Scenarie et: Kun en ud af ti lokalpolitikere passer reelt deres arbejde.
Scenarie to: Nogle få lokalpolitikere er ved at ødelægge tilliden til de mange gennem misbrug af reglerne om erstatning for tabt arbejdsfortjeneste.
Inde mellem disse to scenarier ligger sandheden, hvis man skal man tro den omfattende afdækning af lokalpolitikernes brug af reglerne om tabt arbejdsfortjeneste. Afdækningen er væsentlig, for problemet for samtlige politikere er, at de senere års jagt på sociale bedragere nu peger direkte tilbage på kommunerne.
Lokalpolitikere yder en enorm indsats og får ofte både for lidt anerkendelse og for små vederlag for de mange timer, de lægger. Men det berettiger ikke at reglerne om tabt arbejdsfortjeneste fungerer som et tag-selv-bord, hvad noget kunne pege på i flere tilfælde.
En lang række af de lokalpolitikere, der modtager erstatning for tabt arbejdsfortjeneste får helt konkret modregnet deres udbetaling fra kommune eller region hos arbejdsgiver. Det er ren krone-til-krone og dermed reelt et underskud for disse politikere, fordi deres vederlag er 20.000 kroner lavere end kollegernes. Alene her er der en skæv balance til fordel for politikere, hvor arbejdspladsen er forstående og deltagende.
En anden gruppe politikere redegør selv for deres forbrugte timer og træder dermed ind i en gråzone, der for de retfærdige er vanskelig og ubehagelig, og for de anløbne en fristelse. Noget tyder på, at reglerne i denne gråzone oversættes og forvaltes vidt forskelligt, som også Økonomi- og Indenrigsministeriet indikerer i deres reaktion.
Kun 1 ud af 10
Der er åbenlyst et problem, når blot omkring 200 ud af landets godt 2400 lokalpolitikere gør brug af ordningen om erstatning for tabt arbejdsfortjeneste. Problemet understreges af, at kommuner og regioner forvalter offentlighedsloven vidt forskelligt, når der søges aktindsigt på området. Nogle oplyser åbent om hvem og hvad politikerne får, andre oplyser et samlet beløb mens atter andre blot nægter aktindsigt. Sidstnævnte hælder benzin på mistænkeliggørelsen, mens de øvrige afslører forvirring.
Reelt kunne regioner og kommuner blot oplyse antallet af politikere, der bruger reglerne, hvad der samlet udbetales og på hvilke vilkår. Det gør de bare ikke, og derfor rejser sagen en række helt centrale spørgsmål:
* Er det kun 1 ud af 10 lokalpolitikere, der vitterlig arbejder for deres vælgere?
* Eller arbejder alle de andre 2200 lokalpolitikere også, men snyder blot sig selv for tusindvis af kroner?
* Snyder nogle politikere, kommuner og regioner med reglerne for at kompensere for dårlige lønforhold i øvrigt?
* Hvorfor erstatter kommuner og regioner politisk arbejde så forskelligt?
* Er der vitterlig så stor forskel i tidsforbrug, at nogle kan få over 200.000 og andre blot 10.000 kroner i tabt arbejdsfortjeneste?
* Skal der afsløres omfattende fup før Folketinget opdaterer lokalpolitikernes arbejdsvilkår til tiden efter kommunalreformen?
De mange åbne spørgsmål og det omfattende materiale udstiller politikere, kommuner og regioner i en tid, hvor vælgerne efterlyser ansvar og handling. Kommunerne kan ikke på den ene side opfordre borgerne til at anmelde hinanden anonymt for socialt bedrageri og på den anden side tillade deres egne politikere at fifle med reglerne.
Hedensted har foreløbig vist vejen. Kommunen har finansieret en rapport fra KL, der har en række klare anbefalinger. Økonomi- og Indenrigsministeriet har løftet pegefingeren, mens kommuner som Struer og Gladsaxe er igang med at undersøge egne forhold.
Vil kommunerne nu vise, at snakken om tillid og frihed til kommunalt selvstyre har mål og mening? Vil politikerne selv iværksætte en reaktion, der rydder op i et morads af forskellig forvaltning af de samme regler?
Eller vil de vende blikket til Folketinget og Slotsholmen samtidig med, at de efterlyser mere frihed og respekt for det kommunale selvstyre?
