Hvis du er en af dem, der elsker forlystelsesparker, så er det nu, du skal spidse ører.
For alle med hang til rutsjebaner, fortryllende verdener og godt med fart over feltet, er der spændende nyt: Universal gør klar til at rulle den røde løber ud i Europa.
Og det bliver ikke en lille søndagsudflugt af en park. Planerne er ambitiøse, og hvis alt går efter planen, kan den kommende Universal-forlystelsespark ende med at stjæle rampelyset fra selv de største parker rundt om på kontinentet.
Det skriver Schweizer-illustrierte.
Efter flere måneders intense forhandlinger har Comcast, selskabet bag Universal, indgået en aftale med den britiske regering om at opføre Europas første Universal-resort. Destinationen? Bedfordshire – bare en times kørsel nord for London.
Her skal det tidligere Kempston Hardwick teglværk vige pladsen for en forlystelsespark i absolut verdensklasse.
Og der er tale om storformat. Hele 192,5 hektar bliver parkeret af til projektet – til sammenligning dækker Legoland i Billund beskedne 14 hektar.
Ud over selve forlystelsesparken planlægger Universal at bygge både hotel med 500 værelser, et shoppingområde og sin egen togstation. Så man kan roligt begynde at spare op – og måske også overveje et par nye sneakers, der kan holde til en god mængde kilometer.
Ifølge Universal Destinations & Experiences forventes byggeriet at gå i gang i 2026, og den længe ventede åbningsdag er sat til engang i 2031.
Det lyder måske som en fjern fremtid, men i forlystelsespark-verdenen er det nærmest i overmorgen. Og forventningerne er skyhøje: hele 8,5 millioner gæster forventes i det første år alene, og projektet anslås at kunne pumpe omkring 50 milliarder pund ind i den britiske økonomi frem mod 2055.
Jobmæssigt er det også lidt af en gavebod. 28.000 nye arbejdspladser forventes skabt, og størstedelen skal rekrutteres lokalt i Bedfordshire og omegn.
Indtil videre må europæiske adrenalinjunkies dog væbne sig med tålmodighed – og måske tage en sidste nostalgisk tur i Legoland eller Djurs Sommerland , inden de danske parker får hård konkurrence fra den britiske nykommer.