To store dagsordener har på hver deres måde udstillet den offentlige debat. For det første vedtagelsen af den nye offentlighedslov. Her klappede flertallet i mens ministeren blev sendt i byen som en anden informationsminister fra Irak, og loven blev presset igennem lovmaskinen. Det minder om, når ugebladene dækker erhvervsikonets død og begravelse, men kun beretter om påklædning og sangene i kirken, fordi familien holder sig langt væk fra mediet.
Der er ikke grænser for, hvor væsentlig debatten var, men af frygt for folke- og mediestemning puttede politikerne sig bag borgens tykke mure.
For det andet forløbet omkring folkeskolereformen, hvis indhold skal være urørt i denne sammenhæng. Et politisk parti træffer en politisk beslutning, som man må forvente er baseret på de meninger og holdninger partiet står for. Sådan er politik vel nu engang, men de senere år er det blevet sværere for vælgerne at kende forskel på partierne.
Dagens tilfældige dagsorden dikterer det politiske spin med budskaber, så alle kæmper om de vælgere, der flakker rundt mellem partierne. Her minder det også om kulørte ugeblade, der rydder forsiden, hvis et tilfældigt billede fra en kendis' druktur eller sidespring lander på redaktionen.
Det politiske parti, der nu gør noget andet end konsensus tilsiger, bliver straks udstillet og hånet. Det er beskæmmende at følge, og ærgerligt for den debat, som burde være der.
Demokratisk problem og samfundsmæssig fiasko
I begge ovenævnte eksempler er essensen, at den konstruktive debat går tabt. Se & Hør og Billed Bladet har vundet.
Jo, jo, medierne fik belyst konsekvenserne af offentlighedsloven, men vi fik aldrig debatten om, hvorfor politikerne finder det så vigtigt, at gennemføre de to paragraffer. Ingen af dem turde gå planken ud og forsvare deres behov for at styrke det lukkede kredsløb, hvor de træffer deres beslutninger.
I stedet for at tage et opgør med medierne og det sekunddemokrati, der dikterer mediernes dagsorden, blev udviklingen bare forstærket. I stedet for at italesætte en ny politisk korrekthed, der gør op med tomme budskaber og dekadence blev den udvikling forstærket.
Med de ensidige angreb på et politisk parti, der står fast og gør vejen til enighed lidt mere besværlig end den burde være, bliver de enige partiers udvikling forstærket.
Dermed bliver politik forsimplet til personer og præstationer mere end meninger og resultater. Jo, jo, der har været masser af argumenter for det ene og det andet i lige præcis det punkt, hvor det politiske parti sprang fra, men essensen i de argumenter handler mere om at udstille den anden end argumentere meningsfuldt.
Samtidig blev reformen forenklet til vigtigheden af, at den bliver vedtaget, snarere end betydningen af, hvad den skal, og kan gøre for folkeskolen.
Det her er ikke et aktuelt problem for hverken medierne eller de politikere, der bedriver politik på Christiansborg. Det er et problem for den demokratiske tradition og udvikling i et land, der praler af ytringsfrihed, åbenhed og respekt for andre mennesker. Det er en fiasko for udviklingen af vores samfund i en global og stadig mere konkurrencepræget verden, hvor lille fantastiske Danmark har alle muligheder for at stå stærkt, hvis vi dyrker vores styrker konstruktivt.
Respekten tilbage
Det er muligt, at nye medier inviterer til sekunddemokrati, spontane debatter og hurtige dagsordener. Men de inviterer også til muligheden for at sætte en ny dagsorden. Det ser vi hver eneste dag, når en eller anden tilfældig Twitter-post eller Facebook-opdatering rammer på det rigtige tidspunkt.
Så ruller en persondagsorden eller forsimplet politisk dagsorden, som i sidste ende kun udfylder et formål: Underholdning eller karaktermord på et menneske, der dummede sig.
Masser af danskere bruger kun Facebook sjældent eller er slet ikke på Facebook, endnu flere kender kun Twitter gennem medierne. De får deres nyheder gennem de traditionelle medier, og det indtryk de efterlader inviterer ikke disse danskere til at tænke: ”Wau, det der Facebook må jeg ind på, for her sker noget, jeg ikke kan undvære.”
Der er brug for opgør og eftertanke om debattens form, tone og måde. Lige nu minder den om de kulørte ugeblade, som vi helst ikke køber, men selvfølgelig læser, når vi sidder hos frisøren.
/Nick Allentoft/
