Donald Trump har i praksis overgivet sig til Vladimir Putin.
Så kontant lyder meldingen fra Trumps tidligere nationale sikkerhedsrådgiver, John Bolton, i en række opslag på X.
Baggrunden for udmeldingen er, at USA har meldt ud, at Ukraine må acceptere at opgive dele af sit territorium for at få fred, ligesom Ukraine ikke skal sætte næsen op efter et NATO-medlemskab med USAs støtte.
"Ved at lave de her indrømmelser har Trump hvad angår Ukraine reelt overgivet sig til Putin," skriver John Bolton.
Kold luft
Bolton var som nævnt national sikkerhedsrådgiver for netop Donald Trump i løbet af dennes første periode som præsident.
Siden er forholdet mellem de to dog gået nærmest lodret ned og kan nu bedst beskrives som på frysepunktet.
Bolton lægger da heller ikke fingre imellem, når han fortsætter sin analyse af den amerikanske præsidents håndtering af Ukraine-situationen. Faktisk skriver Bolton, at han flere gange har advaret om, at Trump ville favorisere Rusland i en eventuel forhandling mellem Putin og Zelenskyj.
"Ruslands militære indsats har været ringe, men Trump retfærdiggør Putins beslutning om at invadere. Skaden forvoldt mod USA's sikkerhedsinteresser vil række ud over Centraleuropa," skriver han og slutter af med:
"Trump-administrationen bør skamme sig."