Hvorfor er det så forbandet svært at fastholde sammenholdet, når debatten går fra sorgens og chokkets sammenhold til reaktionernes sammenhold?
Det går kort sagt galt, når tilgivelse ligestilles med accept. Når vold eller tyveri forklares med et lille men, efterfulgt af undskyldninger, der netop accepteres.
Her lidt om hvorfor og hvilke overvejelser, der er nødvendige.
Han var og er terrorist
Portrætterne af terroristen afslørede hurtigt, at knægten er født og opvokset i Danmark. Han er med andre ord et produkt af velfærdssamfundet krydret med en kulturel og tilsandet baggrund, der ligger langt fra den trygge danske muldjord.
Knægten var ovenikøbet i kontakt med det offentlige socialsystem så sent som to uger før sine terrorhandlinger. To uger!
Forinden har han i årevis været i kontakt med socialsystemet, herunder politi, kriminalforsorg, domstole, kommune og skoler. Venner er stået frem med historier om, at han var uden for pædagogisk rækkevidde. Han var med andre ord i flere år på en dødskurs, der endte med terror. Alligevel fik han lov at gå frit. Alligevel var der ingen, der mandsopdækkede ham.
Den historie er en brutal falliterklæring for enten de mennesker, der arbejder i socialsystemet, selve socialsystemet eller en kombination heraf. Det er nødvendigt at sige, for vores evne til at indfange eller stoppe disse vanvittige eksistenser, inden det kommer så vidt som på Valentines Dag, er afhængig af det. Denne evne skal finde sin styrke i det værdi- og normsæt, der skaber systemet, og her er vi nødt til at kigge dybt.
Lad det samtidig være sagt uden tvivl: Der er ingen undskyldninger overhovedet for knægtens gerninger. Ingen! De kan ikke forklares eller undskyldes med socialsystemets fallit eller PETs manglende handling på kriminalforsorgens advarsler, som nogle politikere nu forsøger. Ansvaret ligger alene hos knægten.
Når det alligevel sker, er vi nødt til at samles om løsninger, der forbedrer mulighederne for at undgå det i fremtiden. Alt andet er fornægtelse.
Der er systemfejl
Som samfund må vi sikre os ved at lære. Der er systemfejl, når et velfærds- og socialsystem som det danske kan lade vanviddet slippe igennem på trods af en lang række advarsler gennem flere år.
TV2’s seere blev vidner til et interview med en af terroristens venner, der forsvarede handlingen. En knægt, der forsvarede mord på uskyldige i en uoplyst og absurd misforstået tro på at en tegning kan krænke muslimer. Hvem tager sådan en knægt under særlig oplysende behandling? Er hans udtalelser nok til at fjerne ham fra gaden? Hvem har ansvaret for at gøre det? Gøre noget. Det kan åbenlyst ikke gå hurtigt nok!
Samfundet poster milliarder i forebyggelse, sociale indsatser, boligsociale indsatser, kriminalpræventive indsatser og integrationsprogrammer. Der er tusindvis af mennesker beskæftiget med disse ting, og tusindvis af borgere indskrevet.
Alligevel tillader både systemet og de ansatte i det, at en terrorist udvikler sig over flere år og til sidst udfører en grusom aktion. Flere aktioner.
Der kommer flere af hans slags, hvis vi bliver ved med at diskutere, hvordan vi tager os pænt af dem mens de ytrer sig som nu terroristens ven gjorde det på TV2.
Når det bliver sort-hvidt
I årevis har vi som borgere hørt politikere debattere forskellige spor og retninger i integrationspolitikken, forebyggelsen af kriminalitet og i det hele taget samfundets udfordringer med en multikulturel udvikling.
Essensen er afgørende og står ofte tåget i debatten. Men det er nødvendigt at minde om netop det essentielle: Vi har aldrig accepteret og vil aldrig acceptere vold, vi har og vil aldrig acceptere tyveri og kan ikke gradbøje til variationer af disse to former for opførsel. Det er der vist enighed om hele vejen rundt.
Alligevell famler vi. Har vi netop ikke tilladt en grå grænse i konsekvensen, når mennesker forbryder sig mod vores essentielle værdier? Er det her, vores vores værdigrundlag skrider og giver plads til at monstre som terroristen kan vandre gennem systemet og først blive stoppet af politiets kugler, når han har ødelagt vores tryghed med sine egne?
Undervejs har han forbrudt sig mod grundlæggende værdier ved at stjæle og øve vold mod uskyldige. Igen og igen. Hvorfor accepterer vi som samfund det?
Nok kan vi tilgive. Men tilgivelsen er langt fra det samme som accept. Det skal vi måske til at forstå og lære igen. Allesammen.
Bliver systemets og dets repræsentanters opførsel således opfattet som accepterende, når mennesker forbryder sig mod vores grundlæggende normer?
Uanset risikoen for, at sammenholdet splittes, er det nødvendigt at blive klogere. Nogen vil placere ansvar, og lige nu står PET i forreste linie.
Ansvaret er knægtens og kun hans. Men hvorfor fattede han det ikke? Hvordan kan man være så dum, at man tror drab og ødelæggelse bringer noget godt? Tilmed en tur i himlen?
Aldrig mere
Som samfund er vi nødt til at blive bedre til at sige fra, når der skal siges fra. Entydigt og umisforståeligt.
På den ene side står troen på, at man kan tale fornuft ind i hovedet på et menneske, der forbryder sig mod afgørende værdinormer i samfundet. Troen på, at også terroristen var et menneske engang. Et menneske, der burde være “reddet” og som en masse professionelle tilsyneladende har forsøgt at redde. I dag er det historien om en ung tåbe, der fik al for lang snor af det samfund han levede i.
På den anden side står ønsket om at dømme hårdt og betingelsesløst, og lade mennesket selv lære gennem betingelsesløs konsekvens. Viljen til at dømme og straffe konsekvent og hårdt, når mennesker forbryder sig mod samfundets grundlæggende værdier. Altså hårde og hårdere straffe for vold og tyveri eksempelvis. I dag er det historien om, hvordan fortabte sjæle ødelægges endegyldigt, når de lukkes inde med andre fortabte sjæle.
Lytter vi til forskningen ligger løsningen begge steder, og deri ligger udfordringen og behovet for erkendelse. Måske har vi som samfund glemt at en ny chance aldrig er lig med accept.
Det her skal undersøges til bunds
Det er nødvendigt at undersøge historien, erfaringerne og overvejelserne fra de muligvis hundreder af mennesker, der i professionel sammenhæng har været i kontakt med terroristen de senere år.
Det er nødvendigt at afdække terroristens liv og udvikling i detaljer. Tale med hans familie, venner, nærmiljø.
Det er nødvendigt at få belyst, hvor lovgivning og system spillet fallit og hvorfor.
En uskøn blanding af mennesker skal bidrage med brikkerne til at vi kan sige aldrig mere og selv lære af refleksionen og spørgsmålene sammen med os andre.
Alene processen vil bidrage til at gøre os klogere. Præge vores debat og samtale om det ansvar vi hver især har for hinanden og for at sige fra og sige til, når det er nødvendigt. Men også vække systemet og ikke mindst de mennesker, der arbejder i det, for et eller flere steder er der behov for justeringer.
Når processen er gennemført kan man håbe, at der ligger en række anbefalinger til, hvordan vi som samfund vender tilbage til de grundlæggende værdier, denne terrorists historie så ubarmhjertigt udstiller opløsningen af.
Et samfund, hvor vi kender forskel på tilgivelse og accept, og aldrig tillader, at "men" blander tingene sammen.
