“Denne nye facebookgruppe er først og fremmest et bevis på, at der er noget, som ikke er godt nok. Velfærdsservicen i Danmark lever ikke i sig selv op til dens sigte, når den går hen over hovedet på dem, som har mest behov for, at benytte sig af den. En falliterklæring for velfærdssamfundet.”
Så klar er Lisbeth Zornig Andersen i sin dom over velfærdssamfundet efter DenOffentlige.dk forleden skrev om, hvordan velfærdsopgaver nu bliver løst gennem tilfældigt etablerede grupper på Facebook.
Den markante stemme for underdanmark roser i sin blog på DenOffentlige.dk socialrådgiverne bag initiativet, men lader hammeren faldt hårdt over det velfærdssystem, der, ifølge Zornig Andersen, glemmer sin kernopgave.
“Her ser jeg et klokkeklart eksempel på, hvor vanskeligt det er at få den hjælp, som man har brug for som socialt udfordret i det danske velfærdssystem. Administrationen er enormt træg og den slider på de udsatte, som måske i forvejen ikke kan overskue hverdagen. I mange tilfælde, giver de simpelthen op,” skriver Lisbeth Zornig Andersen.
Et koldt system
Men historien om Facebook-gruppen er også fortællingen om, hvordan mennesker finder løsninger mod alle odds, og hvordan sociale medier giver nye muligheder. Det mener journalist og kommunikationsrådgiver Karen Lumholt, der i september udkommer med bogen “Historier, der flytter mennesker.”
“Man kan se hvordan den kommunale service falder i udkantsområderne - og hvordan de lokale ildsjæle og til dels også de lokale erhvervsdrivende overtager en del af ansvaret for det lokale civilsamfund. Det er en trist udvikling, at vi pga. centralisering, urbanisering og demografi ikke kan opretholde en ordentlig velfærdsservice i yderområderne,” konstaterer Karen Lumholt, der mener, at mennesket altid vil søge løsninger.
“Facebook-gruppen og den udvikling, der er eksponent for, fortæller os, at mennesker har en dyb drift mod at tage sig af - at forholde sig til og drage omsorg for - hinanden. Den drift vil nok altid overleve uanset systemer og samfundsøkonomi,” mener Karen Lumholt, og opfordrer til, at velfærdssystemet og dets mange beslutningstagere husker det i justeringen af fremtidens velfærdssystem.
“Det er en grundlæggende erkendelse om mennesket, som vi skal holde fast i, når vi forbedrer og opdaterer vores fremtidige velfærdssamfund. Der er tale om en dobbelthed: På den ene side bliver samfundet mere koldt. Systemet - det offentlige - bliver gennemprofessionaliseret og på mange måder teknokratisk, og på den anden side ser vi en genkomst af lokale bevægelser, der vil understøtte fællesskabet i form af nye andelsforeninger, frivilligt drevne kultur- og fritidsinstitutioner,” siger Lumholt.
Karen Lumholdt
Journalist og forfatter. Udgiver i september bogen "Historier der flytter mennesker" på L&R Business. Lumholdt er journalist og seniorkonsulent. Har arbejdet de sidste 11 år med narrative processer i civilsamfund og organisationer med det formål at skabe mod, fællesskab og fornyelse.Hun er partner i firmaet Lumholt og Stahlschmidt Kommunikation.
Tilbage til det enkle
Både Lumholt og Zornig peger på, at velfærdssystemet skal blive bedre til at spille med samfundets udvikling og indrette løsningerne til borgernes behov. Zornig opfordrer direkte til, at rette velfærdsfokus på de mennesker, der har reelle behov. “Vi må i højere grad tænke i løsninger, der fungerer på deres præmisser, og ikke middelklassedanmarks. Enkle, praktiske løsninger, præcis som socialrådgiverne gør, når de tager sagen i egen hånd. Digitalisering er godt for meget, men ikke, hvis brugerne ikke kan følge med,” skriver Zornig Andersen, mens Karen Lumholt håber, at samarbejdet mellem det professionelle velfærdssystem og den frivillige sektor bliver dygtigere til at koordinere og samarbejde. "De sociale medier giver muligheder, som understøtter den tendens, hvor folk selv tager ansvar. Det er det vi ser, når professionelle går sammen med frivillige i uformelle netværk på Facebook for at hjælpe konkrete udsatte grupper, som systemet enten er for trægt eller for strikt til at kunne eller måtte hjælpe,” siger Karen Lumholt, og peger på, at sådanne organiseringer og initiativer går fuldstændig forbi og hen over udviklingen i det professionelle offentlige system. “Det professionelle og det frivillige vil vi måske i en ikke så fjern fremtid lære at koordinere. Eksempelvis vil jeg meget gerne, hvis jeg bliver syg, have ordnet mine ædlere dele af en professionel. Men den jeg helst vil gå tur med og have besøg af, er jo et menneske, som jeg ved vil mig og ønsker samvær med mig fordi hun beriges af dette, ikke fordi hun får penge for det,” siger Karen Lumholt.
