Stor forskel på privat og offentlig ansat

"Organisationsaftalen mellem DSB og Dansk Jernbaneforbund fastlægger en række detaljerede minutangivelser for hvor meget arbejdstid, der skal indlægges, når en lokomotivfører bevæger sig til og fra fx et mødested eller et pauselokale til en perron, et maskindepot eller lignende. Mange stationer har deres egne minutangivelser for tilbagelægningen af forskellige afstande. For København skal der fx indregnes 4 min. spadseretid fra mødested eller pauselokale til perron, for Fredericia indregnes 15 min, og for Rødby Færge skal der indregnes 8 min. fra perron til færge."   Det fremgår ifølge Produktivitetskommissionen af "Organisationsaftale mellem DSB og Dansk Jernbaneforbund" og illusterer udfordringen med en række offentlige overenskomster.    387 siders overenskomst   "Tal kan aldrig erstatte almindelig sund fornuft," sagde kommissioneformand, Peter Birch Sørensen, ved dagens fremlæggelse, og pegede dermed på, at al snak om øgede frihedsgrader er berettiget, men samtidig kan følges op at klarere fokus på de resultater, som den offentlige sektors medarbejdere og ledere leverer.    "Hvis man skal indføre flere frihedsgrader, må man samtidig kigge skarpere på om de resultater man ønsker også leveres," sagde Birch Sørensen.   Der er mange muligheder for at kigge på frihedsgraderne, når man læser rapporten om de offentlige overenskomster. Eksempelvis peger Kommissionen på, at det centrale overenskomstkompleks på HK-området i den offentlige sektor fylder 387 sider, mens de sammenlignelige overenskomst i den private sektor fylder blot 107 sider.    "Samlet set vil en privat leder typisk operere på baggrund af forholdsvis brede og rammeprægede overenskomster, hvor den konkrete fastlæggelse af løn og arbejdstidsforhold sker på den enkelte virksomhed. En leder i det offentlige planlægger til sammenligning ofte i en mere kompleks overenskomstmæssig kontekst, hvor løn og arbejdstid i højere grad på forhånd er reguleret fra centralt hold og i flere tilfælde varierer fra faggruppe til faggruppe," skriver kommissionen, der gennemgår en række områder, hvor der er væsentlige forskelle på det offentlige og private arbejdsmarked.    To timers forskel på effektivitet   Eksemplet med effektiv ugentlig arbejdstid fremlægges således:    "Omfanget af de betalte friheds- og fraværselementer svarer for en offentlig fuldtidsansat til ca. 10 timer om ugen i gennemsnit og for en privatansat til ca. 7,8 timer om ugen i gennemsnit. Set i forhold til en aftalt ugentlig arbejdstid på 37 timer giver det en effektiv ugentlig arbejdstid i det offentlige på ca. 27 timer, og i det private ca. 29,2 timer," fortæller kommissionen, hvorefter den peger på udfordringer med den såkaldte normtid i arbejdstidsplanlægningen.    "På dette område har den private sektor inden for de seneste 20-25 år gennemgået en øget decentralisering......Perioden, hvori den ugentlige arbejdstid kan varieres, så længe den gennemsnitligt giver 37 timer, betegnes normperioden. En længere normperiode giver alt andet lige ledelse og medarbejdere bedre muligheder for fleksibelt at tilrettelægge arbejdet under hensyntagen til udsving i aktivitet, efterspørgsel, medarbejdernes behov mv. Hvor størstedelen af de ansatte på DA/LO-området i slutningen af 1980’erne havde en normperiode på under fire måneder, har ca. tre ud af fire i dag en normperiode på et år eller derover.........Udvidelsen af normperioden i den private sektor skete under forudsætning af, at parterne på virksomhederne selv kunne blive enige om arbejdstilrettelæggelsen, herunder fx at variere den ugentlige arbejdstid."    Denne normperiode har således haft betydning for udviklingen i private overenskomster, men kommissionen peger på, at der ikke kan sammenlignes her.    "Når det gælder normperioderne inden for det offentlige, findes der ingen samlede opgørelser over udviklingen i længden heraf eller hvor mange ansatte, der i dag er omfattet af hvilke normperioder. Lange normperioder synes dog generelt set at være mindre udbredte end i det private," skriver kommissionen.