Var det meningen med det offentlige system?
Vi har i flere artikler berettet, hvordan mennesker, der har brug for hjælp, bliver hensat på ventelister og kastet rundt i bureaukratiske processer. Det er historien om et offentligt system, der har spillet fallit over for de mennsker, det er skabt for at stå til rådighed for. En af de personlige historier har vi præsenteret i sin fulde længde.
På den ene side er det umenneskelige historier om menneskeskæbner, der måske kunne klare sig, hvis systemet virker, og på den anden side eksempler på et system, der har mistet fokus.
Når der opstår parallel-systemer, hvor borgere køber sig til rådgivning for at få en ordentig behandling, er det billedet af en offentlig sektor, der har brug for akut lægehjælp. Det er billedet af en socialkrise i velfærdsdanmark.
Mennesker er i klemme
I den offentlige debat har vi i lang tid hørt, hvordan særligt indrettede institutioner koster millioner, og hvordan almindelige raske danskere på kontanthjælp har en bedre økonomi end mennesker, der arbejder. Den del af debatten handler om penge og den handler om den enkelte danskers ansvar for eget liv.
Men debatten har også polariseret den offentlige sektors fokus, og efterladt en masse mennesker i en klemme mellem effektivitet, besparelser og reformer. Eller som Skanderborgs borgmester, siger i interview med DenOffentligeSektor.dk forleden:
”Mit hjerte banker for borgerne og borgere i nød. Det er helt klart. Men jeg må også erkende, at man ikke kan hjælpe i alle forbindelser, hvor en borger er i nød. Der er forskellige situationer og det er ikke altid, at systemet kan eller skal hjælpe,”
Det er sjældent ærligt, men det har ikke ligefrem været toneangivende i en debat, der snarere handler om, at skære mest muligt ned flest mulige steder.
Politikerne holder sig tilbage
Inde mellem eksemplerne på dyre eller dovne danskere er tusindvis af historier om danskere, der har brug for en velfungerende offentlig sektor. Mennesker, som velfærdsdanmark oprindeligt er tænkt for. Ja, som retssikkerhedsloven er lavet for at sikre hjælp.
Vi kender efterhånden historierne til bevidstløshed, for de popper – som historien om Jannie – op med mellemrum og rydder forsider. Men forsvinder så igen. Alt imens bliver borgere, læsere, sagsbehandlere, politikere og organisationsfolk langsomt vaccineret mod disse historier, og man står defensivt tilbage og forsvarer system og processer. Læs bare hvad føromtalte borgmester fra Skanderborg også siger:
”Mange sager har rigtig meget med myndighedsvaretagelsen at gøre, og her er der etableret rammer som eksempelvis ankestyrelsen, der sikrer borgernes retssikkerhed. I sager med megen myndighedsvaretagelse og en masse faglighed og lovgivning skal vi som politikere være varsomme med at blande os.”
Denne holdning står i skærende kontrast til bl.a. Retssikkerhedsloven, som er helt klar i sit formål og flere paragraffer. Læs således her punkt 3 og 4 fra lovens formål:
3) fremhæve, at de sociale myndigheder har pligt til at tilrettelægge en tidlig helhedsorienteret hjælp,
4) forebygge, at personer, der har eller kan få vanskeligheder ved at fastholde et arbejde, får behov for hjælp til forsørgelse
Alle er enige – men få handler
I Rebild Kommune har man været gennem mediernes dræbermaskine. Rebild havde lukket øjnene for et underdanmark, som kun få velfungerende danskere troede eksisterede.
Men Rebild er ikke alene. Flere andre kommuner har lagt ryg til lignende sager. Tønder Kommune har prøvet det, og Aabenraa, Næstved, Slagelse og flere andre kommuner har prøvet turen. Årsagen er ofte historier om borgere og familier, der forfalder i en kultur, som ingen kan acceptere, men kommunerne åbenbart ikke kendte.
Alle politikere og øvrige ansvarlige er enige om, at sagerne er langt over grænsen for det acceptable. At menneskeligt forfald og misbrug ikke burde kunne ske i Velfærdsdanmark.
Men sagerne står som skræmmende fyrtårne over det velfærdssystem, der er bygget op over årtier. Meget tyder på, at de senere års sager måske kun er toppen af isbjerget. Måske er sagerne kun de mest ekstreme eksmpler på et velfærdssystem, der har mistet kontakten med virkeligheden.
Fra finanskrise til socialkrise
Derfor er der en vigtig pointe, når seks tidligere socialministre efterlyser en ny socialkommission. Det kan – måske - give en ny vinkel, der tager udgangspunkt i intentionerne – nemlig at have en offentlig sektor, som hjælper borgere, der i kortere eller længere tid møder livsudfordringer, som kun få kan klare alene.
Vi har i flere år hørt om finanskrise, ledelseskrise og mange andre kriser. Nu står vi med en socialkrise, som vokser sig større, hvis udviklingen fortsætter. Hvornår siger centrale faggrupper og politikere for alvor fra?
