Historisk: Regeringens Moderniseringsprogram fra 1983

Redegørelse til folketinget om regeringens program for modernisering af den offentlige sektor 

Redegørelse til folketinget om regeringens program for modernisering af den offentlige sektor.

1. Indledning.

Hovedformålet med regeringens program for modernisering af den offentlige sektor er at forny og forbedre det offentliges service overfor borgere og virksomheder. De må ske inden for de ressourcemæssige rammer, vi kender i dag.

De opgaver, der offentlige løser er af afgørende betydning for den enkelte borgers velfærd, og for udviklingen i samfundet. Vi er alle afhængige af, at der er tilstrækkelig kvalitet, effektivitet og produktivitet i denne meget store del af vor samlede økonomi. En effektivt fungerende offentlig sektor er i sig selv et væsentligt bidrag til forbedring af erhvervslivets konkurrenceevne.

Det offentlige er samtidig en stor arbejdsplads. I dag er således ca. ¼ af den samlede arbejdsstyrke ansat i det offentlige. Udformningen af den offentlige sektor er derfor også af stor betydning for mange menneskers daglige trivsel og arbejdsglæde.

Vi må gøre os klart, at de problemer og uhensigtsmæssigheder, der kan peges på, i alt væsentligt skyldes politiske beslutninger. Det er en central politisk opgave at udforme arbejdsvilkårene på en sådan måde, at indsatsen både kan blive til større gavn for borgere og virksomheder og øge arbejdsglæden hos de ansatte.

Sparerunder har med forskellig styrke været fast inventar i dansk politik i en årrække. Det har været nødvendigt, men det er en form for tilpasning, der gør det vanskeligt at tilrettelægge og udføre arbejdet på en smidig og hensigtsmæssig måde til glæde for ”kunderne” og til større tilfredshed for de ansatte.

Det er regeringens håb, at moderniseringsprogrammet med dets vægt på moderne ledelsesprincipper og nye styrings- og organisationsformer, vil bidrage til at stoppe den hidtidige opdrift i de offentlige budgetter.

Den offentlige sektor bliver ofte kritiseret for at være for bureaukratisk, for dyr og for lidt serviceorienteret. De offentlige institutioner på social- og sundhedsområdet kritiseres for at være for dyre i drift og for at umyndiggøre klienterne. Reguleringen af borgere og virksomheder kritiseres for at være uforståelig og unødig stram. På nogle områder er de kødannelser, som giver alt for lang ventetid for borgere og virksomheder. Somme tider kan det – på grund af uhensigtsmæssige åbningstider – være vanskeligt blot at komme i forbindelse med offentlige myndigheder.

Det er sjældent viljen hos de enkelte offentligt ansatte til at yde en god service, der mangler. Det karakteristiske er et stærkt menneskeligt og professionelt engagement. Problemerne ligger som oftest i de rammer i form af regler, procedurer og administrative systemer, som vi har bygget op. Moderniseringsprogrammet skal medvirke til at skabe bedre muligheder for, at ledere og medarbejdere kan komme til at gøre en indsats og bidrage med nye initiativer og ideer.

Det er velkendt, at den offentlige sektor er vokset stærkt, især gennem de sidste par årtier. Skal vi inden for en overskuelig årrække klare de samfundsøkonomiske balanceproblemer, er der ikke nogen mulighed for at lade den offentlige sektor vokse yderligere. Nye behov kan derfor kun tilgodeses, hvis det lykkes at omlægge indsatsen på de ”gamle” områder. De foregående årtiers kvantitative vækst i den offentlige sektor må derfor erstattes af en kvalitativ vækst indenfor de bestående økonomiske rammer. Det er hovedsigtet med den omstilling, som allerede er indledt på en række vigtige områder, ikke mindst inden for social- og uddannelsespolitikken. Moderniseringsprogrammet tager sigte på at gøre hele det offentlige system mere velegnet til at klare denne omstilling.
Regeringen lægger vægt på tidligt at orientere folketinget om tankerne bag moderniseringsprogrammet, og om de initiativer, der vil blive iværksat. Regeringen tror på, at der kan opnås en bred enighed bag de overordnede målsætninger og principper for programmet.

2. Moderniseringsprogrammets virkemidler

Hovedelementerne i moderniseringsprogrammet er:
- decentralisering af ansvar og kompetence

- markedsstyring, friere forbrugsvalg og ændrede finansieringsmekanismer

- bedre publikumsbetjening og regelforenkling

- leder- og personaleudvikling

- øget anvendelse af ny teknologi

Decentralisering.

Det er regeringens principielle opfattelse, at der skal gennemføres en decentralisering af ansvar og kompetence. Arbejdet bliver mere effektivt og tilgodeser brugernes behov bedre, hvis beslutningerne træffes så tæt som muligt ved det personale, der har den direkte kontakt med borgere og virksomheder. For de ansatte vil det give større råderum og flere udfordringer. De centrale myndigheder i stat og kommuner skal indskrænke sig til at fastsætte generelle rammer for de udførende institutioners og myndigheders virke.

Samtidig med denne redegørelse anmodes finansudvalget om tilslutning til en reform af det statslige budget- og bevillingssystem. Reformen skal decentralisere ansvar og kompetence på det økonomiske område til de enkelte statslige institutioner og styrelser. Reformen indebærer desuden en stærkere politisk indflydelse på udviklingen i de samlede offentlige udgifter.

Fastsættelse af budgetrammer er et fast led i den statslige bud-getlægning. Gennem 70’erne er der imidlertid sket en så kraftig vækst i de lovbundne udgifter, at omkring ¾ af statens udgifter ligger uden for det rammestyrede område. I tilrettelæggelsen af udgiftspolitikken er hovedvægten i stadig større omfang blevet lagt på at tilpasse udviklingen i de lovbundne udgifter.

Men tilpasningen har ofte været ad hoc præget og uden sammenhæng med fastsættelsen af budgetrammer og det almindelige budgetarbejde i ministerierne. Hertil kommer behovet for indpasning af nye initiativer i en samlet prioritering inden for merudgiftsloftet, som forudsætter kompenserende besparelser for alle offentlige merudgifter.

Regeringen agter på denne baggrund at modernisere budgetarbejdet ved tidligt i budgetlægningen at fastsætte totalrammer for hvert ministerområde, omfattende såvel lovbundne som bevillingsstyrede udgifter og indtægter samt fornødne reserver til nye initiativer. Budgetrammerne kan herved igen fungere som væsentlige styringsinstrumenter i den statslige budgetlægning. Reformen vil muliggøre en udbygning af folketingets indseende med den overordnede budgetpolitik, idet regeringen hvert år tidligt i budgetforberedelsen agter at orientere folketingets finansudvalg om de nye totalrammer og grundlaget for rammefastsættelsen.

Med etablering af en strammere overordnet politisk budgetstyring er forudsætningerne skabt for en decentralisering af en lang række økonomiske beslutninger til de enkelte styrelser og institutioner. På personaleområdet vil regeringen, bortset fra visse højere lønnede stillinger, foreslå afskaffelse af den hidtidige centrale styring af stillingsoprettelser, således at der bliver langt større frihed inden for en given lønsum og et givet timeloft at tilpasse personaleforbruget til ændrede vilkår. Som et yderligere økonomisk incitament til de enkelte institutioner foreslås samtidig, at der inden for visse rammer etableres muligheder for overførsel af ikke brugte driftsbevillinger fra et år til et andet.

Decentraliseringen af det budgetmæssige ansvar tænkes kombineret med en uddelegering af en del af den individuelle lønfastsættelse, der vedrører klassificeringer og tillæg. Den påtænkte uddelegering vil ikke sætte mulighederne for at styre statens generelle lønpolitik over styr.

For de enkelte institutioner betyder disse ændringer bedre mulighed for at tilpasse organisationens ressourceanvendelse. Imidlertid må decentraliseringen af ansvar og kompetence også føres igennem, når det gælder indholdet af opgaverne. De ofte stive og ufleksible styringssystemer, som findes i dag, må ændres, så der gives de udførende led større handlefrihed til selv at finde nye veje og foretage den fornødne omstilling.

Regeringens regelforenklingsarbejde vil yde et bidrag hertil. I det videre arbejde lægges der afgørende vægt på at opbløde den centrale styring. De udførende myndigheder får herved bedre muligheder for at tilpasse serviceydelser og regulering til de reelle behov.

Det offentliges planlægning er under forvandling og tilrettelægges nu med henblik på at yde et aktivt bidrag til omstillingsprocessen. Arbejdet begrænses og koncentreres om aktuelle områder og problemstillinger, som formuleres i en politisk dialog mellem stat og kommuner. Planlægningsansvaret decentraliseres, og indsatsen afpasses efter de lokale behov. Gennemførelse af omstillingsinitiativer lettes gennem smidiggørelse af ændringsprocedurer for allerede vedtagne planer. Ændringerne på planlægningsområdet er beskrevet i en redegørelse om principper for videreudvikling af de statslig-kommunale plansystemer fra det såkaldte planinformationsudvalg.

Tilsammen vil disse initiativer sikre langt større tilpasningsevne i den offentlige sektor end vi kender i dag.

Markedsstyring, frierer forbrugsvalg og ændrede finansierings-mekanismer.

Det er regeringens hensigt at tage en række initiativet, der skal sikre, at efterspørgslen i højere grad bliver bestemmende for hvilke serviceydelser, der skal produceres og hvor meget der skal produceres. Der bliver tale om en højere grad af markedsstyring af de offentlige aktiviteter. Formålet hermed er at sikre brugerne størst mulig direkte indflydelse på de offentlige ydelsers omfang og kvalitet og i øvrigt tilskynde de offentlige virksomheder og institutioner til at tilrettelægge arbejdet bedst muligt og sikre, at ydelserne følger med tiden.

Mange steder i den offentlige sektor vil markedsstyring kunne skabes ved at indføre omkostningsdækkende betalinger mellem offentlige institutioner. Bevillingerne gives til brugerne af de pågældende ydelser i stedet for som nu til den producerende institution. Det vil give leverandørerne en øget servicebevidsthed og efterspørgerne en tilskyndelse til at økonomisere. Bevillingsomlægningen er især aktuel ved forskellige former for bistand og rådgivning, efteruddannelse samt forskning og udredning.

På de mere forretningsmæssige område vil regeringen som led i en budgetreform foreslå en omlægning af den økonomiske styring af statsvirksomhederne, så de får t større ansvar for at opnå et givet økonomisk nettoresultat. Samtidig gives der en øget dispositionsfrihed på løn- og personaleområdet. Endvidere overvejes indførelse af mere smidige procedurer for takstfastsættelsen, således at det bliver lettere at ændre taksterne.

Regeringen vil endvidere overveje mulighederne for også på andre områder end indenfor de nuværende statsvirksomheder at etablere resultatcentre, og herigennem lægge øget vægt på en forretningsmæssig drift indenfor alle områder, hvor der er tale om en markedsorienteret, statslig aktivitet.

Det er således tanken at anvende de nye regler om statsvirksomheder på en række andre statsinstitutioner, hvis hovedaktivitet indebærer salg af ydelser. Eksempelvis kan nævnes Grønlands Tekniske Organisation, Statens Seruminstitut og Det Kongelige Teater.

Dernæst foreslår regeringen nye regler for indtægtsdækket virksomhed, således at institutioner, der som biaktivitet har et forretningsområde, får mulighed for aktivitet med fuld omkostningsdækning og personaleforbrug uden for den statslige rammestyring. Hermed vil der generelt blive skabt større incitament til systemeksport og anden udnyttelse af konkurrencedygtig ekspertise i den offentlige sektor. For at undgå konkurrenceforvridning overfor private virksomheder, vil der blive fastlagt nærmere regler for prisfastsættelse af de ydelser, det drejer sig om.

For at skabe bedre rammer for systemeksport, vil regeringen i øvrigt tage initiativ til, at oplysninger om, hvilken offentlig ekspertise de private virksomheder vil kunne trække på i et eksportsamarbejde, samles i en informationsbank.

Endelig vil regeringen fremme mulighederne for udbud eller udlicitering af offentlige opgaver til private, hvor dette skønnes at indebære økonomiske eller administrative fordele. Regeringens privatiseringsudvalg har netop afgivet sin rapport. Rapporten forventes offentliggjort i løbet af en uges tid. I rapporten er der anvist en række ”værktøjer” til brug for udbud af offentlige funktioner. Regeringen agter på den baggrund i foråret 1984 at udsende en vejledning om udbud til private.

Der lægges således op til en opblødning af grænserne mellem den private og offentlige sektor gennem en mere lige konkurrence og et større samspil. Regeringen forventer at dette vil have gavnlige virkninger, også ud over de direkte berørte forretningsområder i den offentlige sektor.

Det er imidlertid afgørende, at der også sker en modernisering af styringen på serviceområderne, som er blevet hovedopgaven for den offentlige sektor. Det er områder, vi alle som borgere kommer i berøring med i form af uddannelse, sygdomsbehandling, omsorg, pleje osv. Det er afgørende, at der her vises evne og vilje til omstilling, tilpasning og fornyelse.

Det er regeringens opfattelse, at et bredere udbud af ydelser og hermed større valgfrihed for borgerne vil øge tilfredsheden med de offentlige ydelser. De må overalt, hvor det er muligt, skabes et frit valg for forbrugeren mellem forskellige offentlige serviceinstitutioner, f.eks. på uddannelsesområdet.

Videre må der satses stærkt på alternativerne til institutionsløsninger. Vi vil også fortsat have brug for mange institutioner – men det er en udbredt opfattelse, som også regeringen deler, at der må skabes muligheder for alternative løsninger uden for eller i tilknytning til institutionerne. Løsninger, som i højere grad kan tilpasses individuelle behov og ønsker, og hvor man kan trække på den enkelte brugers egen indsats.

Regeringen ønsker at tilskynde til denne omstillingsproces på forskellige måder. Gennem forsøgsordninger, således som det allerede er sket på det sociale område, skal der åbnes mulighed for afprøvning af nye løsninger. Nye tilskudsformer, som er baseret på faste puljebeløb kan vise sig at være velegnede på områder, hvor brugerne selv ønsker at yde en indsats og sætte præg på ydelserne. Tilskudsmodeller, hvorefter bevillingerne helt eller delvis følger efterspørgslen, kan fremme tilpasningen f.eks. på undervisnings- og kulturområdet, hvor udbuddet er fordelt på mange institutioner.

En større hensyntagen og tilpasning af de offentlige ydelser til den enkeltes behov fører naturligt til, at der som supplement til den almindelige skattefinansiering af de offentlige ydelser i højere grad end i dag anvendes brugerbetaling. Ud over en aflastning af skattesystemet, vil der med brugerbetaling ske en nøjere afprøvning af efterspørgslen. Betalingen behøver ikke nødvendigvis at dække de fulde omkostninger, men bør på den anden side afspejle forskelle i omkostninger ved forskellige valgmuligheder. Regeringen vil iværksætte en systematisk gennemgang af den offentlige sektors aktiviteter med henblik på den påtænkte øgede anvendelse af omkostningsbestemte betalingsordninger. Det vil ske på en sådan måde, at man undgår alvorlige fordelingsmæssig konsekvenser.

Regeringen vil gennemføre en finansieringsomlægning, hvorefter de nuværende procentrefusioner afløses af bloktilskud. Hensigten hermed er at undgå en forvridning i prioriteringen mellem refusionsområderne og de fuldt kommunalt finansierede områder. Omlægningen vil bidrage til, at der i højere grad skabes sammenhæng mellem retten til at disponere over offentlige midler og ansvaret for at fremskaffe disse midler.

Bedre publikumsbetjening.

De forskellige initiativer, der indgår i moderniseringsprogrammet, har det fælles sigte at forbedre det offentliges service.

Som led heri agter regeringen i samarbejde med de kommunale parter at udpege en række områder, hvor der skal gøres en særlig indsats for en hurtigere, mere hjælpsom og individuel betjening af borgere og virksomheder.

Kampagnen for en bedre publikumsbetjening forberedes i første halvdel af 1984 og vil blive iværksat fra efteråret 1984. Kampagnen vil indebære en række centrale initiativer og forsøg, ligesom der vil blive iværksat kurser, udarbejdet vejledninger og andre former for materiale. Det afgørende element i kampagnen bliver imidlertid de forbedringer, som de enkelte statslige og kommunale myndigheder og institutioner selv finder frem til ud fra deres konkrete kendskab til svaghederne i den nuværende betjening.

Ofte er den væsentligste hindring for god kundebetjening besværlige regler og procedurer. Bestræbelserne på at forenkle de offentlige regler er derfor af afgørende betydning i denne sammenhæng.

Som det fremgik af redegørelsen til folketinget om regelforenklingsarbejdet fra maj 1983, er indsatsen nu især rettet mod at forenkle det offentliges tilsyn og kontrol med borgere og virksomheder, procedurerne behandlingen af mindre sager samt ankesystemerne. Resultaterne vil blive præsenteret for folketinget i en ny redegørelse til foråret 1984.

Der tages endvidere en række supplerende initiativer med henblik på forenklinger i relation til specielt de mindre virksomheder.

Regeringen forventer i starten af 1984 af tage stilling til, om der skal etableres end edb-database, omfattende alle de statslige forskrifter. En sådan regeldatabase vil i givet fald gøre det lettere for myndigheder og borgere af få et dækkende, ajourført billede af gældende retstilstand. Regeringen vil i forbindelse hermed tage initiativ til en mere brugervenlig udsendelse af de statslige regler.

Leder- og personaleudvikling.

Moderniseringsprogrammet placerer de administrative ledere i den offentlige sektor i en nøgleposition. Der er brug for en ændret opfattelse af ledernes rolle, - og det gælder ledere på alle niveauer. Der må i højere grad lægges vægt på ledernes evne til at skabe fornyelse og til at inspirere de ansatte til en effektiv og kvalitetsbevidst indsats. Det er regeringens opfattelse, at man når de bedste resultater, hvis der i de enkelte institutioner og styrelser i højere grad sker en placering af ansvar hos den enkelte medarbejder. Samtidig er det vigtigt, at såvel lederne som de øvrige personalegrupper får den nødvendige efteruddannelse, så de bliver i stand til at leve op til de nye krav. Det må endvidere skabes øbet mobilitet blandt de offentligt ansatte, så den offentlige organisation ikke stivner, men til stadighed tilføres nye impulser og inspiration.

Regeringen lægger vægt på at styrke den del af personalepolitikken, som sigter mod at udvikle kvalificerede lederemner. Dette vil ske ved at give medarbejderne mulighed for at få konkret ledelseserfaring fra afgrænsede arbejdsopgaver, ved efteruddannelse, der i højere grad er målrettet mod ledelsesfunktioner samt ved rotation og anden mobilitet, der giver et større kendskab til forskellige arbejdsområder i det offentlige, - og meget gerne også uden for den offentlige sektor.

For de udnævnte ledere er det vigtigt, at der til stadighed er muligheder for udvikling og for at prøve nye ledelsesopgaver. Ministerier og styrelser må gå aktivt ind i tilrettelæggelsen af udviklingsprogrammer, som muliggør dette.

Sammenlignet med den private sektor, har det offentlige ikke hidtil fuldt ud forstået nytten af en stadig supplering og fornyelse af medarbejdernes kundskaber og kvalifikationer. Der er her ikke mindst behov for uddannelse af mellemledere og institutionsledere i alle dele af den offentlige sektor. Der vil derudover blive taget initiativ til lederkurser vedrørende service, personaleledelse, omstillingsplanlægning m.v. Der vil blive etableret bedre muligheder for de enkelte myndigheder til selv at uddanne deres ledere. Generelt er der behov for en langt mere målrettet efteruddannelse af personalet, end vi kender i dag.

Vi bliver også nødt til at sikre os, at det er muligt at flytte ledere, som viser sig ikke at passe til jobbet. Derfor vil der fremover i større udstrækning blive anvendt prøveansættelser og åremålsansættelser, ligesom de eksisterende retræte- og førtidspensionsordninger søges udbygget. Endvidere foreslås en forbedring af reglerne om opsat pension med henblik på at øge mobiliteten.

Lønsystemerne må også tilpasses de nye opgaver, så det bliver muligt at honorere de bedst kvalificerede medarbejdere. Der må lægges mere vægt på den enkeltes kvalifikationer og de arbejdsopgaver, der udføres og mindre vægt på anciennitet. Det overvejes derfor for visse gruppe at søge særligt lange anciennitetsbestemte lønforløb afkortet, ligesom det overvejes at anvende produktivitetsfremmende lønsystemer i større udstrækning på områder, der er sammenlignelige med privat produktionsvirksomhed. Regeringen agter at tage disse spørgsmål op i næste overenskomstrunde.

Øget anvendelse af ny teknologi.

Regeringen agter at øge effektiviteten gennem investeringer i ny teknologi, så arbejdstilrettelæggelsen inden for det offentlige modsvarer de nye krav og muligheder, som ikke mindst den nye edb-teknologi indebærer.

Som led i den forestående revision af det offentliges investeringsprogram vil myndighederne blive anmodet om at opprioritere den teknologiske modernisering på anlægsbudgetterne. På finansloven for 1985 tænkes endvidere etableret en statslig investeringspulje, hvorfra styrelser, statsinstitutioner og statsvirksomheder kan låne til rentable nyanskaffelser, der vil muliggøre effektivisering med heraf følgende evne til at tilbagebetale lånet. Derudover kan den allerede eksisterende edb-fond anvendes til finansiering af udviklingsprojekter vedrørende helt ny teknologi.

På baggrund af myndighedernes tilbagemeldinger til investeringsprogrammet vil der blive udvalgt et antal institutioner, hvor mulighederne for anvendelse af ny teknologi vil blive analyseret nærmere som led i en systematisk gennemgang af statsinstitutioner med henblik på teknologisk modernisering.
Det er regeringens vurdering, at der er behov for en lignende indsats i kommuner og amtskommuner. Man vil drøfte med de kommunale parter, hvordan ibrugtagning af ny teknologi bedst kan fremmes.

3. Moderniseringsprogrammets gennemførelse.

Moderniseringsprogrammet er udtryk for nytænkning omkring den offentlige sektors måde at fungere på. Det er en nytænkning, som tager sigte på at ændre det offentliges interne styringssystemer, procedurer og spilleregler. Programmet forudsætter samtidig et holdningsskift, med vægt på at sikre tidssvarende ydelser og en god betjening af det offentliges kunder uden tilførsel af nye ressourcer. Med henblik herpå henstiller regeringen, at de enkelte styrelser, institutioner og øvrige administrative enheder opstiller mål for de tilstræbte kvalitetsforbedringer og løbende vurderer resultaterne, således som det allerede praktiseres i f.eks. DSB og P&T.

Regeringen opfordrer alle del af den offentlige sektor til at gå aktivt ind i moderniseringsprocessen.

De kommunale myndigheders medvirken er af afgørende betydning. Den væsentligste del af den offentlige service og regulering overfor borgere og virksomheder foregår i kommunalt regi. Regeringen håber, at kommunerne vil være parat til som starten at uddelegere et øget ansvar for kvalitet og økonomi til de udførende led, og i den forbindelse vil bidrage med forslag til, hvorledes budget- og lønsystemer, kompetenceregler og andre forskrifter kan forenkles og smidiggøres.

Programmets gennemførelse forudsætter, at alle personalegrupper i den offentlige sektor medvirker. Det er regeringens håb, at medarbejderne vil komme med forslag og ideer til, hvordan ydelser, procedurer og arbejdsgange kan forbedres. De udfordringer, som dette indebærer, vil samtidig medvirke til at gøre det offentlige til en bedre arbejdsplads. Der er brug for både kreativitet og optimisme i og omkring den offentlige sektor.

Regeringen vil forsøge at inspirere hertil bl.a. gennem forsøgsvirksomhed, uddannelsestilbud til ledelse og personale, samt udgivelse af pjecer og informationsmateriale, som kan formidle informationer og resultater fra arbejdet.

Programmet vil blive iværksat trinvis. En række af de skitserede ændringer af budgetsystemet og udmøntningen af de nye udgiftspolitiske principper samt den teknologiske modernisering indgår i forårets forberedelse af finanslovsforslaget og budgetsamarbejdet med kommunerne for 1985. Kampagnen for bedre publikumsbetjening får virkning fra efteråret 1984. Nogle af initiativerne på uddannelses- og personaleområdet kan gennemføres i foråret 1984, mens andre må afvente næste overenskomstrunde.

Det er regeringens mål, at der ved udløbet af indeværende valgperiode må tegne sig et klart billede af en offentlig sektor, som er bedre gearet til at løse de mange opgaver, som også fremover kræver det offentliges medvirken.

Det er regeringens håb, at alle de partier, der har været med til at opbygge den offentlige sektor, også kan være enige om sammen at forbedre dens muligheder for fortsat at følge med tiden. Selv om vi, sammenlignet med andre lande, her i landet har en velfungerende offentlig sektor med et godt uddannet personale, er der al mulig grund til at arbejde for, at den kommer til at fungere endnu bedre. Det er en nødvendighed, hvis velfærdssamfundet skal stå sin prøve under 80’ernes økonomiske vilkår og vi skal gøre op med myterne om den offentlige sektors manglende dynamik.