De næste to år skal Europas og verdens bedste badmintonspillere kæmpe om guld, sølv og bronze på dansk grund.
På et møde som det internationale badmintonforbund, BWF, afholdt søndag i Kina blev det besluttet, at Danmark tildeles værtskabet til Thomas & Uber Cup, VM for herre- og damehold.
Det skriver Badminton Danmark i en pressemeddelelse.
De næste to år
Det er blot tre år siden, at Danmark for første gang i historien afviklede Thomas & Uber Cup i Ceres Arena i Aarhus. I 2026 skal verdens bedste badmintonspillere til Horsens og spille på grønne baner i Forum Horsens.
Allerede i 2025 bliver arenaen testet badmintonmæssigt, da Danmark også har fået tildelt værtskabet for det individuelle EM. Det er fjerde gang i historien og første gang siden 2017, at Danmark skal stå for et individuelt EM.
"Det er en fantastisk totrinsraket af mesterskaber, vi har fået med først EM næste år og så et endnu større event i 2026 med Thomas & Uber Cup. Det passer godt ind i vores langsigtede ambitioner om at få endnu flere badmintonmesterskaber til Danmark. Efter VM i København og vores årlige VICTOR DENMARK OPEN i Odense er det dejligt, at vi kan præsentere Horsens som værtsby, så vi kommer endnu mere rundt i landet. Vi ser frem til at afvikle både EM og VM sammen med Horsens, som har betydelig erfaring med afvikling af meget store arrangementer," siger Badminton Danmarks formand, Kristian Pihl.
Bliver Danmark forsvarende mestre?
De danske badmintonherrer er lige nu i gang med Thomas Cup i Kina.
Turneringen betegnes som VM for landshold, og tingene begynder for alvor at spidse til i turneringen.
Axelsen, Antonsen og co. har vundet to af to opgør indtil videre og spiller i dag gruppefinale mod Malaysia, inden det gælder knald-eller-fald-kampene.
Danmark har vundet den prestigefyldte turnering en enkelt gang før, nemlig i 2016.