Donald Trump har gentagne gange sagt, at han kan afslutte krigen i Ukraine "hurtigt", hvis han genvinder magten i Det Hvide Hus.
Hvordan han har i sinde at gøre det har hidtil været lidt tåget, men nu skulle den republikanske præsidentkandidat have fået en konkret plan fra to af sine rådgivere til, hvordan han kan komme i mål med netop den plan.
Det er imidlertid en plan med flere kontroversielle elementer. Blandt andet involverer den, at Ukraine kun vil få doneret flere amerikanske våben, hvis landet går med til at starte fredsforhandlinger med Rusland.
Det skriver The Guardian.
Truer Rusland
Den pensionerede Generalløjtnant, Keith Kellog, som er en af Trumps rådgivere angående national sikkerhed, har dog sagt i et interview, at planen også kræver russisk velvilje.
I forbindelse med ultimatummet til Ukraine vil USA nemlig informere Rusland om, at USA vil øge den militære støtte til Ukraine, hvis Rusland afviser at forhandle om fred.
Ifølge planen skal der indføres en våbenhvile undervejs i fredsforhandlingerne.
Hvis Trump genvinder præsidentembedet, og den nye plan bliver ført ud i livet, vil det markere et stort skifte i den amerikanske politik, når det kommer til krigen i Ukraine. Det er også realistisk, at planen vil møde massiv modstand fra USA's allierede i NATO og Europa samt internt i det republikanske parti.
Det russiske styre har tidligere sagt, at enhver plan for fred skal "reflektere virkeligheden på jorden", men at den russiske præsident, Vladimir Putin, er åben for at forhandle.