I dag er en særlig dato.
D. 29. februar findes nemlig kun hvert fjerde år, nemlig når vi har skudår.
Umiddelbart er det oplagt at tro, at det så faktisk er den dag, altså d. 29. februar, der er det, der kaldes skuddag, men sådan hænger det faktisk ikke sammen.
Det er nemlig d. 24. februar, der har den titel.
Og hvorfor nu det? Ifølge Nationalmuseet skal forklaringen findes i det gamle Rom.
Derfor har vi skudår
Først er det værd lige at kigge på, hvorfor vi overhovedet har skudår.
Årsagen skal findes i, at det tager Jorden ca. 365 1/4 døgn at nå en tur rundt som solen. Det betyder, at vi faktisk er en kvart dag efter cyklussen, når vi hvert år rammer fejrer nytår efter 365 dage.
Det vidste man allerede i det gamle Rom, for det var faktisk den romerske kejser, Julius Cæsar, der indførte den særlige ordning med en ekstra dag hvert kalenderår.
Men hvorfor er det så ikke d. 29. februar, der er skuddag?
Februar har ændret sig
I det gamle Rom var der kun 23 dage i februar, som desuden også var årets sidste måned. Derfor gav det god mening, at skuddagen blev lagt her, som den 24. februar.
Det ville svare til, at vi havde indført en "32. december" hvert fjerde år.
Uheldigvis var Julius Cæsars kalender ikke helt nøjagtig, og i løbet af en årrække endte vi faktisk med med, at forskellen mellem kalenderåret og det astronomiske år nåede op på 10 dage.
Det blev først fikset i 1582, da pave Gregor d. 13. introducerede en ny kalender, nemlig den gregorianske (i stedet for den julianske, som var opkaldt efter Julius Cæsar). I den forbindelse slettede paven simpelthen 10 dage for at få alt til at passe igen.
Det blev gjort ved, at torsdag d. 4. oktober blev til fredag d. 15. oktober som ved et trylleslag. Det betyder, at datoerne fra og med d. 5. oktober til og med d. 14. oktober 1582 faktisk ikke har fundet sted.
Så der er faktisk en nogenlunde logisk forklaring på, hvorfor det er d. 24. februar, der er skuddag.
