Læs også: Lukkethed på planeten Slotsholmen
Offentlighedens indsigt i de politiske beslutningsprocesser har to sider, som er fordele eller ulemper alt efter, hvilke øjne, der ser. For det første giver åbenheden sikkerhed for, at beslutninger gennemlyses og fejl og mangler afsløres. For det andet betyder åbenheden, at den til enhver tid siddende opposition kan udstille disse fejl og mangler.
Det fungerer så længe der skal træffes gode beslutninger, men vi lever i en krisetid, hvor særligt velfærdssamfundet er belagt med mindre gode beslutninger. Reformer, besparelser og forandringer, der selvsagt afføder protester, oprør og kritik fra alle sider.
Politikere lever af, at udstille hinanden for at fremhæve egne ønsker. Politikerne benytter pressen til at fremme egne intereser, og den ene dag er det regeringens fordel, den næste oppositionens. Det giver føde til medierne, som arbejder med pressede deadlines og dermed en konstant produktion af redaktionelt stof. En artikel skal hurtigt ud, og så kan der følges op efterfølgende.
Det betyder i praksis, at det vælter med historier, der komplicerer den politiske forhandlingsproces. Den, der trækker mediernes dagsorden med fra begyndelsen, kan sætte dagsordenen for de politiske forhandlinger.
Dette tempo i nyhedsproduktionen smitter direkte af på den politiske beslutningsproces, så det i dag ikke længere handler så meget om indhold, som det handler om dagsorden.
Men politikerne og embedsværket skal stadig passe arbejdet. Finde holdbare løsninger. Træffe brugbare beslutninger. Det arbejde bliver vanskeliggjort, hver eneste gang pressen løber med en halv eller hel vind. Hver gang en tilfældig detalje blæses op som en fodfejl, der giver de politiske modstandere direkte adgang til nogle minutter i mediestrømmen. I tider med krise og behov for store forandringer er der rigtig mange situationer, hvor politiske beslutninger går vælgerne midt imod, og dermed er rene gaveboder for politiske modstandere.
Det er i det lys man skal se den politiske konsensus, der har præget de forligsvante politiske partier i forhold til offentlighedsloven.
Det er pokkers besværligt at føre en fornuftig samtale med en politisk modpart, der lige har udstillet en fodfejl eller kommenteret på en intern foreløbig vurdering, der er sluppet ud til en journalist og derefter hele Danmark.
I det lys vil det være meget nemmere, hvis flere ting kan holdes ude af pressens søgelys. Hvis embedsværk og politikere kan få fred til at passe arbejdet, og samtidig få lidt mere kontrol med, hvilke lunser pressen kan smide i sin stavblender.
Den svære – og rigtige - vej ville være, at politikerne selv tog ansvar for det arbejde, de udfører. At de fandt en gensidig respekt. At de skabte et kodeks for den opførsel de gerne vil have fra hinanden. At deres udtalte ønske om respekt og anerkendelse blev understøttet af egne handlinger.
Vel er det en absurd forestilling, når sociale medier ligger lige der på telefonen, hvor man med få ord kan forsøge at præge mediernes dagsorden ved at udstille en modpart. Vel er det en absurd forestilling, når politisk talent måles på evnen til at komme i medierne. Og vel er det urealistisk, når politik handler om at få sine modstandere slået i gulvet.
Omvendt er det vel vores folkevalgte, der må tage det første skridt op af kvalitetsstigen.
Forslaget til ny offentlighedslov er tydeligvis et skridt ned af stigen. Ned til den grav, hvor man godt kan forstå, at flere vender ryggen til politik, færre stemmer til valgene og et stigende antal borgere og organisationer føler afmagt overfor magtens cirkler.
Men så må politikerne altså også holde op med at brokke sig over vælgere, medier og demokrati.
Så må politikerne stå ved, at en ny form for ”demokrati” er under skabelse. Det er i sig selv en væsentlig debat.
/Nick Allentoft/
