Et system, der på vejen ned, trækker tusindvis af menneskeskæbner og familier med sig.
I Skanderborg sidder Jannie på 42 år. Mor til tre børn og en mand, der er selvstændig vognmand. Da Jannie var 4 år døde hendes far og derfra begyndte en barndom og ungdom, som de færreste af os forestiller sig. Kulminationen var anbringelse som teenager. En anbringelse, der omfattede mindst en pædagogs seksuelle misbrug af den unge Jannie gennem en årrække.
Alligevel lykkedes det Jannie at skabe en normal voksentilværelse med job, mand og 3 børn. Men traumerne kunne ikke holdes væk, og for elleve år siden sagde sindet for første gang fra. For tre år siden for anden gang. Og i oktober 2012 var Jannies situation blevet så svær, at hun råbte på hjælp fra sin borgmester.
I skrivende stund er Jannies situation uløst.
En ud af tusindvis
Jannie er en ud af rigtig mange eksempler fra hverdagen i Danmark. Eksempler på mennesker, som vores offentlige system er skabt og udviklet for at støtte. Mennesker, som af forskellige omstændigheder mister fodfæste i livet, og har brug for at blive bygget op igen. Skæbner, som koster samfundet millioner af kroner. Og endnu flere millioner, når der går alt for lang tid med at finde fodfæstet igen.
Nu slår rådgiverne alarm, for der dukker flere og flere historier op om mennesker, der falder igennem det offentlige system.
Det er flere gange underbygget af forskellige målinger, at langt de fleste danskere betaler skat med glæde for netop at have et velfærdssystem. Et sikkerhedsnet der sikrer hjælp, støtte og assistance til os selv og vores medborgere, når vi mest har behov for det.
Men meget tyder på, at det offentlige system i flere og flere tilfælde har tendens til at udviske et fodfæste frem for at hjælpe med at bygge grunden under det. Når seks tidligere socialministre finder sammen om et opråbtil den siddende socialminister er der noget, der tyder på en alvorlig socialpolitisk krise i velfærdsdanmark.
Læs også: Dobbelt socialsystem på vej
Fra eksempler til ansvar og anstændighed
Vi kender historierne om mennesker, der er ofre for systemet, til ukendelighed. Historier om menneskeskæbner, der er fortabte efter umenneskelige oplevelser i systemet. For et års tid siden fortalte vi historien om hospitalsarkitekten, der mistede tilliden til systemet efter smertelige oplevelser, og vi bragte interviewet med psykologen, der gav det offentlige system en stress-diagnose.
Nu tager vi et skridt videre.
Med artikelserien ”Systemet uden ansigt” rejser vi en debat om ansvar, moral, etik og anstændighed. En debat, der skal øge vores bevidsthed om de mennesker, der søger hjælp. Flytte fokus fra system, regler og rammer til mennesker, muligheder og handling.
Vi spørger borgmesteren i Skanderborg, hvorfor han ikke personligt tager hånd om en borger, der råber om hjælp. En borger, der helt åbenlyst er så tæt på at miste sit fodfæste i livet, at alle alarmklokker burde ringe.
Og vi går til nogle af hovedrolleindehaverne i sagsbehandlingen af borgere med særlige udfordringer – socialrådgiverne. Her spørger vi, hvorfor og hvor længe danskerne skal finde sig i sagsbehandlere, der accepterer umyndiggørelse af netop deres sagsbehandling – og vi beder om en forklaring på det medansvar, som netop socialrådgiverne har som hovedrolleindehavere gennem årtier.
Men vi vil også bringe historierne om det, der virker. Om de metoder og mennesker, der formår at skabe gode resultater. For de er der også, og det er de historier, vi alle skal lære af, for at gøre tingene bedre.
Med denne tilgang ønsker vi at skabe fornyet eftertanke. Mere bevidsthed og større følelse af ansvar hele vejen fra sagsbehandler til øverst ansvarlige politiker.
Det er tid til at stille de rigtige spørgsmål og forlange rigtige svar.
