Velfærdsillusionen: Vi er ved at opgive den samfundsmodel vi holder så meget af

Når vi om nogle år ser tilbage på en forlist dansk velfærdsmodel er der to grupper, der kan pege på sig selv som ansvarlige. Store dele af Christiansborgs politikere og store dele af den passive danske middelklasse.

Årsagen til min påstand er den, at grundlaget for velfærdsmodellen - den sociale kontrakt - er brudt. Præmissen for opbakning til velfærdsmodellen er social tryghed, men det eksisterer kun som en illusorisk sandhed for den del af middelklassen, der alligevel kan klare sig selv.

Velfærdsstaten er kort sagt blevet en servicestat for middelklassen. Opfylder du standarderne, får du effektiv behandling. Falder du ved siden af møder du et rigidt system tynget af bureaukrati og en magtfuldkommen velfærdsstat. Det er en følge af, at velfærdsstaten gennem årtier er blevet stadig mere bureaukratisk og centraliseret. For et par år siden afdækkede forskere det først i en rapport, dernæst i en til. Begge gange blev rapporterne kvalt i spin.

Tillid og afbureaukratisering uden effekt

Før rapporterne hørte vi om en tillidsreform, som fagforeninger, KL, Danske Regioner og regering stod bag. Offentligt ansatte blev lovet et opgør med en hverdag, hvor mange bruger halvdelen eller mere af deres arbejdstid på bureaukrati og dokumentationskav og resten omkring 2 ud af 10 arbejdstimer. FTF har tidligere peget på, at der er varme hænder for milliarder, hvis velfærdsstaten blev forenklet. Tillidsreformen blev siden kvalt i bureaukrati og politisk korttidshukommelse mens vi iøvrigt har kunneet følge, hvordan svenskerne har holdt fast i deres ambitioner om mere tillid i styringen.

Nu er regeringen igang med sin sammenhængsreform og præsenterede for nylig det spor, der skal sikre afbureaukratisering. Vi har i dag over 1300 gældende love og er på vej mod 5000 bekendtgørelser. Man kan ikke andet end sidde undrende tilbage, når en liste med konkrete forslag til oprydning omfatter forslag, der er så mangfoldige som bedre buspassagerrettigheder, modernisering af køreuddannelsen, ændring af forvaltningsloven og en forenkling af administrationen af et nuværende helbredstillæg til pensionister.

Nej, det vil ikke føre til afbureaukratisering. For nylig var ministeren med ansvar for reformen, Sophie Løhde, iøvrigt selv ude med forslag om flere regler og samtidig med intentionerne om at rydde ud i junglen af puljeordninger opretter regeringen selv nye puljer.

Den sociale kontrakt er brudt

Berettigelsen for den velfærdsmodel, som danskerne sætter så højt, er det man kan kalde den sociale kontrakt. Altså fri og lige adgang til sundhed og uddannelse samt en vis sikkerhed for social tryghed gennem økonomisk og faglig hjælp, hvis vi møder en livskrise - det sidste er en væsentlig detalje, for selvom det er fristende at afvise tanken kan vi alle møde en krise i livet, som slår os ud af kurs i kortere eller længere tid.

Den sociale kontrakt er brudt. Den eksisterer i bedste fald med standardløsninger for middelklassen men ideen med velfærdsmodellen var blandt andet at bekæmpe eksempelvis negativ social arv og lade et fælles finansieret social- og beskæftigelsessystem løfte borgere, der i perioder ikke kan løfte sig selv. Det har Rockwool Fonden iøvrigt dokumenteret, hvordan fejler i sin undersøgelse af 25 år med kontanthjælpen.

Efter flere reformer på beskæftigelses- og socialområderne er vi endt med en socialkrise og en velfærdsmodel, der har fokus på ydelser og arbejdskraft. Selv dødeligt syge borgere skal have afklaret deres arbejdsevne gennem ressourceforløb, som gentages, hvis en jobcenteret mener der kan lægges ekstra minutter på arbejdsevnen. Danmark drives som en virksomhed.

Tusinder af borgere bliver klemt og samles i sociale modstandsbevægelser, hvor de hjælper og støtter hinanden - mange ville gerne slippe for velfærdssystemet, men har ikke råd. Samtidig hører vi ingen politikere fortælle, hvad den reelle virkelighed er, nemlig, at vi i dag har et velfærdssamfund, hvor velfungerende borgere skal være klar til at give husly og hjælp til venner og familie, der havner i en livskrise. Sympati og en middagsinvitation er ikke længere nok.

Det er et brud på den sociale kontrakt, og uden den forsvinder argumentet for at betale halvdelen af lønnen i skat. Uden den sociale kontrakt skal borgerne selv tage sig af hinanden, når venner, familier eller kolleger møder en livskrise. Alternativet er jo umenneskeligt, ikk?

Servicestaten

I stedet for den sociale kontrakt har vi fået en servicestat for borgere, der efterspørger velfungerende institutioner, god infrastruktur, børnepenge og ret til orlov. Det er paradoksalt, at velfærdsstaten i dag er blevet middelklassens servicestat, fordi netop middelklassen jo i hovedreglen er ressourcestærke borgere, der kan klare hverdagen selv.

Der er også paradoksalt, fordi det netop er middelklassen selv, der forstærker udviklingen. Mere vil have mere. Forestillingen om tryghed handler tilsyneladende ikke længere om en hånd i tilfælde af ulykke - for den forsikrer flere og flere sig mod og øger dermed skattetrykket på sig selv - men om ordentlige velfærdsinstitutioner for deres børn og gamle samt hurtig behandling, når knæet er slidt eller fiberen sprunget efter seneste cykeltræning.

Jamen, hvorfor gør politikerne så ikke noget ved det, kunne man spørge.

Jeg tror oprigtigt, at de fleste politikere forstår alvoren, men de er fanget i fyrre års markedsgørelse af demokratiet. En tilstand, der er blevet værre efterhånden som middelklassen er blevet større og dermed stærkere. Kampen om vælgerne er kampen om middelklassens folkestemning.

Denne tilstand - som de fleste politikere behørigt forholder sig stiltiende til mens de kæmper på den demokratiske markedsplads om netop de vælgere, der kan flytte magten til den ene eller anden side - vil uundgåeligt føre til, at middelklassen mister det, den holder så meget af: Den velfungerende velfærdsmodel, der gør hverdagen let, hjælper med at passe og uddanne børnene og giver et element af tryghed, når den gamle bliver dement eller kræftdiagnosen skal behandles.

Udviklingen er allerede igang. Flere og flere fravælger a-kasserne. Flere og flere får private sundhedsforsikringer. Elevtallet på privatskoler er stigende. Flere føler sig som socialt udsatte, flere børn op i fattigdom og antallet af hjemløse er stigende. På sigt vil den offentlige sektors eksistensberettigelse forsvinde, når middelklassens borgere vil forlange, at skattetrykket tilpasses den virkelighed, de befinder sig.  

Spørgsmålet er hvor længe middelklassen vil leve i sin velfærdsillusion.