Middelklassen er tidens store spøgelse

Det er som om en tilværelse i middelklassen er det eneste rigtige liv, man kan skabe sig i Danmark. Altså sådan et liv, hvor man er lønmodtager med god lang opsigelse, sundhedsforsikring og en vennekreds, der lever på samme måde. Så er alt godt. 

I middelklassen passer man sit gode lønmodtagerjob og siger først op, når man har fundet et nyt. Man hygger med familien i ferien, dyrker sin fitness og betaler sin skat med god samvittighed, fordi velfærdsstaten tager sig af børnene i hverdagen, uddannelse, det dårlige knæ og vores gamle, når de skal passes. På mange måder er smukt ideal. 

Men det er ikke alle, der kan springe direkte ind i middelklassen, hvor man tager ja-hatten på og trives i hamsterhjulet mens man glæder sig til skiferien og planlægger pensionen. Det kræver mange års øvelse, stabil økonomi, en vis træning i at tale sympatisk og tid til at rense bekendtskabskredsen for mennesker man kan slå sig lidt på. Til gengæld kan man hurtigt blive ekskluderet, hvis livet pludselig ændrer kurs. Det er så træls at høre på venner, der brokker sig over velfærdssystemet, når man betaler så meget i skat.

Servicestat for middelklassen

Ovenstående er en anelse karikeret for budskabets skyld, for det er nødvendigt at udfordre middelklassens illusioner om Danmark som et fantastisk land. Det er nødvendigt at gøre op med middelklassens normer som styrende for, hvordan vi lever og driver Danmark.

Jo, Danmark er fantastisk, men dette forsvar mod al kritik er også blevet en trussel. En sovepude.

Velfærdsmodellen er en stor succes, hvis vi måler på evnen til at servicere middelklassen. Ideen om, at et land er stabilt og succesfuldt, hvis blot det får en stor middelklasse, er dokumenteret til fulde i Danmark. Vi er blandt Verdens mest lykkelige folk, vi er rige og i hverdagen fungerer tingene for de fleste. Men det er samtidig også grunden til, at vi skal være ekstra opmærksomme, for middelklassens succes kan være midlertidig. 

Når den dominerende middelklasse i hverdagen oplever en velfungerende servicestat er det naturligt, at man har svært ved at tro på kritik og lytte til dårlige historier. I den offentlige debat får sager, der har lydhørhed i middelklassen, opmærksomhed. Resten er enkeltsager, og det er jo menneskeligt at fejle, så hvorfor tænke mere over det?

Men vil vi et samfund, der lever op til forestillingen om det lykkelige og rige folk, er der grund til at være opmærksom. Velfærdsmodellen er nemlig også en dundrende fiasko, hvis vi måler på evnen til at behandle alle lige. Det var eksempelvis at læse i en rapport, der for få år siden kiggede på styringen af skoleområdet, beskæftigelsesområdet og socialområdet.

Rapporten konkluderede bl.a. at “mange studier på tværs af de tre velfærdsområder viser, at der let kan opstå ikke-intenderede konsekvenser, fx ved at der fokuseres på kortsigtede frem for på langsigtede resultater, eller ved at der prioriteres ”lette” borgere frem for at bruge tid på borgere, som kræver en mere kompleks indsats for at nå målet."

Man kunne også sige, at de ressourcestærke velformulerede ordentlige borgere i middelklassen får den behandling, de skal have, mens de borgere, der falder ved siden af normerne og standarderne, må kæmpe for deres ret.

Det er kommet hertil, fordi den offentlige sektor i dag er pakket ind i styring, kontrol, dokumentation og regler. Ve den offentligt ansatte, der træder ved siden af reglerne eller glemmer at indfri systemernes krav om dokumentation af arbejdstid, opgaver, procedurer og kontakten med borgerne. Ve den borger, der kommer med en besværlig situation.

Standarder kvæler dynamik

Konsekvensen er, at velfærdsstaten styres efter regler og standarder, der kræver ens behandling. Det er fint for den borger, der skal have et nyt knæ, de ledige, der selv finder et nyt job, de børn, der har ressourcestærke forældre og de gamle, der bare bliver gamle. 

Men det er uheldigt for de borgere, der falder uden for normer og standarder. De bliver besværlige, risikerer fejlbehandling og må ofte finde sig i at vente lidt længere end andre på velfærdssystemets service - hvis den da overhovedet kommer. Styringen giver ikke særlig meget plads til at bruge den tid eller tilbyde den hjælp, der er nødvendig, fordi der så mangler midler eller løsninger. 

Servicestat eller velfærdssamfund

Det er en politisk beslutning, om velfærdsstaten primært skal være en servicestat for middelklassen, men den aktuelle tilstand vedrører os alle for ingen kan sige sig fri for pludselig at være i en situation, der falder uden for standarderne.  

Derfor er et centralt spørgsmål for de kommende års debat hvilket velfærdssystem vil vil have. 

Skal den offentlige sektor være en middelklassens servicestat, der står for de effektive, standardiserede løsninger? - og hvad så når man falder ved siden af? 

Skal vi opgive ideen om en velfærdsmodel med universelle rettigheder og overlade til den enkelte at klare sig selv?

Svaret skal komme fra middelklassens borgere. 

For gode tips og tricks besøg Gode-tips.dk her.