Udover nogle få indviede i den militære top i Ukraine, var der vist ikke mange, der havde regnet med at se, hvad der skete tidligt om morgenen for en uge siden.
For første gang i løbet af den over to år lange krig, krydsede ukrainske tropper nemlig grænsen til Rusland - og her virker de til at have bidt sig fast.
Det er begrænset med informationer fra operationen, men analytikere vurderer, at de ukrainske styrker er nået omkring 40 kilometer ind i den russiske Kursk-region, og det er noget, der har potentiale til at få afgørende betydning for krigen.
Det skriver den amerikanske tænketank Institute for the Study of War (ISW) i en analyse.
Operationel overraskelse
ISW vurder, at Ukraine har formået at lave en operationel overraskelse, og at de ukrainske styrker nu er i stand til at udnytte Ruslands manglende beredskab i grænseområderne i Rusland.
Grænseområderne mellem Rusland og Ukraine er nemlig ikke særligt godt beskyttet af russiske tropper, fordi størstedelen af den russiske hær befinder sig ved frontlinjen i det østlige Ukraine.
Derudover vurderer ISW også, at russerne gennem længere tid har spredt sine tropper over så bred en flanke, at russerne ikke har været i stand til at befæste deres forsvarsstillinger, og derfor var de ikke i stand til at modstå en gennembrud af den karakter, ukrainerne er i gang med lige nu.
Hvad er formålet?
Det helt store spørgsmål er, hvad Ukraine håber at få ud af operationen i Rusland.
Ved at bruge tropper og udstyr til at gå ind i Rusland, svækker Ukraine nemlig sit eget forsvar ved den østlige flanke, ligesom deres fremmarch i Rusland bestemt ikke sker uden tab.
Men selvom det altså er usikkert, hvad formålet med operationen er, så vurderer ISW, at det hele peger i retning af en strategisk triumf.
"Ukraine kan genoprette deres manøvredygtighed ved at planlægge og gennemføre en række mindre offensive operationer i stedet for at forsøge et enkelt afgørende slag," skriver ISW.