Her på DenOffentlige.dk kaldes det ledelseskrisen, andre noterer sig tilbagevendende fænomener som ansvarsforflygtigelse, professions-bashing, bureaukratisering og sagsbehandlingsskandaler som for nylig i Odense. Fænomener der handler om alt andet end god ledelse.
Meget kan forklares med for få eller de forkerte ressourcer, manglende overblik eller indblik i den konkrete ledelsessituation. Men over det hele svæver et nagende spørgsmål, som enhver leder – offentlig såvel som politisk – i sit stille sind hvisker til sig selv: Er jeg mere dukke end dirigent?
Dukke, forstået som marionetdukke, hængt op i og spundet ind i utallige tråde, der hiver i dig fra alle sider – og dirigent forstået som ledelse forbundet med virtuos, ja musikalsk indlevelse, indflydelse på og overblik over en kompleks ledelsessituation.
Lidt tabu
Det er ikke noget, de diskuterer. For det er lidt tabu, lidt uartigt at råbe ”dukke” efter ledere. Faktisk når langt de fleste ledere frem til, at de bestemt ikke er dukker, fanget i et større styringsspil. For hvem vil karakterisere sig selv som dukke, når ens selvbillede rimer på handlekraft og autoritet?
Dernæst er der ganske mange forventninger knyttet til disse ledere. Det er ofte dem, der skal få den store styrings-kabale i den offentlige sektor til at gå op. Reform efter reform knytter store forhåbninger til, at de kan sikres, eller sikre sig selv, et ledelsesrum – og træde i karakter som dirigenter i udmøntningen af velfærdspolitikken.
Den holder bare ikke.
Blandt de offentlige ledere der er placeret tæt på driften er mange af dem reelt dukker. Det viser en undersøgelse foretaget af professor John Storm Pedersen og undertegnede. Resultaterne fra undersøgelsen kan læses i vores nye bog ”Dirigent eller dukke? - Lederen i reformstaten”, som netop er udkommet på Gyldendal Public. For ét er ledernes selvbillede, noget andet er deres handlinger i praksis, og hvordan deres handlinger opfattes af medarbejderne.
Reformstaten
I bogen tager vi udgangspunkt i det specialiserede socialområde, men eksemplerne på, hvordan ledere på dette område reagerer på reformkrav, medarbejderkrav og borgerkrav som dirigenter eller dukker, kan overføres til andre offentlige områder.
Vi har undersøgt, hvordan offentlige ledere reagerer på reformstatens fremvækst. Når ledere i det offentlige skal leve op til alt fra strammere nationale regler over medarbejdernes ønsker om faglig autonomi til enkeltsager i medierne, ja så kan de som udgangspunkt som dirigenter forsøge at styre og tilpasse deres organisationer. Eller de kan lade stå til og blive marionetdukker i et styringsspil. Resultaterne viser, at rigtigt mange gør det sidste. Reformstaten, som ellers skulle mægtiggøre disse ledere, tjener på dette punkt ikke sit eget formål.
I bogen diskuterer vi også, hvad lederne kan gøre for til en vis grad at blive dirigenter frem for dukker. Det indebærer blandt andet, at lederne går i reel dialog med deres medarbejdere.
Styringsspillet
Bogens pointer angår ikke bare offentlige ledere i reformstatens maskinrum. Den angår alle ledere i politiske systemer. De er alle aktører i et større styringsspil, hvor mangfoldige tråde, indefra såvel som udefra, trækker i dem – og ofte så meget, at de ikke selv har mulighed for selv at trække i andre retninger.
Når tv-skærmene viser billeder af flygtninge på vej igennem Danmark, når folkekrav om indgriben rejser sig fra nationalister såvel som humanister, svenskerne raser mod det usolidariske broderfolk, når Bruxelles presser på for at få nationale myndigheder til at tage ansvar og overholde gældende regler, når Venstre-baglandet noterer sig, at statsministerens ellers så markante udlændingepolitik nu ligner noget der er skudt i smadder af større kræfter,– jo, så kan selv en statsminister blive dukke i et større styringsspil.
Hvad så med en kansler? Eller en formand for EU-kommissionen? Eller en præsident i USA….? Hvem har reel magt til at gøre en forskel?
Det er der selvfølgelig mange af dem der har. Ikke bare Løkke, Merkel og Obama. Det har også finanskapital, sociale bevægelser, danske politikere, borgmestre, ledere i kommunale familieafdelinger – og ja, også borgere og dig, der læser disse linjer. Pointen er, at ingen af os har magt til at gøre en forskel alene. Magt kræver handling og dialog.
Lederskab er selvfølgelig noget særligt, og noget man gør sig fortjent til. Ikke mindst under så komplekse vilkår som verden i dag rummer. Offentlige og politiske ledere har her stadig meget at lære.
Om bogen
Dirigent eller dukke? - Lederen i reformstaten af John Storm Pedersen og Peter Aagaard udkommer i serien Gyldendal Public fra Gyldendal Business den 23. september 2015. Bogen koster 300,- på GyldendalBusiness.dk og kan købes i alle boghandlere.
