottehjemmet var anti-tesen til New Public Management, som også ofte bliver beskrevet udelukkende i negative termer: Centralisering, dokumentation, bureaukrati, detailstyring m.v. - ting som i det store og hele er det modsatte af det, som NPM i grunden gik ud på at bekæmpe.”
Derfor opfordrer Lerborg til at finde nuancerne, frem for at hoppe fra den ene yderlighed i debatten til den næste.
“Udfordringen består ikke i altid at påpege det negative eller det positive. Den består i at forstå, hvordan gode intentioner ofte vender sig til sin modsætning,, samt i at forstå kompleksiteten i, at den offentlige sektor er et sammensurium af modsatrettede tendenser, tvetydigheder, dilemmaer, succeshistorier, tragedier og så videre,” mener Leon Lerborg.
Om Mandag Morgens Ledelseskanon
En række store danske organisationer stod sammen med Ugebrevet MandagMorgen om en Ledelseskanon, der i 2009 udvalgte 12 store danske ledelsesbedrifter for tiden 1945-2005.
Alle danskere kunne nominere bedrifter, som et kanonudvalg bestående af fem anerkendete professorer gennemgik grundigt.
Kanonudvalget valgte 12 bedrifter ud: Etablering af Velfærdsstaten, Dansk Svineproduktion, EU-formandsskabet i 2002, Skanderborg Kommune, Roskilde Festival, Jysk, ISS, LEGO, A.P.Møller Maersk, Handelsministeriets Produktivitetsudvalg i tiden efter 2. Verdenskrig samt Plejehjemmet Lotte.
Kanonudvalgets medlemmer var: Per Nikolaj Bukh, Steen Hildebrandt, Kurt Klaudi Klausen, Per Jenster og Majken Schultz.
