Velfærdssamfundet på tredje klasse

Flere og flere danskere lever et liv under den officielle fattigdomsgrænse, og flere og flere nærmer sig fattigdom mens deres aktiver konverteres til mad, husleje, telefonregning og kontingentet i børnenes idrætsforening. Når disse mennesker siger “ingen penge”, har de reelt ingen penge tilbage. Det er den skinbarlige sandhed.  

Andre danskere træffer beslutninger om disse danskeres liv og fremtid. Når de siger “ingen penge” betyder det som hovedregel, at der er lavvande på bankkontoen. For langt de fleste, er det fuldstændig umuligt at forestille sig en tilværelse, hvor der ikke er penge til mad, en togbillet eller husleje.  ​ Forleden kunne Dansk Folkehjælp fortælle om en Megafon-måling, der viser, at næsten halvdelen af alle danskere mener, at fattigdom i Danmark kun findes i mindre grad eller slet ikke. Når danskerne er så opdelt, handler det om, at noget så banalt som begrebet “ingen penge” har to fortolkninger. En hos udsatte og fattige og en hos den trygge middelklasse. Derfor er det måske helt naturligt, at det er svært at finde løsninger på noget så komplekst som socialkrisen.    Forventningskløfterne   Gennem årtier har samfundet opbygget et velfærdssystem, hvor vi trygt deponerer bekymringer for fremtiden. Vi betaler en høj skat, men forventer til gengæld, at fællesskabet i form af velfærdsmodellen træder til, hvis vi møder en livskrise. Sygdom, ledighed, handicap, syge børn eller andre situationer, der vender op og ned på tilværelsen. 

Når sådan en krise rammer, opstår i disse år en forventningskløft så stor som Grand Canyon mellem systemet og den enkelte borger. Først skal borgeren deponere sin umiddelbare fremtid hos et system, der er blevet komplekst og krævende. Dernæst skal systemets medarbejdere efter bedste evne få system og borger til at forstå hinanden. Det kan medføre afmagt hos både borger og medarbejder, og sågar frygt, angst og frustration over egen fremtid hos borgeren og lavere medarbejdertilfredshed, sygefravær og stress hos medarbejderne i systemet. 

Her på DenOffentlige.dk har vi læst historierne hos bloggeren Puk Sabber. Hun skriver om, hvordan en tilfældig borger bliver mødt med 4-8 ugers ventetid på hjælp til at købe mad. Jamen, 4-8 uger uden mad kan de færreste overleve, og for nogen er den eneste udvej derfor kriminalitet.     Antallet af personer omfattet af såkaldt økonomisk fattigdom er steget fra 16.200 i 1999 til 42.000 i 2010 (side 15 i rapporten fra Ekspertudvalget om fattigdom)   Fattigdom, og dermed ingen penge, betyder for mange mennesker helt konkret følgende:   

• Reklameaviserne fra supermarkederne pløjes igennem for at finde de gode tilbud. Det tager nogle timer om ugen. Derefter besøges hver eneste butik for målrettet at købe udvalgte tilbud. Andre mennesker vælger at skralde mad over salgsdatoen uden for butikkernes åbningstider for at skaffe fødevarer. 
• Billetter til offentlig transport skal købes stykvis, og koster dermed op mod 100 procent mere, end andre mennesker betaler.
• Telefonregningen springes engang imellem over, og kommer til at koste det dobbelte på grund af rykkergebyrer. Sådan er det også med mange andre regninger. Negativ likviditet giver flere omkostninger.
• Børnenes fritidsaktiviteter må vælges fra, når kontingentopkrævningen kommer. Kursen mod ekstra samtale på skolen med mistanke om begyndende omsorgssvigt er nu lagt.
• Deltagelse i fødselsdage eller andre sociale arrangementer konverteres til afbud fordi transporten og gaven er umulig at finde penge til. Venner, familie og netværk vender ryggen til, fordi der sker noget, som de ikke kan forholde sig til.
• Køleskabet er i perioder fuldstændig tomt. Fryseren burde egentlig slukkes for at spare strøm, for der er sjældent råd til at købe ind til længere tid. Når der købes ind bliver det billigvarer fyldt med fedtstoffer, salt og tilsætning, så vægten begynder at stige.
• Nyt tøj er udelukket, og det gamle bliver mere og mere slidt.
• Det er ikke sjældent der er huller i skosålerne, så fødderne bliver godt våde i det danske vejr. 
• Tøjvask bliver en udfordring, og tørretumbler - eller brugen af den - en drøm.
• Bruger man medicin stiger udfordringerne, og det er ikke altid muligt at følge lægens anvisninger, fordi der ikke er råd til pillerne. Samtidig bliver tandlægen er udskudt på ubestemt tid.
• Eventuelle merydelser fra det offentlige kommer ofte med forsinkelse, og forværrer den negative likviditet og dermed dødsspiralen mod endnu værre tilstande. 

  En dødsspiral   Når en familie eller et menneske kommer bagud på likviditeten, træder nye mekanismer i kraft, som de færreste kan identificere sig med, før de selv oplever det for alvor. Ingen penge betyder prioritering af regningerne, gebyrer på ubetalte regninger, konstant uro og daglige konkrete mindelser om, at den økonomiske situation er blevet umulig. Hvis velfærdssystemet så oveni skal vurdere en ydelse eller et tilskud i flere uger, bliver situationen for nogle følelsesmæssigt værre, og for andre bare umulig. For nylig lød et forskningsresultat sågar, at ingen penge forringer intelligensen, fordi det trækker så mange mentale ressourcer, at IQ’en rent faktisk bliver lavere.   Når mennesker med en opfattelse af “ingen penge” således skal vurdere andre mennesker der helt konkret ingen penge har, er første skridt til dårlig kommunikation allerede taget.    Social modstandsbevægelse   Mens middelklassen lever trygt i forventningen om velfærdssystemets services, er de mange på velfærdssamfundets tredje klasse begyndt at organisere sig. De finder sammen i netværk og grupper, hvor de hjælper hinanden og skaber en fælles front mod middelklassen og systemet.

For to måneder siden skrev vi om Facebook-velfærd, hvor mennesker hjælper hinanden med basale fornødenheder som tøj, gamle mobiltelefoner, lommeregner til skoledrengen, mad, brugte cykler og andre ting, som én kan undvære, men skaber julestemning hos andre. På få måneder har gruppen samlet op mod 8.000 mennesker.    For få uger siden skrev vi om Klemt, den sociale modstandsbevægelse, som en privatpraktiserende læge har taget initiativ til. Siden den første omtale er bevægelsens følgere mere end fordoblet fra godt 2.000 til nu 5.000. Parallelt med Klemt bevægelsen etablerer borgere netværk i grupper under navne som “Syg i Svendborg”, ”Syg i Frederikssund”, “Syg i Aalborg,” hvor mennesker organiserer sig helt ned til byniveau. Et eksempel er denne gruppe, og der er mange, mange flere.   Det er tegn på, at noget er galt. Vi er vidne til, at der bliver gravet en dyb grøft tværs gennem velfærdssamfundet, som er ved at miste mening for en voksende gruppe borgere, der søger alternative løsninger. I et demokrati er det et alarmsignal. Også for den middelklasse, som i hverdagen tror, at alt står vel til.   Det er på tide at afstemme virkelighedsbilledet og se nærmere på, hvad udtrykket “ingen penge” reelt betyder i et samfund, hvor vi har besluttet at tage hånd om hinanden. Før hånden bliver til en knytnæve.