Ledelsesarbejde med data kan udvikle skolens praksis.

Diskussionen om data starter oftest fra et kontrol- og styringsaspekt, men bør i første og sidste ende dreje sig om at udvikle praksis med fokus på at kende barnets lærings- og trivselsforudsætninger. Der kan synes langt fra en politisk debat om nationale data til hverdagens praksis, men hvis det skal lykkes at opbygge en endnu stærkere skole til gavn for alle børn, må det være ambitionen.

Det kræver at skolens aktører er opmærksomme på og har viden om hvad data er og hvad data kan (og ikke kan!) og – ikke mindst – hvordan data kan medvirke til at informere praksis. Det gælder både for lærere og pædagoger, ledere i skolen og de kommunale chefniveauer.

Skolereformen har sat fokus på at bruge data som en del af de fagprofessionelle og lederes arbejde med at styrke elevernes læring og trivsel. Ambitionen er, at datainformeret praksis – og derfor også datainformeret ledelsespraksis – kan medvirke til at skabe et bedre grundlag for de professionelle beslutninger.

Forskningslitteraturen og både danske og internationale erfaringer med brug af data i skoleledelse viser, at det er vigtigt, der er fokus på tre vigtige forhold, når ledere vil bruge data: Et bredt databegreb, Dataliteracy (datakompetence) og Datakultur.   Et bredt databegreb indeholder både kvantitative og kvalitative data. Nedenstående model kan give et overblik over forskellige datatyper:

Den lodrette akse markerer, om data er skabt i skolen eller uden for skolen. I modellens venstre side findes de pædagogiske data - altså data, der angår eleven og skolens resultater. I højre side finder vi omverdensdata – data, der ikke har direkte med undervisningen og skolemiljøet at gøre, men kan have stor betydning for de rammer og vilkår, eleven og skolen indgår i. Den vandrette akse angiver, hvilken form for data vi taler om: Øverst de kvantitative data, nederst de kvalitative.

I dagligdagen er det naturligvis især de pædagogiske data, der skal være i fokus, når der arbejdes med at styrke elevernes udbytte af skolen.     Dataliteracy Litteraturen om databrug viser, at data giver anledning til usikkerhed hos ledere. Usikkerheden kan ses i spørgsmål som: Har jeg som leder kompetencerne til at indsamle, analysere og fokusere data? Og kan jeg omsætte data til praksis?

Denne form for kompetence kan betegnes “dataliteracy”, der kan defineres som: - "Evnen til at spørge og besvare spørgsmål om at indsamle, analysere og skabe mening i og om data" (Her fra Klausen 2018)   Dataliteracy handler altså om ledelseskompetencer. Det handler om det at have en undersøgende og spørgende tilgang, i mens det på samme tid også handler om færdigheder hos ledelsen og på skolen  til at analysere data. Endelig handler dataliteracy også om at kunne skabe meningsfulde processer omkring brug af data.   Samlet set handler det om at opbygge skolens kapacitet til at kunne anvende og udvikle viden med henblik på at træffe de mest hensigtsmæssige beslutninger omkring indsatser, der antages at styrke elevernes udbytte af skolen.   Det er dog ikke gjort med at være dygtig til data og processerne om og med data. Danmarks Evalueringsinstitut har i seneste undersøgelser[i] omkring brug af data i skolen og brug af data i arbejdet mellem forvaltningsniveauet og skolens bl.a. gjort opmærksom på at der er behov for at blive bedre til at anvende kvalitative data og at kunne drøfte datas sammenhæng med den praksis, der foregår i skolen.     Der skal arbejdes med at udvikle en datakultur Det er derfor vigtigt, at arbejdet med data indgår som en del af skolens undervisnings- og læringsmiljø, og at ledelsen arbejder med at udvikle det som forskningslitteraturen benævner en datakultur: - "En datakultur er et læringsmiljø i en skole, der omfatter holdninger, værdier, mål, normer for adfærd og praksis, ledsaget af en tydelig vision for brug af data fra ledelsen" (Her fra Klausen 2018)   Fokus er dermed ikke data i sig selv, men at data indgår i skolens undervisnings- og læringsmiljø. Fokus skal derfor ikke kun - selvom det kan opleves sådan af mange ledere og medarbejdere - være på at udvikle dataliteracy, men først og fremmest den systematiske evalueringskultur der gør det muligt, at data indgår og får betydning for indsatserne i klasseværelset.   Samtidig viser litteraturen, at ledelsens brug af data er afgørende for om datakulturen udvikles. Ledelsen skal derfor ”gå forrest” omkring datainformeret praksis, men samtidigt være tydelig og klar omkring målet med databrug – altså at styrke alle eleveres læring og trivsel.   Hvis data udelukkende bruges til kontrol og benchmarking, vil det ikke lykkes at skabe det ambitiøse læringsmiljø, der styrker elevens mulighed for at blive så dygtig, som hun eller han kan.     Data er ikke bedre end, hvordan de bliver brugt Et bredt databegreb, stærke datakompetencer og en god datakultur skaber ikke i sig selv en bedre skole. Hvis data skal medvirke til at skabe et bedre grundlag for beslutninger er systematik nødvendigt således, at beslutninger kan fokuseres, vurderes og – ikke mindst – følges op. Det gælder både den enkelte lærers praksis i klassen, på det gode teammøde i arbejdet i ledelsesteam og i samarbejdet med forvaltningen.   Det er derfor vigtigt at huske at ikke alt er data, og at data kan ikke løse alle problemer i skolen - og foregår arbejdet med data ukvalificeret er der risiko for, at skolens opgave reduceres til at præstere på det, der kan måles.  

[i]  ”Skolers erfaringer med at anvende data” og ”Samarbejdet mellem forvaltning og skoleledelse om elevernes læring og trivsel”. Begge: EVA 2017