David Skov er en af de hjemløse, der opgav samarbejdet med kommunen, og fik hjælp fra almindelige danskere. Nu har han egen bolig, men kalder sig stadig hjemløs.

Ny undersøgelse: Hjemløse vil gerne have en bolig

Velfærd

18/02/2015 11:40

Nick Allentoft

Ni ud af ti hjemløse, der har midlertidigt ophold på et herberg, vil gerne flytte i egen bolig, viser ny undersøgelse fra SFI. Men tidligere erfaringer viser, at den nødvendige sociale støtte ikke altid følger med, og hver tredje har ikke kontakt til en sagsbehandler under opholdet.

Langt de fleste, der bor på herberger (§ 110-boform), er tilfredse med forholdene og relationen til personalet. Men de ser herberget som en midlertidig løsning i en akut situation og vil gerne flytte i egen bolig.

”Så en romantisk forestilling om, at mange hjemløse værdsætter en tilværelse uden eget hjem, skyder i hvert fald ved siden af,” siger forsker Lars Benjaminsen, der har lavet undersøgelsen. 

                Læs også: Undersøgelsen må medføre flere billige boliger til hjemløse

Stor tilfredshed med herberg
Selvom mange gerne vil flytte i egen bolig, så er 86 procent tilfredse med opholdet på herberget. Særlig forholdet til personalet er med til at gøre brugerne tilfredse, viser undersøgelsen. Flere peger dog på, at de kan savne indhold i hverdagen under opholdet på herberget.

”Et større fokus på meningsfulde aktiviteter kan være med til at give mening og indhold i en ellers vanskelig situation,” mener Lars Benjaminsen. 

Ingen støtte i egen bolig
Undersøgelsen viser også, at mange ikke fik den nødvendige støtte, sidst de boede i egen bolig.

”Vi ved, at det er alfa og omega, at de får den nødvendige sociale støtte, hvis de skal lykkes med tilværelsen i egen bolig. Her er der rum for forbedringer,” vurderer Lars Benjaminsen.

”Det er ikke nok at fokusere på, om de vil i egen bolig. Det er mindst lige så vigtigt at have fokus på, om forudsætningerne for, at det kan lade sig gøre, er til stede.”

Mangler kontakt til en sagsbehandler
Hver tredje hjemløse på herberg har ikke kontakt til en sagsbehandler fra kommunen under opholdet. Det er en udfordring, man bør kigge nærmere på, mener Lars Benjaminsen:

”Det er jo blandt andet denne kontakt, der skal bringe en løsning på vej.” 

 

Mest Læste

Annonce

07/11/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.