Udover således pure at afvise kritik går OK-Fonden videre, og forsvarer sig med et eksempel på, at den skal være beskyldt for at servere kartoffelmos tilberedt af pulver. Et eksempel som DenOffentlige hverken har nævnt eller kender noget til. Det er iøvrigt vakuumpakkede forkogte kartofler i baggrunden.

OK-Fonden: Thyra Frank var selv med

Ledelse

25/08/2014 13:56

Nick Allentoft

Vi beklager, men der er ikke noget at komme efter, erklærer OK-Fonden efter afsløringen af, at en beboer lå alene i flere timer og pårørende, der er frustrerede over situationen på plejehjemmet Lotte.

“Verden afhænger af øjnene, der ser,” forklarer OK-Fonden i en erklæring, hvor den svarer igen på kritikken fra medarbejdere og pårørende.

Læs alt om Lotte-sagen

“Vi anerkender, at de pågældende har oplevet frustration og bekymring, men den kritiske indstilling har efter OK-Fondens opfattelse farvet billedet på en måde, så stort set alt, hvad Charlotte Andreasen og OK-Fondens øverste ledelse har foretaget sig, er blevet bedømt og tolket negativt,” skriver OK-Fonden.

Også sagen om en beboer, der lå alene og glemt i flere timer, får en afvisning.

“Forløbet med Peter, der blev glemt i sin seng om formiddagen fredag den 20. juni, skal vi være de første til at beklage. Det er en situation, som ingen ønsker, som alle frygter, og som vi hver eneste dag arbejder professionelt for at imødegå.

Hvis familien ikke føler, at vi har undskyldt tilstrækkeligt, skal den undskyldning prompte komme her. Vi må understrege, at det først er i artiklen i går, at vi møder det synspunkt,” skriver OK-Fonden dagen efter DenOffentlige’s afsløring af sagen, der stammer tilbage til 20. juni.  

 

Enke intet hørt

Peters enke, Vibeke Majnlund, er rystet over fondens erklæring. Hun har intet hørt fra hverken OK-Fonden eller plejehjemmets forstander, og har svært ved at tage imod en undskyldning, der kommunikeres i en erklæring, som OK-Fonden i øvrigt heller ikke har sendt til hende.

”Nej,” siger Vibeke Majnlund. ”Jeg har ikke hørt fra nogen i OK, siden Peter blev indlagt i juni. Men det var efter alt at dømme heller ikke meningen, jeg skulle have opdaget, at Peter var blevet negligeret hele dagen forud for sin indlæggelse. Jeg har ikke brug for en undskyldning for det. Det kan ikke undskyldes. Da jeg kom hen på Frederiksberg Hospital den 20. juni, kort efter Peter var blevet indlagt, var han omgivet at to læger, en sygeplejerske og sin primære kontaktperson fra Lotte. De kæmpede alle sammen for at holde ham oprejst i en position, så han ikke blev kvalt i sin tunge, mens lægerne selvfølgelig skulle undersøge forskelligt. Peter var vidskræmt dødsangst, drivende koldsvedig, helt gennemsigtig, og han råbte op, larmede. Det er forfærdeligt at tænke på, at han hele dagen havde været overladt til sig selv i den tilstand. Jeg kender de fysiske forhold på Lotte, og selv om afstandene på det nye plejehjem er større, skal man dog enten være kyniker eller stokdøv for at have lykkedes med at overhøre ham gennem en hel dag. Hvis man på den baggrund vil hævde, at man hver eneste dag arbejder professionelt med at  imødegå den slags situationer, kalder det på et skærpet tilsyn,” siger Vibeke Majnlund.  

 

Redegørelse på vej to måneder efter hændelsen

OK-Fonden skriver videre, at den vil tage kontakt til Frederiksberg Kommune.

“Vi vil naturligvis gøre rede for hændelsesforløbet over for Frederiksberg Kommune, der har myndighedsforpligtelsen på Lotte. Er der konklusioner på det forløb der medfører kritik, vil vi tage den konstruktivt til os, og arbejde videre derfra,” skriver man.

Også det ryster Vibeke Majnlund.

“Har man ikke allerede redegjort for hændelsesforløbet? Det er to måneder siden. Ville man slet ikke have gjort noget, hvis sagen ikke var blevet almindelig kendt,” spørger en chokeret enke.

 

Fra omsorgssvigt til forsvar for maden

OK-Fonden indikerer i sin erklæring, at DenOffentlige’s artikler rejser kritik af plejehjemmets mad, og afviser kritikken med henvisning til, at beboere, personale og pårørende fra et andet plejehjem ifølge teksten har rost og anerkendt maden fra Lottehjemmets køkken.

Der er ingen kritik af maden på plejehjemmet i DenOffentlige’s artikler. Redaktionen har helt bevidst udeladt flere pårørendes kritik af maden og en historie om, at middagen til Peters fødselsdag tidligere i år mislykkedes.

Men i brevet fra en gruppe pårørende i februar fremgår, at de pårørende har “bemærket en nedprioritering af måltiderne og kvaliteten af de valgte råvarer i en grad, som ikke er rimelig, selv ikke under reducerede økonomiske vilkår. Der virker ikke som om, at der længere er forståelse for, at gode og smagfulde måltider øger livskvaliteten for beboerne. I stedet har vi oplevet, at maden kommer fra dåser og at selv højtiderne og fødselsdage ikke længere bliver prioriteret.”

Udover således pure at afvise kritikken går OK-Fonden videre, og forsvarer sig med et eksempel på, at den skal være beskyldt for at servere kartoffelmos tilberedt af pulver. Et eksempel som DenOffentlige hverken har nævnt eller kender noget til.

“Vi har fx oplevet at nå til en situation, hvor vi blev beskyldt for, at kartoffelmosen var tilberedt af pulver, noget som en pårørende kommenterede højlydt under et fælles måltid. Kartoffelmosen var som altid tilberedt fra grunden af friske råvarer. Blot et eksempel på nuanceringen af den virkelighed, der opleves,” skriver OK-Fonden.

 

Sender ansvaret til Thyra Frank

Ifølge OK-Fonden skulle DenOffentlige’s artikler handle om, at udviklingen på Lotte er en konsekvens af Thyra Franks afgang.  Under overskriften "Alt var bedre i gamle dage" erklærer OK-Fonden, at det nye byggeri og indretningen af det er “et fælles produkt af Thyra Franks visioner om det ideelle plejehjem i den nugældende lovgivning og OK-Fondens viden på området. Thyra har siddet med i den gruppe, der tilrettelage byggeriet, og hun var med i dommerkomite, der bedømte og behandlede det endelige projekt.”

Samtidig bemærker OK-Fonden, at Lottehjemmet var under skærpede tilsyn.

“OK-Fonden var også i den situation, at ‘Lotte’ tidligere havde fået kritik af tilsynet og har måttet arbejde målrettet med de elementer, der var indeholdt i embedslægens tilsyn, som blev skærpet kort tid efter Thyras afgang.

De nuværende budgetmæssige rammer, kravet til elektronisk dokumentation, reduktion af medarbejderstaben m.v. var også blevet en del af virkeligheden, hvis Thyra var fortsat på posten som leder,” skriver OK-Fonden.

DenOffentlige skriver om vores dækning, at “Lottekulturen på kort tid blev kvalt i regler, bureaukrati og dårlig ledelse.” Det er således OK-Fondens konklusion, at det skulle være en konsekvens af Thyra Franks afgang.

På grundlag af redegørelsen, som kan læses i sin fulde længde på OK-Fondens hjemmeside afviser fonden enhver kritik.

“Vi har gjort, hvad vi kunne for at gøre tingene så godt som overhovedet muligt. Med den samme overordnede ledelse og på samme værdigrundlag, som udleves på alle OK-Fondens plejehjem. De værdier og den praksis, der så sent som i sidste uge fik et ældreråd, vi havde besøg af, til at konkludere, at 'Det, OK-Fonden gør, burde danne skole for drift af plejehjem'.

“I den virkelighed fortsætter vi det daglige arbejde på Lotte og i resten af OK-Fonden,” skriver OK-Fonden i sit svar på kritikken.

DenOffentlige har kontaktet Thyra Frank af flere omgange, men hun ønsker ikke at udtale sig. Den tidligere forstander siger, at hun tog orlov fra stillingen som forstander 1. marts 2011, hvor hun blev sygefaglig konsulent. Den 15. september 2011 blev hun valgt til folketinget, og fratrådte formelt stillingen som forstander. Funktionen som sygefaglig konsulent fratrådte Thyra Frank den 31. december 2011, hvorefter hun ingen professionel relation har haft til hverken OK-Fonden eller plejehjemmet Lotte.

 

Mest Læste

Annonce

07/11/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.