DR har taget hul på en miniserie på fire programmer med titlen “Fri os fra kontanthjælp.” Afsæt for serien er, at langtidsledige skal have målrettet hjælp for at vende tilbage til arbejdsmarkedet.
“Hvorfor får de ikke arbejde, når der er jobs at få. Er det fordi de i virkeligheden ikke vil arbejde. Eller er det systemet, der er for dårligt til at hjælpe dem," lyder spørgsmålene for programmets præmis.
Læs mere om socialkrisen
Vi har skrevet om sygdomsramte og klemte borgere i systemet gennem lang tid.
Læs vores tema om socialkrisen, hvor en lang række artikler er samlet.
Langtidsledige er mennesker, der har været uden job i mindst tolv måneder. I programmet møder vi fire meget forskellige borgere. Juristen, der forsøger at holde fast i egen værdighed, kontorassistenten, der har ramt bunden, moren, der viede sit liv til at få egne børn godt i vej trods kroniske sygdomme og indvandreren, der forventer et job trods tørklædet.
Jobkonsulent på næsten fuld tid
Programserien vil undersøge om det gør en forskel, hvis en jobkonsulent kan dedikere sin indsats målrettet og med den nødvendige tid. I stedet for at have gennemsnitligt 60 borgere i fold skal jobkonsulent Anne-Mette fokusere al sin tid på blot fire borgere og skabe resultater. Allerede i første program lykkes det for den af de fire ledige, der har kastet al værdighed bort i håb om bare at komme igang. Hun får et praktikforløb på fire uger og er tydeligvis glad.
Omvendt indikerer programmet, at juristen er et problem, fordi han efter seks års ledighed stadig har en forventning om at kunne få et job, hvor han bruger sin uddannelse.
Det er mange perspektiver og lag allerede i det første program, for man får indsigt i begge sider at jobcenter-cirkus. Velfærdsstatens jobkonsulent, der repræsenterer et rigidt system, hvor hun aktivt navigerer mellem rollen som myndighedsperson og en form for medmenneskelig vejleder. Hun bruger aktivt trusler om påtvungen aktivering og kommer hurtigt på kram med flere af deltagerne. På den anden side de fire meget forskellige borgere, der på hver deres måde drømmer om beskæftigelse, men også har hver deres særheder og udfordringer.
Juristen mærker åbenlyst alvoren, da jobkonsulenten gør det klart for ham, at han allerede har fået længere snor af systemet end han burde få. Hvis ikke han finder en praktikplads kommer han i aktivering.
“Hvor lang tid har jeg til selv at finde en praktikplads,” spørger han, da jobkonsulenten guider ham rundt i det IT-system, der lister mulighederne op, hvis han ikke selv kommer i omdrejninger.
Mere af Nick Allentoft
Han kæmper med værdigheden i forsøget på at møde jobkonsulenten og arbejdsmarkedet på den måde, som mange nok vil betragte som en forudsætning for overhovedet at blive respekteret på en arbejdsplads.
“Mit største problem er at se mig selv i spejlet. Du kan så at sige ikke synke dybere, hverken menneskeligt eller økonomisk,” siger han og skal på en paradoksal måde synke endnu dybere for at systemet kan bistå ham i indsatsen for at vende tilbage til arbejdsmarkedet.
Når værdigheden er vækOmvendt med kvinden, der er kontoruddannet, men aldrig rigtigt har fået en fod indenfor på arbejdsmarkedet, som man siger. Hun har ramt bunden, og bliver åbenlyst glad, da det med jobkonsulentens hjælp lykkes at få en fod indenfor med et fire uger praktikforløb. De næste programmer vil afsløre, om det så også fører til beskæftigelse.
For seerne giver programmet desværre kun begrænset indblik i jobcenter-cirkus, men opmærksomme seere vil bemærke, at jobkonsulenten både spiller rollen som den forstående mentor og den brutale myndighed. På den ene side forsøger hun at motivere de fire cases til at tage affære selv, mens hun på den anden side subtilt gør det klart, at hammeren hænger over deres hoved, hvis ikke de leverer ved kasse et.
Således er der med den korte DR-serie - hvor man ikke skal glemme, at deltagerne er castet ind i en præmis om at mere intensiv indsats fra velfærdsstaten kan gøre den nødvendige forskel - åbnet for indblik i et beskæftigelsessystem, hvor borgerne skal underkaste sig regler og rammer for at få den hjælp, som velfærdsstaten i bedste mening mener er den rette.
Mediefællesskabet DenOffentlige
DenOffentlige bliver skabt sammen med dig, der tager medansvar for samfundets udvikling. Vi kalder os for et mediefællesskab og du kan være med. Bliv medlem af fællesskabet og vær med til at præge samfundets udvikling gennem debat, videndeling, cases og nyheder. Kontakt os for at høre mere.
I en situation, hvor velfærdsstaten har sat betydelige ressourcer ind på at få alle borgere i beskæftigelse næsten uanset tilstand, er det ærgerligt, at DR lægger velfærdsstatens ensidige præmisser som afsæt for programmerne. Præmissen om at arbejdsmarkedet kan rumme alle, hvis bare de indretter sig og underkaster sig vilkårene, er i sig selv skæv.
Hvis arbejdsmarkedet skal rumme alle må det først og sidst handle om, at skabe et arbejdsmarked, der har mentalitet og rummelighed til at give plads til alle. Det perspektiv kræver, at præmissen for den slags programmer er velfærdssamfundet snarere end velfærdsstatens opdragelse, sanktioner og systemer. I mange år har forskellige aktører arbejdet på at fremme bevidstheden om det såkaldt rummelige arbejdsmarked. Man kan undre sig over, at netop rummeligheden i beskæftigelsessystemet kun rækker til de borgere, der smider værdigheden ved indgangen.
Succeshistorierne om de rummelige arbejdspladser handler nemlig ofte om at tage afsæt i netop værdigheden.
Programmerne findes både på DR.dk indtil 18. december og sendes på flow-tv mandag de. 19.11., 26.11 og 3.12.
