Har du en håndfuld krøllede og slidte 50 eurosedler liggende i en skuffe derhjemme, klar til ferien sydpå?
Så er det måske tid til at give dem lidt ekstra kærlighed, inden du pakker kufferten – ellers risikerer du at blive sendt slukøret ud af butikken denne sommer.
Den spanske centralbank har nemlig meldt ud, at alle slidte, misfarvede og beskadigede 50 eurosedler trækkes ud af omløb.
Det skriver Flysmart24.
Beslutningen gælder fra den kommende turistsæson, og banken forventer især mange af disse pengesedler i omløb netop i sommermånederne, hvor feriegæster invaderer det spanske solskin.
Ifølge Mallorca Daily Bulletin har den spanske centralbank specifikt henvendt sig til turister med en klar besked: butikkerne vil højst sandsynligt afvise at tage imod sedler, der ikke længere fremstår pæne og rene.
Årsagen til den kontante udmelding er ikke, at spanierne er blevet kræsne med æstetikken. I stedet er det kampen mod falskmøntneri, der ligger bag.
Netop 50 eurosedlerne er de mest populære blandt svindlere, og ved at fjerne slidte og beskadigede sedler håber centralbanken at minimere risikoen for svindel.
Men bare rolig: selvom du ikke længere kan bruge de slidte sedler i supermarkedet eller strandbaren, er pengene selvfølgelig stadig lige meget værd.
Løsningen er enkel: Banken tager imod de gamle sedler, og du får pengene tilbage i form af friske, ubeskadigede sedler, der uden problemer kan spenderes på tapas, sangria og alt det andet, ferien kræver.
Kontanter stadig populære
I Spanien er kontanter stadig meget populære – faktisk foretages næsten 40 procent af alle betalinger stadig med kolde kontanter. Netop derfor forventer man, at overgangen vil påvirke en del af sommerens besøgende.
Så inden du tager sydpå, kan du med fordel tjekke din rejsepung en ekstra gang.
Så slipper du for akavede situationer i køen ved isboden eller på markedet. Og hvis din pung allerede bugner af lidt for slidte sedler, så er der stadig tid til at skifte dem ud.