Forskningschef: Der er brug for forandringer af indsatsen for udsatte børn og unge

Der er nok ikke noget entydigt svar på spørgsmålet i overskriften. Men Nina Teis Jørring rejser nogle væsentlige spørgsmål og peger på nogle dybt relevante pointer i sit indlæg: Hvordan måler vi, hvad jeg vil kalde den ”psykosociale” indsats over for udsatte børn og unge?   Og hvilke outcomes – dvs. hvilke resultater på børnene måler vi egentlig på?

For det ser ud til, at vi måske har større fokus på, at en bestemt indsats er gennemført på en bestemt måde – men ikke på, om de børn og unge, der modtager indsatsen, faktisk trives og udvikles. 

Det kan ikke undgås, at vi i et ethvert stort socialt system og psykiatrisk støttesystem har brug for at måle og dokumentere, hvad vi gør. Og gør vi det rigtige? Men det er også fuldstændig åbenlyst, at vi ikke har fundet den gyldne løsning endnu. Tværtimod oplever vi som velfærdssamfund den tort, at vi - på trods af, at vi er et af verdens mest ressourcerige samfund med både skoler og behandlingsindsatser, der samlet set er lagt mange ressourcer i – ikke kan registrere, at børn og unge får det bedre og bedre. Det ser ud til, at løsningen ikke er mere af det samme.    Jeg kan bogstavelig talt trække kilovis af rapporter fra SFI’s forskningsprojekter om børn og unge ned af mine hylder. De viser samstemmende, at de fleste børn og unge trives, men der er en stor gruppe, der har svært ved at svømme tvangfrit rundt blandt det moderne samfunds mix af tilbud og krav.    Over en ud af ti har problemer Ser vi fx på SFIs Børneforløbsundersøgelse af 1995-årgangen, som vi har fulgt siden de blev født, er der nogle ganske interessante resultater fra de interviews, de unge deltog i som 15-årige. 6 pct. af drengene og 13 pct. af pigerne – altså dobbelt så stor en andel piger – har her symptomer på depression, der burde medføre en nærmere undersøgelse. Og 7 pct. af drengene og 15,5 pct. af pigerne bliver karakteriseret som ”unge med spiseproblemer”. Og det er altså blandt hele almindelige danske 15-årige (eftersom alle anbragte og alle med anden etnisk baggrund end dansk følges i separate undersøgelser.

Børn og unge i Danmark fra SFI er et andet eksempel på vores forskning i, hvordan børn og unge over en bred kam trives i dag. På den ene side peger rapporten på, at der – både i Danmark og internationalt – er en slags ”artighedstendens”. De unge, og især unge drenge, slår lidt mindre ud på en række risikofaktorer, end de gjorde tidligere: De drikker mindre, tager færre stoffer, udøver mindre kriminalitet, spiser lidt sundere, får lidt mere motion osv.

Men rapporten konkluderer samtidig, ”…at ganske mange unge piger udviser tegn på mentale trivselsproblemer, og udviklingstendenserne går i retning af, at flere unge har fået det værre gennem de sidste 4 år.”    Endelig har SFI netop i december offentliggjort en spændende rapport om sammenhængen mellem marginalisering og familiebaggrund, som også undersøger marginaliseringsprocesser i ungdomsårene. Undersøgelsen viser, at en del af de marginaliserede unge kommer fra såkaldt bredere sociale lag, det vil fx sige fra familier, hvor mor og far har haft en uddannelse og et arbejde. Altså de grupper, som vi normalt ikke tænker som udsatte.     Der er altså et fuldstændigt entydigt signal om, at noget at nødt til at blive gjort anderledes.   Indsats skal række langt ud over psykiatrien Selv om hovedparten klarer sig, plasker en del rundt, og nogle har simpelthen brug for en redningskrans i kortere eller længere perioder. Det er en plausibel hypotese, at en del børn og unge mistrives som følge af, at de har svært ved at håndtere den måde, samfundet fungerer på i dag. Individualiseringen er hård. Du skal være både smuk, smart, super intelligent, få høje karakterer, tage din uddannelse hurtigt, omgås de rigtige mennesker, være til stede på de sociale medier 24/7 – og helst fremstå super velfungerende i det hele.  

Samtidig er det sådan, at der ikke er enkle snuptagsløsninger. Vi er nødt til at tænke anderledes. Vi kan ikke nøjes med udelukkende tage os af børn og unges psykiske trivsel i den regionale psykiatri – og mange steder finder man også ud af at arbejde med dette lokalt. Og vi er nødt til at tænke indsatserne mere sammenhængende.

Det er snart en floskel at tale om indsatser på tværs og at vi skal væk fra silotænkning. Men det er tilsyneladende ikke let at komme ud over. Måske giver det fantastisk god mening, at regionens psykiatrifolk netop snakker med skolerne, forældrene osv., sådan som Nina Teis Jørring skriver.  Måske giver det også mening, at indsatsen ikke er forankret i en region, men snarere lokalt?   Vi mangler viden om, hvorfor nogle unge ser ud til at trives mentalt dårligere – og derfor mangler vi også de adækvate redskaber til at gøre noget ved det i den store sammenhæng og ikke bare som en individualiseret behandling af en udfordring, der – også – har et samfundsmæssigt udspring.    Vi er nødt til hjemme i hver familie, i hvert dagtilbud, hver skole, hver uddannelse at blive bedre til at rumme børn og unge og deres forskelligheder, og blive bedre til at håndtere den gruppe, der ikke har den mentale neoprendragt på og derfor ikke lige magter at tage en to kilometers brystcrawl på tid blandt venner, kærestesorger, skolegang og scoretricks, forældrekonflikter og flickr, facebook og færdigheder…     Det er også i hverdagen, at børns og unges duelighed og modstandsdygtighed til at handskes med livet og dets udfordringer skal rustes og nurses. Ikke kun ved udvalgte lejligheder i mødet med en behandler.