‘En for alle og alle for en.’ Et af historiens stærke udtryk fra en fantastisk historie om de tre musketerer, som Alexandre Dumas skrev i perioden 1844 -1850.
Musketereden blandt fagforeningerne gik på at stå bag lærerne og rette op på en urimelighed fra 2013. Hvis den ene blev svigtet, blev alle svigtet. Hvis den ene fik for lidt, fik alle for lidt. Nu er fagforeningernes ed faldet. Forrådt, siger nogle - men måske var det alligevel forudsigeligt. Her er et bud på hvorfor.
Sammenhold til det sidste
Vi kan se musketereden som en aftale om sammenhold til det sidste mod en fælles ‘fjende’. Men fra begyndelsen har det været tydeligt, at lærerne var omdrejningspunktet. De blev i 2013 udsat for noget, som hele fagbevægelsen var enige om, var urimeligt.
Mere af Nick Allentoft
Topforhandler Anders Bondo Christen samlede derfor fagbevægelsen omkring en musketered, der skulle sikre lærerne selv - og andre - mod en lignende situation. Men musketereden handlede ligeså meget om at sikre fagbevægelsens egen overlevelse som om at stå bag lærerne. Altså egeninteresser samlet i en fælles kamp.
Mobilisering, en fælles fjende (arbejdsgiverne - udpeget som Finansministeriet og Moderniseringsstyrelsen) og konstant kommunikation blev nogle af de våben, man tog i brug.
Men her opstår et problem, for det kræver stærke værdier, at stå sammen til det sidste. For at forstå eden, kan man også overveje, hvad det kræver at stå sammen til det sidste for noget eller nogen. De fleste vil nok bekræfte, at sådan en kamp skal stå på noget større end en selv. Et centralt spørgsmål er derfor om fagbevægelsens musketered reelt stod på noget større end deres samlede egeninteresser og en fælles fjende.
Hvad blev der af samfundssindet?
Eksistensberettigelsen for fagforeninger, arbejdsgivere, KL, ministerier og mange andre organisationer er i høj grad et element af samfundssind. Men det virker som om de har glemt - fortrængt det - i dyrkningen af egne interesser.
Hvad hvis fagbevægelsen have udtrykt samfundssind og sammen skabt en kamp, der blev større end medlemmernes løn og frokostpauser?
Fagforeningerne havde i overenskomstforhandlingerne en enestående chance for at vise samfundssind - at kæmpe for noget større end sig selv hver især og indrette sig efter samfundets samlede interesser. Glemmer man sit samfundssind krymper man groft sagt ind til noget materielt. Egeninteresserne styrer og tvinger andre til at dyrke deres egeninteresser. Konflikten blinker forude.
Prøv DenOffentlige 2
DenOffentlige er nyheder, debat og videndeling uden betalingsmur.
Prøv vores nyhedsbrev og bliv opdateret på Danmarks udvikling og udfordringer hver dag.
Og netop samfundssindet har det vanskeligt i disse år, hvor Finansministeriet driver Danmark som en virksomhed, og mange organisationer dyrker egne interesser ensidigt og glemmer deres ansvar for det samlede hele. Samfundsansvaret.
Fagbevægelsens forspildte chance
Jeg vil mene, at overenskomstforhandlingerne for de fleste af de 400.000 offentligt ansatte, som fagbevægelsen repræsenterer, handler om andet og mere end lønstigninger og frokostpauser. Det handler om deres samfundssind.
Det handler om, hvordan de oplever absurde arbejdsforhold på mange af deres offentlige arbejdspladser. De oplever ikke at kunne udføre deres arbejde - til gavn for samfundet.
Det giver sig til udtryk gennem eksempelvis krav til sygeplejersker om at smertescreenne af patienter, der ikke har smerter. Til socialrådgivere om at kontrollere ledige og registrere hændelser, som ingen interesserer sig for bagefter.
Mange faglige organisationer har de senere år søgt at vise, hvor meget tid offentligt ansatte bruger på dokumentation og bureaukrati i velfærdsstaten. Det er årsagen til mange dårlige oplevelser for borgerne, fordi sygeplejersker forlader patienter for at udfylde ligegyldige formularer på computeren og jobkonsulenter stiller skøre krav baseret på it-systemets opbygning så borgerne ikke bliver sanktioneret. 30-40-50 procent af arbejdstiden eller mere går med at dokumentere ind i systemer, som er skabt for at indsamle meningsløs data, kontrollere de ansatte og sikre velfærdsstatens bureaukrati.
Tænk, hvis fagbevægelsen havde stået sammen om et opgør med disse skøre arbejdsvilkår. Så tror jeg, at man kunne have kortsluttet umulige forhandlinger, skabt større folkelig opbakning og vist interesse for noget større end lige præcis egeninteresserne. Kald det samfundssind.
Jeg opfordrer til, at vi genfinder samfundssind i debatten og bevidstheden om vores fællesskab - velfærdsmodellen, landet, samfundet. Det er fattigt og konfliktfremmende, når egeninteresserne bliver dominerende, som det sker i disse år.
Kamp for samfundssindet er en brik til at løse tidens demokratikrise, som jeg skriver om i min bog Velfærdsillusionen. Den udkommer iøvrigt i dag den 26. april, og du kan læse mere om den her.
