Der går en lige linie fra Jordskredsvalget i 1973 til det kommende valg. Knap halvtreds år er der mellem de to valg, og derfor er mange af os helt uden praktisk viden og hukommelse fra 1973. Læg hertil 10-15 år forud for Jordskredsvalget, hvor velfærdsstaten blev bygget offensivt og målrettet.
Langt ind i ministerierne er hukommelsen så kort, at vi i dag kun præsenteres for een sandhed, nemlig tiden efter udbygningen af velfærdsstaten. Bid mærke i de sidste seks bogstaver - s t a t e n - for de er centrale.
Stat og demokrati er på mange måder hinandens modsætninger. Det første er kontrollen med landet, økonomien og sikkerheden. Det andet er folkets indflydelse, deltagelse og tillid til netop staten. Alligevel er det som om staten er det hele.
To eksempler på statens dominans
Allerede i den første partilederrunde på DR dominerede staten. Et eksempel er pensionsdebatten. Hvornår har man ret til pension, siger den statslige udlægning, som ingen rigtig udfordrer. Selve debatten handlede dog ikke så meget om en ret, som om hvornår borgere kan anerkendes som pensionister i statens øjne. Ikke i samfundets. I statens. Altså hvornår er en borger værdig eller uværdig til en særlig pension.
Mere af Nick Allentoft
Debatten om pension kunne også handle om de forhindringer, regler og holdninger, der står i vejen for, at den enkelte borger eller arbejdsplads kan indrette sig, så også tidligt nedslidte kan få en værdig tilværelse.
Et andet eksempel på statens dominans er i debatten om daginstitutionerne, hvor normeringer er en politisk slagplads. Staten kan regulere og staten kan fastlægge normeringer, ergo diskuterer vi regler og normeringer.
Men skal vi løse udfordringerne i daginstitutionerne handler det om helt andre ting, der kræver samfundets deltagelse. Barsel. Forældreindflydelse. Forældredeltagelse. Fagprofessionelles rolle. Børns frihed. Sociale relationer. God ledelse.
Jo mere vi accepterer debatten på statens præmisser, jo mere stat og jo mindre samfund.
Velfærdsstatens pædagogik
Vi er gennem årtier opdraget til at agere på velfærdsstatens markedsplads, hvor vi skal fokusere på at få et job og passe vores familie.
Hvad er DenOffentlige for et medie?
Læs om, hvad der sker på DenOffentlige, og få ideer til, hvordan du kan være med.
Konkurrencestatens fodsoldater, som professor Ove Kaj Pedersen kalder os, skal skabe værdi til staten, som til gengæld sørger for alt andet. Jeg har tidligere peget på, hvordan denne tilgang er et brud på den sociale kontrakt, der igen er fundamentet for en bred opbakning til velfærdsmodellen.
Det fører til en demokratisk tilstand, hvor vi nu går til valgkamp på krav, forventninger, garantier og gaver i en forestilling om, at staten klarer det hele.
Spøgelset fra Jordskredsvalget
Ved Jordskredsvalget i 1973 sagde vælgerne fra overfor den tilstand, at vi på godt og vel ti år havde fået en velfærdsstat uden sådan helt at forstå, hvad den krævede af os på bekostning af samfundet.
Hver tredje medlem af folketinget blev udskiftet. Fremskridtspartiet stormede ind med 28 mandater (15.9%), CentrumDemokraterne med 14 mandater (7.8%) og Kristeligt Folkeparti med 7 mandater (4%) mens Socialdemokratiet gik hele 24 mandater tilbage fra det historisk høje 70 mandater før valget. Også Kommunisterne (6 mandater) og Retsforbundet (5 mandater) kom ind ved Jordskredsvalget. Vælgerne rystede det politiske etablissement, men den debat, vi burde have haft om velfærdsstaten i velfærdssamfundet, udeblev.
De nye partier fik efterfølgende begrænset - om nogen - indflydelse, og de følgende år delte eller skiftedes S og V til regeringsmagten og byggede videre på velfærdsstaten, indtil heller ikke de kunne længere. Konservative Schlüter fik statsministerkontoret i forventning om en kort visit. Han sad godt 11 år.
I dag står vi med en forkrampet politisk debat, der groft sagt føres på statens præmisser - ikke på samfundets. Således er statens interesser blevet styrende for den politiske debat, der nu skal bringe os frem til demokratiets festdag den 5. juni.
Vi er blevet ofre for velfærdsstatens pædagogik gennem halvtreds år. Resultatet er en politisk markedsplads, hvor folkestemningen styrer og demokratiet lider.
