Har ’disruptionisterne’ hijacked demokratiet?

I de seneste år har IT-konsulenter fra McKinsey, DareDisrupt m.fl. bjergtaget regering og dele af embedsværket på Slotsholmen. Disse 'disruptionister', der også omfatter 'hang-arounds' for IT-tænketanken Singularity University, prædiker alle om det teknologiske tusindårsriges snarlige komme, hvor ’alting forandres’ og verden genskabes på ny i teknologiens billede.

I disse måneder tyder noget på, at denne alliance af politikere, konsulenter og embedsværk får ’disruption’-vindene til at blæse ekstra kraftigt i den offentlige sektor:

• Politiet sætter strøm til POL-Intel, som er den nye database, der skal samle data på tværs af politirapporter, anmeldelser, CPR-register mv. Målet er, at finde mønstre i kriminalitet og prioritere ressourcer bedre.
• Et stort flertal i folketinget vil have et Nationalt Genom Center, som er en database med sundhedsoplysninger. Den skal muliggøre personlig medicin og dermed mere effektiv behandling.
• Danmark er i lighed med resten af EU godt i gang med at implementere EU's persondataforordning.

Jo, det går temmelig stærkt for tiden og viser, at 'disruptionisme' er mere end varm luft, men også indebærer vilje til magt og forandring. Det er nu 'disruptionisterne' lægger den infrastruktur der kommer til at udgøre danskernes digitale borgerskab. Og 'disruptionisterne' har travlt, for der er tilsyneladende ikke tid til dybere demokratisk dialog om konsekvenser og dataetik.

For der er nemlig masser af kritik af disruptionisternes dagsorden, både fra juridiske eksperter og en lang række organisationer. Kritikere der mener, at du snart vågner op til en dag, hvor du per automatik har fået en sag om dit barns vantrivsel på halsen, fordi du missede et forældremøde i sidste uge. Sagsbehandleren er i øvrigt en bot, og din retssikkerhed er dermed i hænderne på den programmør der har skrevet algoritmen, der behandler din sag. Læs f.eks. her om kommunernes brug af data om børns trivsel.

’Disruptionisterne’ ser kritikerne som kedelige typer, der slet ikke har forstået, at den danske offentlige sektor er i færd med ’eksponentiel vækst’, hvor ’kunstig intelligens’ skal gøre Danmark til et land der flyder med IT-mælk og VR-honning. At der så bliver slået et par skæverter, en IT-skandale eller to (Skat, Sundhedsplatform mv.), samt spildt et par milliarder eller mere – alt det er småpenge, i forhold til det, der er i vente!

Kritikerne bliver overhørt, også selv om der blandt dem er adskillige juridiske eksperter, der kritiserer lovforslagets fortolkning af samtykke blandt patienterne i Det Nationale Genom Center (med en retskendelse må politiet i øvrigt gerne kigge med).

Kritikere bliver overhørt, selv om udvikleren bag POL-Intel er det amerikanske firma Palantir, der også er leverandør til den amerikanske efterretningstjeneste. I Kina er planen at bruge den samme form for teknologi til at overvåge og adfærdsregulere borgerne i det offentlige rum.

Kritikere bliver overhørt, selv om EU's persondataforordning indeholder gode principper om ’retten til at blive glemt’ og ’privacy by design’. Men de danske undtagelser fra forordningen gør det lidt vanskeligt at genkende den oprindelige intention i forordningen. Det danske lovforslag gør det f.eks. muligt at samkøre diverse registre uden særskilt lovhjemmel. I debatten får man indtryk af, at det er af hensyn til fremtidig sundhedsforskning (læs: medicinalselskabernes forskning), at denne undtagelse indføres, men det gælder ifølge Kammeradvokaten også data om sociale forhold. Det vil blandt andet gøre det muligt at overvåge familiers deltagelse i alt fra tandlægebesøg til forældremøder via samkøring af registre.

Hold nu op, vil 'disruptionisterne' sige. Danmark er trods alt ikke Kina, men et fasttømret demokrati, hvor staten ikke skalter og valter med borgernes persondata. Eller jo, det gør staten desværre: Datatilsynet har gentagne gange kritiseret ministeriernes evne til at passe på netop persondata. En stikprøve i 2016 viste, at syv ud af otte myndigheder ikke levede op til persondataloven.

Alle de nævnte tiltag er båret af gode intentioner og gode viljer. Selvfølgelig giver det god mening at skabe et datagrundlag for personlig medicin, når nu fejlmedicinering er en af de væsentligste kilder til sygdom og død i dette land. Debatten bør ikke handle om data eller ej. Det debatten bør stå om, er måden hensynet til privatliv sikres og at borgerne kan give ordentligt samtykke. Dataetikken, som det hedder, skal være i orden.

Men alt det kniber det desværre gevaldigt med i al hastværket. Det kniber sandsynligvis, fordi ’disruptionisterne’ sælger dataløsningerne til det offentlige som effektiviserings-manna – og glemmer at lægge prisen for ordentlig dataetik oveni.

Måske er det på tide med en digital borgerretsbevægelse, der kan give ’disruptionisterne’ modspil?