Nu går vi ind i sidste fase af en lang valgkamp, og en ting træder klart frem: Valget handler først og fremmest om staten. Velfærdsstaten. Dernæst handler det om de vælgere, der fylder mest i velfærdsstaten, nemlig middelklassen. Et sted inde i den gryde ligger samfundet, hvor motoren kører lydløst som i en elbil.
Nyhedsbrev 2
100.000 mennesker læser med hver måned. Skal du være den næste?
Det er gratis
Nogen vil nu argumentere, at selvfølgelig handler det om staten, for de politikere, der bliver valgt, skal jo styre staten. Visse politikere vil pege på, at de er Dronningens tjenere. Men stat og demokrati er to forskellige ting. Politik og stat er to forskellige ting. Det fortoner sig desværre i den aktuelle valgkamp, når man kigger nærmere efter.
Her er tre eksempler på denne tilstand:
- Når politikerne taler om pension, så lyder det som om ingen har tilladelse til at gå på pension, før politikerne er enige om hvornår.
- Når vi taler om daginstitutioner, så lyder det som om børnene først kan trives, når politikerne er enige om normeringerne.
- Når debatten handler om arbejdsmarkedet, så er det som om ledige først er noget værd, når de accepterer jobcentrenes krav.
Sådan er det blevet efter seks årtier med velfærdsstatens pædagogik. Altså den, der går på, at hvis du betaler din skat og passer dit arbejde og din familie, så løser staten resten. Det er en passiviserende pædagogik, og den har draget os ind i en velfærdsillusion, hvor staten skal levere svaret på det meste - selv klimakrisen.
Staten har problemer
Det kunne være fint nok, hvis det virkede og staten fungerede. Men de senere års skandaler, politikerlede og faldende tillid til institutioner taler et andet sprog. Staten lider og den tilstand har ført til, at stat og samfund lever i parallelle verdener.
Mere af Nick Allentoft
Hvor demokratiet burde levere en reaktion, der peger mod bedre løsninger, går udviklingen den anden vej. Siden jordskredsvalget i 1973 er demokratiet blevet markedsgjort i en grad, så partier i dag designer politik til udvalgte vælgergrupper - på bekostning af idealer og værdier. Enhver løsning - også de vanskelige, der er snørret ind i globalisering, lovgivning og samarbejde - formidles og debatteres så enkelt, at nuancerne forsvinder. Følgelig bliver der plads til populisme og lette - men i praksis umulige - løsninger. Sæt selv billeder og eksempler på alt efter, hvem du holder med.
Således er borgere og demokrati - herunder det aktuelle valg til Folketinget - blevet gidsler i statens pædagogik. Vi er opdraget i en velfærdsillusion, hvor vi kan nøjes med at mene noget, når der er valg, og i mellemtiden passe hver vores, mens staten æder sig mere og mere ind på vores hverdag og liv.
Jeg er ked af at prikke hul på denne illusion, men:
- Dine børn får det ikke bedre i daginstitutionen ved at gøre kvaliteten til en snak om normeringer.
- Dine gamle får det ikke bedre på plejecentret ved at gøre deres trivsel til en snak om et ugentligt bad.
- Du selv eller dine venner overlever ikke jobcentrets 30.000 sider regler og krav ved, at du har sympati eller Folketinget vedtager endnu en reform.
- Ja, selv klimakrisen består, hvis vi overlader løsningerne til statsmagterne, for de kan kun regulere. De kan ikke levere de teknologiske løsninger.
Måske er årsagen til denne tilstand, at staten på sin vis har bevilget os demokrati. Kongen afleverede sin enevældige magt på Christiansborgs trapper, og nu står vi med problemet: Der ligger den endnu.
Rollerne byttet rundt
Dengang i 1800-tallet fungerede samfundet groft sagt i kraft af staten. I dag er det omvendt. Samfundet trives. Staten er udfordret og dybt afhængig af, at samfundet holder af den. Nutidens partier gør da også deres til at gøre staten mere populær med tilbud om bedre velfærd.
Problemet er, at staten ikke rigtig har forstået, at rollerne er byttet rundt. Staten hænger stadig i enevældens paradigmer - og mange politikere hænger ved eller suges ind i denne illusion, når først Folketingets socialisering danner dem.
Samtidig er det lykkes at opdrage en hel befolkning i forestillingen om, at lykke og trivsel i mønstersamfundet Danmark er betinget af velfærdsstaten. Vi har fået en stor tryg middelklasse, der troligt passer job og familie og betaler deres skat - og for lige at være helt sikre tegner flere og flere private forsikringer mod ledighed og sygdom.
Det stærke samfund
Der er også en positiv vinkel, for i hverdagens samfund trives mennesker i kraft af foreninger, virksomheder, boligområder og menneskelige relationer iøvrigt. Ofte på trods af statens regler og rammer - når det eksempelvis er mere eller mindre forbudt at bedrive frivilligt arbejde på offentlige ydelser, umuligt at forære overskudsmad væk uden skats hammer eller umuligt at få et værdigt liv som gammel, syg eller handicappet, bl.a. fordi Finansministeriet driver Danmark som en virksomhed.
Velfærdsstat eller velfærdssamfund
Vi har sat velfærd til debat i en tid, hvor kampen mellem velfærdsstat og velfærdssamfund er blevet afgørende for velfærdsmodellens fremtid.
Følg artikler og indlæg på temasiden her.
Nu skal vi snart vælge medlemmer til Folketinget, men følger man debatten i valgkampen foregår den stort set kun på statens vilkår. Samfundet er glemt. Overset. Og hvis det dukker op, handler debatten om, hvordan staten skal styre, regulere, spare og kontrollere mere eller mindre. Selv afgiften på tobak fylder så meget, at man forlediges til at tro det er vejen til et bedre sundhedsvæsen. Det handler ikke så meget om, hvad der er væsentligt, eller hvor vi vil hen med vores land.
Politikerne er ramt. De er blevet gidsler i statens pædagogik, og kun få af dem synes at have opdaget det. Vi er endt med et demokrati, der handler om styring af staten, og man må spørge, hvor vi så finder samtalen om hele samfundet.
En ny demokratisk bevidsthed
Statens og samfundets parallelverdener har ført til det mange kalder “en ny tids aktivister”. Borgere, der mobiliserer andre borgere i kamp for enkeltsager. De er samfundets politikere. Her på DenOffentlige har du eksempelvis mødt Kim Madsen, Linda Villadsen og Jane Roed Maul.
Det er på tide, at vi bliver bevidste om disse parallelle verdener - samfundet og staten.
Hvad er DenOffentlige for et medie?
Læs om, hvad der sker på DenOffentlige, og få ideer til, hvordan du kan være med.
Det er på tide at tale om pension med udgangspunkt i det enkelte menneskes muligheder for at planlægge sit arbejdsliv og tiden efter. Herunder indgår naturligvis ansøgningen til staten om en folkepension eller lignende.
Det er på tide at tale om kvalitet i daginstitutionerne med udgangspunkt i familiernes behov. Herunder indgår naturligvis normeringer, men forældrenes alternativer indgår sammen med deres deltagelse og ansvar ligesom ledelse, faglighed, lokalmiljø, børnenes trivsel og omfanget af egenbetaling.
Det er på tide at tale om arbejdsmarkedet med udgangspunkt i de vilde forandringer, der er igang, og de kompetencer vi hver især har brug for i fremtiden. Så giver debat om uddannelse og ledighed også mere mening.
Det er også på tide at tale klima i anerkendelse af, at staten kan regulere, men samfundet skal levere de løsninger, der skaber en bæredygtig fremtid.
Måske kræver det en ny demokratisk bevidsthed. En erkendelse af, at demokrati lige så godt kan opfattes som samtalen om samfundets udvikling og politikernes mulighed for - og pligt til - hele tiden at sørge for samspillet mellem samfund og stat.
Hvor er de partier og politikere, der vil samfundet før staten?
