Gangen er tom. Væggene hvide og dørene ind til de halvanden værelse små lejligheder er mestendels lukkede. En moderne elektronisk lås sikrer, at der altid er låst ind til de gamle mennesker, der med lovbetinget ret til selvbestemmelse bor derinde bag døren. Enkelte steder står døren på klem med et klæde fra håndtag til håndtag som et diskret minde om, at herinde er et menneske igang med livets sidste ophold.
Læs alt om Lotte-sagen
En lys kvinde kommer forbi, vender sig, smiler. Stopper ved elevatoren. På benet afslører en tekst hendes rolle på stedet. Fysioterapeut står der med hvide bogstaver på sorte sportsbukser. Elevatoren tager hende videre.
Bygningen er syv etagere høj. De første fire rummer et plejehjem, som de kommende år bliver trinvist overtaget af OK-Huset Lotte, som lige nu indtager 5. og 6. sal mens 7. etage rummer centrets forskellige tilbud. Et spa og massagerum, hvor et kæmpe badekar med futuristisk design og velfærdsteknologisk udtryk står tørt og urørt. Ved siden af en massagebænk. I et andet rum er der indrettet frisørsalon med to stole mens et tredie kaldes værkstedet. Her tager frivillige engang imellem beboere med ind for at arbejde, fortæller forstanderen.
Et hold mænd passerer og går ud på en trappeafsats, hvor de taler om noget byggeteknisk. Tre af dem er arbejdsmænd, to andre ligner kontorfolk, der hører til i huset. Bygningen er stadig ny, og alle store bygninger har begyndervanskeligheder, så måske handler mødet på afsatsen om det. Senere skal det vise sig, at begyndervanskelighederne omfatter utætheder, så vandet finder ind, når det forlader skyerne, lander på bygningen og gennem endnu ukendte revner kan finde hele vejen gennem to etager og via loftet dryppe ned i en spand, der er placeret midt i et af fællesrummene.
Netop fællesrummene har løftet plejehjemmet Lotte til ikonisk status blandt plejehjem. Fra hele verden er gæster valfartet til for at lære af holdet fra den kendte Lotte. På den gamle adresse på Kochsvej på Frederiksberg var der liv og glade dage i stuerne. Fællesrummene på Kochsvej var stuerne i en gammel herskabsvilla på tre etager. 23 beboere husede villaen, som mest af alt mindede om et hjem. Selv forstanderens kontor lå i stuerne, for hvordan skulle hun ellers kunne følge med i hverdagslivet. Engang havde man indrettet et pulterrum til værelse for en ny beboer, som forstanderens hjerte måtte finde en fysisk plads til på Kochsvej. Der var altid aktivitet, hygge, samtaler, smil, kram og servering i stuerne på Kochsvej. Det var jo et hjem, og med 23 forskellige mennesker på værelserne kunne man altid være sikker på aktivitet fra mindst en af dem og deres pårørende i stuerne.
Personalet var respekteret for deres faglighed og omsorg, men derudover en integreret del af hjemmet. Det var også personalets pårørende, hvis de kom forbi, og beboernes pårørende følte sig her lige så velkomne som besøgte de deres gamle i det hjem, de før havde boet i. På Kochsvej havde forstanderen, Thyra Frank, siden 1988 skabt et plejehjem, hvor pleje og hjem gik hånd i hånd i gensidig respekt og forståelse.
Denne dag er fællesrummene et modstykke til livet på Kochsvej. Der er ellers nok af dem, de er moderne, store og har tilmed terrasser med en udsigt som Kochsvej kun leverede i drømme. Vi går fra rum til rum, men der er ingen liv. Et klaver står og pryder, men tonerne fra sidste gang det blev spillet, må stadig svæve under lofterne på Kochsvej.
Der midt i tavsheden og tomheden bliver billedet brudt. Der er mennesker. Ikke liv. Bare mennesker. En social- og sundhedshjælper er igang med at aftørre en kaffeautomat. Ved det første bord vi ser, er der to personer. Ingen samtale. De sidder der bare. Kigger tomt ud i luften. Plejecenterets nye forstander, der på opfordring er igang med at vise os rundt, siger hej til den ene. Det professionelle hej og anstrengte kram bliver modtaget på samme måde. Vi bliver ikke præsenteret. Siger alligevel hej og smiler til de gamle.
Ved et andet bord sidder tre andre. Også tydeligvis beboere. Vi passerer dem sammen med forstanderen. Terrassen ligger der på den anden side af glasdøren, som vi går ud af. Vi sniger os til at nyde udsigten mod Hvidovre, og følger med til en anden dør, der fører os ind på den mennesketomme kolde gang igen. Den eneste forskel på de første indtryk af denne bygning og et hospital er, at hospitalet har liv på gangene. Selv aktutafdelingen på Rigshospitalet ville sende flere livstegn.
Forstanderen tager os videre til næste etage, hvor der er endnu mindre liv. Vi passerer en dør, der står åben. Tiltvinger os mulighed for at kigge ind, vinke og sige hej. Hun sidder med sin kaffe og tobak. Smiler tilbage. Siger hun er glad for at bo der. Høflighed har altid tilhørt de ældste generationer. Først senere fortæller forstanderen, at på plejehjemmet er rygerne henført til ensomheden på eget værelse, når tobakken skal nydes.
To værelser længere fremme står døren også på klem. Her er en kvinde i gang med at gøre rent. Hun smiler. Vi smiler tilbage. Forstanderen går videre.
Vi følger med ind på et tomt værelse, der åbenlyst er nyistandsat. Hvide nymalede vægge. En seng. Ellers stort set tomt. Vores blik fanger kontakten ved sengen foran det store handicapvenlige badeværelse, som er en del af det lovbestemte koncept for selvbestemmelse og frihed, når man rykker ind på et plejecenter. På Kochsvej delte de 23 beboere fire badeværelser. Her er badeværelset næsten lige så stort som værelserne på Kochsvej, og der er lift i loftet, så de gamle kan flyttes arbejdsmæssigt korrekt ind og ud af badet, og fra toilet til stol. Kontakten ved sengen har en lille tekst påtrykt. “Sluk alt” står der, og forstanderen fortæller, at det er ret smart, hvis man eksempelvis ser fjernsyn. Hun finder det åbenlyst ikke morsomt, at man så hellere må undgå et digitalt vækkeur.
Når man forlader denne jord og dermed også plejehjemmet, får de efterladte som hovedregel otte dage fra dødsdagen til at rydde lejligheden. Så en ny beboer kan rykke ind. Sådan er reglerne på Frederiksbergs øvrige plejehjem, men Lotte er ikke bundet af samme regler, fortæller forstanderen, selvom hun dog mener, at det er i alles interesse, at det går hurtigt. Det forklarer måske, hvorfor hun sætter medarbejdere til at ringe til pårørende til afdøde beboere og meddele, at de gerne må rydde lejligheden inden otte dage. Sådan skete det med Peter, der døde i juni. Dagen efter fik en medarbejder besked på at ringe og bede Peters kone Vibeke om at rydde lejligheden inden otte dage.
Men ventelisterne er også lange, og ifølge forstanderen må det også være i familiens interesse, at en ny gammel hurtigst muligt kan rykke ind og indlede rejsen mod afgangen. Det er dyrt og upraktisk at have disse værelser stående tomme, selvom boet efter beboeren stadig betaler.
Ude på terrassen på øverste etage er der opsat et bustoppested. Nok mest af hensyn til de demente, der kan søge tryghed ved at mindes et helt liv tilbragt med at vente på bussen til og fra arbejde. Men måske ser de i stedet stoppestedet heroppe på taget af en syv etagers bygning som sidste stop. Et godt afsæt opad eller nedad.
Vi har her kl. 11.15 en tilfældig onsdag formiddag talt seks beboere ud af 20. Hertil en medarbejder ud over forstanderen samt en rengøringsdame og fysioterapeuten, der tog elevatoren.
Vores tælling af gamle fordobles nu, og personaletallet tredobles, da vi kommer ind i genoptræningsrummet. Det er et sanghold på fem gamle og to ansatte eller måske frivillige, og det er rent held vi kommer derind. Forstanderen vender rundt, da hun ser liv i rummet, men sangholdet kalder os derind. Vi er da velkomne, siger de. Brede smil, hjertevarme. Hygge. Hvad kan man ellers, når sang står på programmet. Vi siger hej, og er lidt kække. Foreslår de synger en høstvise her i sensommeren. Den har de sunget. Forstanderen vil gerne videre. Smil og ord flyver gennem luften om de er glade, men tiden er ikke til snak, når sangen kalder og forstanderen tripper. Senere konstaterer vi, at sangholdet i genoptræningsrummet slet ikke er beboere på Lotte, men nogen fra de andre etager. Syvende etage er nemlig fælles for hele bygningen, og forklarer måske, at de fem smilende gamle sangstjerner brugte genoptræningsrummet frem for fællesrummene til deres aktivitet.
Ude på tagterrassen fører en elevator os ned i stueplan igen. Dernede hvor forstanderen har sit kontor henne ad gangen. På vejen ser vi lige festlokalet, foyeren, hvor forstanderen håber der kommer en cafe, som kan være åben for nærområdet. Receptionen til venstre for den altid låste glasskydedør var tom, da vi kom, men nu er en af de tre pladser besat. Hun smiler ikke.
Forstanderen fører sin elektroniske nøgle forbi låsen på den upersonlige dør, hvor sorte bogstaver fortæller, at her bor husets forstander. Navnet må du læse et andet sted.
