Fjern kaffeautomaterne fra jobcentrene, udstyr sagsbehandlere med personlige alarmer og opgrader vagterne. Det er farligt at sige det højt, men fremtiden vil byde på flere tragiske situationer, hvor borgere mister besindelsen eller gør noget endnu værre i afmagt over velfærdsstatens systemer.
Egentlig er det en besynderlig tilstand samfundet er havnet i.
På den ene side går det rigtig godt for de fleste. Antallet af lønmodtagere er højere end nogensinde, ledigheden er faldende og væksten tilmed større end vi gik og troede. Det går godt i Danmark, som statsministre har sagt år efter år.
På den anden side er den sociale kontrakt revet midt over. Mennesker, der har brug for hjælp fra fællesskabet, må i stigende grad underkaste sig sig systemets magtfuldkommenhed. Ansatte, der forsøger at bistå borgerne med hjælp, skal navigere inden for regler, der kræver sanktioner, kontrol og beskæftigelse før den rette hjælp. Den grundlæggende ramme er mistillid til den enkelte borgers evner og vilje.
Læs mere om socialkrisen
Vi har skrevet om sygdomsramte og klemte borgere i systemet gennem lang tid.
Læs vores tema om socialkrisen, hvor en lang række artikler er samlet.
De mennesker, der kan, vender ryggen til velfærdssystemet og klarer sig selv som såkaldt selvforsørgere. Antallet af borgere, der lever uden indtægt er vokset med godt 10 procent de senere år.
Andre er afhængige af velfærdssystemet for at overleve og klare sig i hverdagen på vej mod job eller under behandling for sygdom. De lever som os andre i den forestilling, at velfærdsstaten træder til og leverer hjælp, så venner og familie, der knokler på arbejdsmarkedet for at betale deres skat, kan fredes.
Problemet er, at ingen endnu åbent anerkender, at velfærdsstaten kun virker, når borgeren underkaster sig og parkerer værdigheden ved indgangen. Det er den historie, de sociale bevægelser har fortalt i årevis, og som nu deler de politiske partier i vanlig polarisering uden udsigt til løsninger.
Hvem skal vi tro på?
Man må undskylde de borgere i middelklassen, der passer deres arbejde og betaler deres skat med god samvittighed. Hvem skal de tro på?
Skal de tro på de frustrerede højtråbende aktivister, der på samme tid er syge, men også “trætte af” at underkaste sig og mener de har “ret til” at overleve som mennesker?
Mere af Nick Allentoft
Eller skal de tro på de politikere, der igen og igen formidler nye politiske aftaler som forbedringer af velfærdssamfundet, øget tryghed for udsatte borgere.
DenOffentlige har i fem år beskrevet det, vi kalder socialkrisen. Hvis du tvivler på den er her nogle spørgsmål til refleksion:
- Handler det om brok eller er der mon noget om det, når over 100.000 medlemmer i sociale bevægelser råber op samtidig med at de forsøger at klare sig i hverdagen?
- Hvordan ville du reagere, hvis din tilværelse langsomt gik i opløsning?
- Lytter du selv, når nogen i dit netværk eller familie fortæller om et rigidt system, der kvæler selvværdet?
- Kunne man forestille sig, at den megen råben og støj er repræsentation for endnu flere, der ikke har hverken kræfter eller mod til at råbe op mens de forsøger at klare sig i hverdagen?
Socialt oprør vokser
I løbet af 2018 er de sociale bevægelser blevet stærkere, og de har fået en stemme i den offentlige debat. Delvist hjulpet på vej af DenOffentlige, som har valgt at støtte dem ved at give en blog til både Jobcentrets Ofte og Næstehjælperne. Senest har også i DR2 Debatten og flere aviser meldt sig ind i debatten for alvor.
Med en stærkere stemme følger også mere modstand. De sociale bevægelser er blevet kasteskyts i en politisk debat, hvor støtter og modstandere bruger dem til at fremme egne politiske dagsordner. Fører det så til forandringer? Fører det til fornuftige politiske aftaler? Det korte svar er nej. Det fører til polarisering, for sådan fungerer den politiske debat åbenbart bedst.
De snyder allesammen
De sociale bevægelser er - særligt efter DR2 Debatten tog emnet op - blevet centrum i en værdipolitisk kamp om fremtidens velfærdsmodel. Eller afviklingen af samme. Lige nu går udviklingen mod afvikling.
Forleden præsenterede regeringen sammen med DF og Socialdemokratiet en ny politisk aftale om “mere enkle og skærpede sanktioner, styrket kontrol med snyd og færre fejludbetalinger.” Altså fokus på mistænkeliggørelse af mennesker, der har brug for hjælp.
"Hammeren skal falde hurtigere og hårdere over for de ledige, der kan - men ikke vil," sagde beskæftigelsesministeren og fik det til at lyde som om borgere på offentlige ydelser snyder, er dovne og nægter at arbejde.
Mediefællesskabet DenOffentlige
DenOffentlige bliver skabt sammen med dig, der tager medansvar for samfundets udvikling. Vi kalder os for et mediefællesskab og du kan være med. Bliv medlem af fællesskabet og vær med til at præge samfundets udvikling gennem debat, videndeling, cases og nyheder. Kontakt os for at høre mere.
Man kan anlægge mange vinkler på sådan en politisk aftale. Først og fremmest må den læses som det politiske svar på en årelang debat om socialkrisen. Det gennemgående signal er, at ledige snyder og bedrager fællesskabet, rager ydelser til sig de ikke har krav på og får hjælp fra deres alt for venlige sagsbehandlere til at finde smutveje. Sidstnævnte eksempelvis ved at boligydelsen sættes op, hvis en borger kommer på en lavere ydelse. Den mulighed blev lukket med aftalen forleden.
Virkeligheden er, at kun få snyder.
Præcis som med andre forhold i samfundet er der også snydere i velfærdssystemet. Men der er ikke flere end andre steder. Måske endda færre, fordi det offentlige har så mange digitale data om os allesammen. Ved alt om os.
Seneste eksempel er lufthavnskontrollen, som iøvrigt blev forlænget med den politiske aftale forleden. Her bruges flere penge på at fange sociale bedragere, end man rent faktisk får ud af jagten! Dykker du ned i historierne om socialt bedrageri vil du konstatere, at gevinsterne er overraskende små og ofte er beregnet ud fra en fremtidig besparelse. Kontrolenhederne baserer groft sagt deres effekt på, at afsløret svindel ville fortsætte i flere år også i sager, hvor banale misforståelser eller fejl i systemet fører til krav om tilbagebetalinger.
Læg hertil, at socialsystemet jo sådan set selv er forpligtet til at hjælpe, når udsatte borgere bliver yderligere presset som følge af krav om tilbagebetaling.
Værdiskred svigter velfærdsmodellen
Det politiske svigt på socialområdet er grænseoverskridende. Der er tale om et værdiskred, som undergraver den fremtidige opbakning til vores velfærdsmodel. En samfundsmodel, der har positioneret Danmark over hele verden som et mønstersamfund, der formår at skabe balance mellem svag og stærk, rig og fattig. En model, som har skabt et arbejdsmarked, der er blandt verdens mest effektive og fleksible, og en befolkning, der i overvejende grad trives, er lykkelige og klarer sig selv.
Vores samfundsmodel er stærk, fordi enhver borger har været tryg ved den sociale kontrakt. Det kan aldrig gå helt galt, selvom livet måtte byde forhold, der kræver brutale justeringer af hverdagen. På grund af sygdom. Ulykke. Eller tilfældigheder.
Forsvinder den tryghed, som er essensen af den sociale kontrakt, forsvinder også viljen til at betale høj skat og finansiere fællesskabet.
Velfærdsstatens pædagogik
Velfærdsmodellen er et system, der gør det muligt for lønmodtageren at passe sit arbejde i vished om, at mennesker, der ikke kan klare sig selv, får den nødvendige hjælp. Med velfærdsmodellen er vi gennem 50 år opdraget til at passe vores arbejde, betale vores skat og med god samvittighed nyde vores fritid mens andre - og mere professionelle - tager sig af samfundets udsatte grupper.
Vi har en forestillig om at syge bliver behandlet i vores skattefinansierede sundhedsvæsen. At gamle kommer på plejehjem, når tid er. At handicappede får hjælp i hverdagen, og kan de passe et job, betaler fællesskabet de hjælpemidler, der kompenserer handicappet. At ledige, der ikke selv kan finde et job, får hjælp og understøttelse indtil det lykkes. At borgere og familier, der pludseligt møder en livskrise, kan henvende sig til velfærdsstaten og få den nødvendige hjælp, så de kan fungere i hverdagen med eller uden job.
Næstehjælperne og Jobcentrets Ofre
Vi har valgt at give taletid til aktive i Næstehjælperne og Jobcentrets Ofre. Initiativet bringer deres indsats og erfaringer videre til vores læsere, og viser andre sider af hverdagens velfærd.
Læs flere indlæg fra - og om - Næstehjælperne her og Jobcentrets Ofre her.
Sådan burde det være, men de senere år har den ene politiske aftale efter den anden langsomt revet den sociale kontrakt over.
Den udvikling føder følgelig en modreaktion. Flere og flere fravælger a-kasserne. Flere og flere får private sundhedsforsikringer. Elevtallet på privatskoler er stigende. Flere føler sig som socialt udsatte, flere børn vokser op i fattigdom og antallet af hjemløse er stigende. På sigt vil den offentlige sektors eksistensberettigelse forsvinde, når middelklassens borgere vil forlange, at skattetrykket tilpasses den virkelighed, de befinder sig.
Med den politiske aftale forleden er der sendt endnu et signal om, at mennesker, der har brug for velfærdssystemet, først og fremmest snyder. Det er uværdigt for et land, der bryster sig af at være et velfærdssamfund.
Lige om lidt er der kun borgerne selv - civilsamfundet - til at sikre den sociale kontrakt. Nok er velfærdsmodellen blevet en servicestat for dem, der kan klare sig selv, men det er en overgangsfase, inden opbakningen til velfærdssamfundet bryder sammen. Hvor længe vil middelklassens medlemmer acceptrere, at de frivilligt skal øge skattetrykket for at sikre sig selv?
Derfor er vi nu på vej ind i socialkrise version 2.0, hvor afmagten hos tusinder af mennesker bliver større, fællesskabet svagere og ønsket om forandringer kræver højere råben fra de udsatte og handling for egen sikkerhed hos dem, der kan selv. Er det det, vi vil?
