Velfærdssamfundet anno 2013 forventer, at syge og ledige har familie, arbejdsgiver og omgangskreds, der straks forstår og handler på en livskritisk situation.
Glem de fine ord og romantiske forestillinger om velfærdsstaten. Det offentlige anno 2014 er servicesektor for middelklassen - en servicestat. Borgere, der har styr på livet får vuggestue, børnehave, skole, uddannelse og tilskud fra servicestaten hele vejen gennem livet.
Henning Christophersen: Politikerne mangler lederskab
Moderniseringen af den offentlige sektor er delvist mislykkedes, mener tidl. finansminister og formand for Venstre, Henning Christophersen. Han var arkitekten bag Moderniseringsprogrammet fra 1983, der i dag ses som moderen for de sidste 30 års forsøg på at skabe en effektiv offentlig sektor.
I servicestaten bliver vejene fejet, saltet og vedligeholdt. Vandet pumpes i hanerne og servicestaten tager imod returvandet, når det er fyldt med lort og badesæbe. Har du svært ved at holde vægten, slippe tobakken, få dine børn afsted til skole eller ondt i livet står råd, kurser og læger til rådighed. I servicestaten sikrer en smart app, at borgerne via smartphone kan indberette vinterens huller i vejene, så de hurtigt lappes, og vil en ny virksomhed til kommunen er der oprettet en kvik-service, så det kan ske med ekspresfart.
Men møder man muren i form af ledighed eller alvorlig sygdom starter en stigmatiserende rejse, som risikerer at sende en ud af middelklassen og ned til de udsatte. Ned til den underklasse, som middelklassen taler pænt om, men helst ikke rummer i hverdagen.
Jobcentrene kan ikke følge med
De senere års reformer af beskæftigelsesområdet har re-justeret velfærdsmodellen fundamentalt. Meget af det er sund fornuft, der handler om at mennesker skal arbejde. Men borgernes oplevelse af, hvad velfærdsmodellen leverer, er den samme som altid.
Læg hertil, at den offentlige sagsbehandling ikke stemmer overens med de timeglas, som reformerne har indført. For nylig blev det afsløret, at jobcentrene er massivt bagud med de ressourceforløb, som blev indført med kontant- og fleksjobreformen. Nu får selvsamme jobcentre et halvt år til at forberede en sygedagpengereform, som i øvrigt er vedtaget få dage før tusindvis af syge borgere får halveret eller helt mister deres eksistensgrundlag.
Denne udvikling truer den tryghed, som den offentlige velfærd ellers er kendt for at levere. Men først lidt om den den nye servicestat:
Mener du, at det offentlige redder dig, når det bliver din tur?
Så kan det være, du bliver skuffet. Du bliver afhængig af systemet - men du skal redde dig selv. De gennemgribende reformer af beskæftigelsesområdet er sket uden nævneværdig forståelse for det afhængighedsforhold der er mellem borgeren og det offentlige system.
Velfærdssamfundet anno 2013 forventer, at den enkelte borger underlægger og indretter sig efter den måde systemet træder til med sagsbehandling, visitering, deadlines, rehabilitering, ydelser eller lægelige behandlinger og vurderinger.
Middelklassens velfærdssamfund
Samtidig betyder reformer på beskæftigelsesområdet, at du har 6-24 måneder til at finde nyt job, hvis du bliver ledig, eller at blive rask igen, hvis du eksempelvis bliver ramt af kræft.
Har du talt med dit netværk i dag?
Kan du ikke klare dig inden for fristerne, forventer systemet, at din familie, netværk eller omgangskreds træder til. Velfærdssystemet kan højst garantere en kontanthjælp eller lignende, som i øvrigt er ens for alle i din årgang, og forresten kun gælder, hvis du bor alene eller din partner er i samme situation som dig.
Sådan er virkeligheden, og derfor ender tusindvis af borgere mellem systemets nye forventninger og deres familie og venners generelle forventning om, at velfærden holder hånden under mennesker, der har brug for det. De falder uden at nogen af os egentlig lægger mærke til det.
Presset på et menneske, der har færre penge end regningerne kræver, er drænende. For mentalt overskud. For energi. For evnen til at tænke og handle rationelt. For troen på fremtiden. Mennesker vil gå langt for at have råd til mad. Syge må eksempelvis vælge medicin fra, for at kunne betale regningerne hver måned.
Men kulturen i Danmark kan ikke rumme disse mennesker. Vi er hverken kulturelt eller mentalt indstillet til, at det er ok at have udfordringer, at skulle begynde forfra, at kæmpe for overlevelse. Vi er opdraget til at fastholde en illusion om at “det går fint” så længe som overhovedet muligt. Selv langt inde i familien.
Derfor er servicestaten mere et problem end en løsning.
Danskerne vil noget andet
Paradokset i alt det her er, at danskerne egentlig vil noget andet. Danskernes sociale bevidsthed er stor, og det skyldes måske netop en forestilling om, at velfærdsstaten er den solidariske løsning, der holder hånden under de mest udsatte grupper.
Når forskellige analyseinstitutter spørger danskerne, er sympatien for udsatte grupper stor. Eksempelvis er to ud af tre borgere positive over for initiativet Stemmer på Kanten, der mobiliserede socialt udsatte op til kommunalvalget.
Tidligere på året sagde en anden undersøgelse fra KLs magasin Momentum, at borgerne forventer, at det offentlige træder til, når man har brug for det, og da regeringen fremlagde sine sociale 2020-mål mente blot 13 procent af de adspurgte i en måling, at det er en dårlig ide med sociale mål. Bevidstheden om, at den offentlige sektor på én gang skal sikre den enkelte og samtidig holde hånden under de mest udsatte er således stærk.
Livskriser og sammenhængskraft
Selvom man ikke i dag kan tale om et formål med velfærdsstaten, står denne grundindstilling i øvrigt godt i forhold til den intention, som har fulgt velfærdsstatens udvikling.
Mere af Nick Allentoft
“Formålet med Velfærdsstaten findes ikke, og de mange, der tales om, er opfundet i bakspejlet. Men Velfærdsstaten har aldrig handlet om et humanistisk menneskesyn. Det har i første omgang handlet om at undgå revolution, oprør og konflikter, og i næste omgang om at sikre arbejderne en række grundlæggende rettigheder i fællesskabet.” Sådan beskriver professor Ove Kaj Pedersen det.
Som et menneske i livskrise glider dit sociale netværk, familie, venner, omgangskreds lige så stille bort. Ensomheden bliver stærkere og stærkere. Du presses ud af kendte og etablerede relationer og over i nogle andre. Du finder sammen med andre i samme situation. Præcis som DenOffentlige.dk har beskrevet i flere artikler om socialkrisen og den sociale modstandsbevægelse.
Det truer sammenhængskraften, og giver benzin til de oprør og konflikter, som Ove Kaj Pedersen taler om. Den verdenskendte danske model, som vi normalt bryster os af, er i opløsning. Den danske velfærdsmodel er forandret til en servicemodel, uden at flertallet har opdaget det, endsige bakket op om det.
Om kort tid fremlægger Carsten Koch-udvalget sin første rapport af to om indsatsen over for ledige. Omend det kommer lidt sent i forhold til de reformer, der allerede er vedtaget, står et stort spørgsmål og blinker: Hvordan skaber man balance mellem borgernes forventninger og det system, de møder, når en livskrise sætter ind?
