Hermann og Ove Kaj i opsang til fagprofessionelle: Husk lige selvkritikken

Fagprofessionelle grupper i den offentlige sektor savner selvkritik og mangler at evaluere egen rolle og årsag til velfærdskrisen. Det svækker deres mulighed for at spille en respekteret rolle i velfærdsreformerne.

Det siger professor Ove Kaj Pedersen i en opsang til mange fagprofessionelles klager over arbejdspres og besparelser, der gennemføres hen over hovedet på dem.

Rektor Stefan Hermann bakker op.

“Der er ofte kun forsøg på at rejse fordringer op ad og mod nogen. Eksempelvis fagforeningerne knapt så tit ser ind ad og åbent debatterer deres egne professioner. Debatten er der af og til, men den har ikke noget stærkt fælles sprog eller nogen åbenlys tradition,” siger Hermann, der er rektor på en af landets største professionshøjskoler, Metropol i København.

Både Hermann og Pedersen reagerer på en debat, hvor fagforeningerne fører retorisk krig mod offentlige besparelser, men også en debattone, hvor djøfisering og konkurrencestat er blevet faste fjendebilleder.

“I kritikken af konkurrencestaten er der mange der siger, at den er skyld i alt dårligt. Skyld i stress eller at børn har det svært. Men hvis man laver en helt konkret tidslinie, så kan det ikke passe. Konkurrencestaten kommer til Danmark i midten af halvfemserne. Det betyder altså, at det er helt andre forhold, der spiller ind,” siger Ove Kaj Pedersen.

Han mener, at fagprofessionerne - primært gennem fagforeningerne - har svigtet egen mulighed for at påvirke udviklingen.

Man skaber fjendebilleder

“Man har systematisk bygget fjendebilleder op for at forsvare. Der er ikke nogen opmærksomhed omkring den velfærdsstat man selv har haft et stort medansvar for. Dermed ser vi ingen selvkritik og ingen spørger om de erfaringer vi har med den velfærdsstat der er opbygget fra 1960’erne. Men mange af de problemer vi ser i dag er konsekvens af velfærdsstatens pædagogik og systemer. Det er påfaldende at mange faglige medarbejdere kritiserer konkurrencestaten mens det de reelt burde forholde sig til er den rolle deres profession selv har haft i velfærdsstatens opbygning og kultur,” siger Ove Kaj Pedersen.

Den manglende selvkritik får også kritik fra Stefan Hermann. Han mener, at det er medvirkende til, at mange reformer gennemføres hen over hovedet på den offentlige sektors fagprofessionelle lærere, pædagoger, socialrådgivere, sosu’er, hjemmehjælpere og øvrige faggrupper.

“Der bliver i den offentlige debat hyppigt tegnet et billede af, at vores fælles institutioner er i forfald og professionerne kun bliver knægtet. Den form for debat styrker en mytologi om at det hele bare er gået tilbage. Problemet er, at det simpelthen ikke passer,” siger Hermann, og oplister en række markante forskelle på 1970’erne og i dag.

“SU-udbygningen, børnecheck, den massive finansiering af flere studerende på de videregående uddannelser, formålsforankring af dagtilbuddene i demokrati, udbygningen af dagtilbuddene, vejlederne i skolerne, den kolossale kapitalindsprøjtning til selvejende uddannelsesinstitutioner med strukturreformen, eller eksempelvis lærerne, der anno 1970 dengang underviste 36 timer. Det og rigtig mange andre ting er kommet til velfærdssystemet i de årtier, der får prædikatet konkurrencestat og New Public Management” påpeger Hermann.

Brug for mere selvkritik

Fra hver deres stol efterlyser rektoren og professoren væsentlig større selvkritik fra fagprofessionerne, hvis de reelt har et ønske om at tage medansvar for fremtidens velfærdsmodel.

“Vi mangler erfaringsopsamling og selvkritik og det begynder i stigende grad af genere mig, for dermed unddrager fagprofessionerne sig ansvar for deres egen deltagelse. Er der nogensinde nogen faggruppe der har forholdt sig åbent selvkritisk til deres egen rolle i velfærdsstaten,” spørger professoren.

Metropols rektor peger på, at manglende selvkritik rammer fagprofessionerne som en boomerang, fordi beslutningerne bliver truffet af nogle andre, og dermed på mange måder uden den professionelle indsigt som netop den offentlige sektors hundrede tusinde faguddannede medarbejdere har.

“Hvis man bider sig fast i at kvaliteten af en daginstitution alene er et normeringsspørgsmål, der helt evident har betydning, så glemmer man det enorme potentiale alle professionelle har. Eksempelvis at pædagoger også bliver dygtigere, at samarbejde mellem medarbejdere og med forældrene bliver bedre. Den slags kommer til at ligge i skyggen af en kamp på bevillingen. Og regeret bliver der jo alligevel som Viggo Kampmann sagde i 1960,” påpeger Stefan Hermann.

Sætter selv scenen

For Ove Kaj Pedersen er det vigtigt at fremhæve den forening af styring, frihed og kontrol, som enhver fagprofessionel står i hver eneste dag. Han kalder det for det etiske øjeblik. Der hvor den enkelte medarbejder selv træffer et fagligt valg, der balancerer mellem hensynet til opgaven og hensynet til egen indsats og vilje. Eller hensynet mellem ressourcer og borger. Mellem tid og arbejdstid. Faglig frihed og regler.

“Alle fagpersoner gør sig en etisk overvejelse over hvem de - inden for rammerne af deres opgaver - skal investere deres ressourcer i. Det er karakteristisk for konkurrencestaten at det forhold i stigende grad lægges på skuldrene af den enkelte ansatte. Fagmedarbejderen har fået en bemyndigelse til at træffe beslutning inden for egne rammer, men der er altid visse begrænsninger, som er dikteret gennem regler og lovgivning. Dette etiske dilemma er hamrende centralt for debatten om fremtidens velfærdsmodel,” forklarer Ove Kaj Pedersen.

Gennem velfærdsstatens opbygning har der været et enormt fokus på at lave regler, som ensretter og ligestiller borgernes rettigheder, og dermed også ensretter fagprofessionelles arbejde og opgaver. Konsekvensen har været, at der er skabt et enormt regel- og lovvælde, som rækker fra folketinget og ud i de enkelte kommuner og de enheder, som fagprofessionelle arbejder i.

Det er en udvikling, som fagforeningerne selv har været med til at fremme, påpeger både Hermann og Pedersen, og derfor må fagprofessionerne også tage et større medansvar for situationen.

Vælg den sårbare vej

Stefan Hermann forstår dog godt, at den bevægelse er vanskelig.

“Man burde tage selvkritikken alvorligt og sige, ‘hør engang. Det handler ikke alene om penge, rettigheder og frihed. Det handler om at vi skal blive dygtigere. At vi skal organisere os på en anden måde, og uddannes på en anden måde. At vi skal prioritere vores videreuddannelsesmidler og udvikle vores kompetencer på en anden måde,’” siger rektor Stefan Hermann, der er helt klar over den risiko, sådan en tilgang indebærer.

“Det er klart, at hvis man gør det, gør man sig også sårbar overfor det politiske. Så vil nogen straks kunne pege fingre og sige man skider i egen rede. Men omvendt gør man sig også troværdig. For så kan eksempelvis socialrådgiverne, pædagogerne eller lærerne jo sige, ‘hvis vi skal sikre flere anbragte børn et bedre liv eller en bedre skolegang, og hvis vi skal være med til at sikre mere effektive jobcentre, så er der ingen tvivl om, at vi skal blive bedre til det og det. Vil I hjælpe os med det?’. Tænk, hvordan det kunne ændre den offentlige debat, hvis fagprofessioner og institutioner i højere grad lagde den åbenhed frem,” siger Hermann.

Ove Kaj Pedersen er enig. Den offentlige sektors mange faggrupper har gennem årtier haft et stort medansvar for stigende offentlige omkostninger, mener han. Det går ikke hånd i hånd med, at man ikke vil være med til at finde nye veje, og herunder evaluere egen rolle og indsats.

“Faglige medarbejdere har i årtier haft en betydelig autonomi, altså frihed til at udføre og indrette deres arbejde relativt frit. Der har så at sige været lille fokus på ressourcerne og stort fokus på opgaverne. Derfor er det naturligt, at fagprofessionerne får et medansvar for de stigende offentlige omkostninger,” mener Ove Kaj Pedersen.

Efterlyser gamechanger

Stefan Hermann bakker op.

“Jeg tror man løber en betydelig risiko for at spille sig selv af banen med den nuværende retorik og tilgang. For selvom der i den offentlige debat hele tiden er fokus på penge- og ressourcespillet - og deri også frihedsspillet - så er det jo sjældent der, løsningerne bliver skabt. Det handler kun om ressourcer, og her må vi bare erkende, at loftshøjden synes lidt lav. Så hvis man vil have indflydelse må man supplere med et andet spil. Kald det et professionelt, kvalitetsfokuseret eller selvkritisk spil,” opfordrer Hermann.

Han er overbevist om, at en ny tilgang måske endda kan blive en gamechanger for debatten og ikke mindst de reformer og tilpasninger, der skal gennemføres af velfærdsmodellen de kommende år.

“Med en anden tilgang åbner man for at invitere sig selv inden for i stedet for at stå i medierne og på kamppladserne og råbe. Man gør sig til en løsningsfigur ved, at tage del i problemet. Hvis man åbent bringer selv selv konstruktivt i spil, er jeg ret sikker på, at man vil få et tostemmigt ja, og for alvor blive en stærkere partner i arkitekturdiskussionerne om fremtidens velfærdsmodel. Derudover vil man jo også stå som en mere troværdig spiller,” påpeger Stefan Hermann.

Professor Ove Kaj Pedersen er enig.

“Hvis vi for alvor skal løse nogle af de følgeproblemer der er opstået med velfærdssstaten og reformere velfærdsmodellen, så den får en fremtid, er det helt nødvendigt, at fjendebillederne lægges væk og også fagprofessionerne bidrager gennem selvkritik og evaluering,” siger professoren.

Stefan Hermann er direkte bekymret for konsekvenserne på en uddannelsesinstitution som Metropol.

“Hvis professionerne ikke kommer stærkere på banen, også os der laver uddannelserne, kan vi jo se på, hvad alternativet så er. Jeg er overbevist om, at så fortsætter en politisk kurs, der formulerer sig i et rent politisk administrativt sprog, der igen siger, hvis ikke vi kan få simple indikatorer på det hele, så kan vi ikke måle fremgang, og derfor skal I nu underkaste jer de beslutninger, der bliver truffet. Så jeg prøver egentlig at sige, der er et element af, at hvis professionerne ikke kommer ind i kampen, så overlader man den til andre – og vi får ikke en tiltrængt ny modernisering af den offentlige sektor til erstatning for en primært økonomisk og effektivitetsorienteret diskurs,” siger rektoren.