En tætpakket kalender og en kontrolleret hverdag med den samme rutine dag efter dag, men med en ugentlig krævet toppræstation på eliteplan. Det er vilkåret for elitesportsudøvere.
Men af og til har man bare brug for at komme væk fra det hele -hoppe ud af hamsterhjulet og møde livet fra andre perspektiver – og nye horisonter.
Og det gælder altså også de to landsholdsspillere håndbold, Althea Reinhardt og Mie Højlund.
De er vant til en dagligdag, hvor taktik, træning, faste rammer og planlægning er på menuen, men selvom de lever en privilegeret tilværelse med adrenalin, rejser og oplevelser, hvor deres hobby og passion er deres job, har de også af og til brug for at komme væk fra det hele.
Og løsningen for dem? Ugelange vandreture i Norge og Sverige
“Vi har altid haft en drøm om at komme til Norge og vandre, da naturen er så storslået der. Valget faldt på Lofoten, da vi har læst flere steder at det skulle være et af de smukkeste steder i Norge. Da Volkswagen gav os muligheden for at låne deres Van, var vi slet ikke i tvivl,” fortæller de to håndboldkvinder.
Kom med ned i rygsækken
Vandreturen skulle vise sig at blive startskuddet andre succeskriterier, der ligger meget fjernt fra det, Mie og Althea er vant til, når de arbejder på at blive endnu bedre til håndbold og præstere på så højt et niveau, som det er påkrævet i den bedste danske række i kvindehåndbold.
Mie og Althea lægger da heller ikke skjul på, at det var noget en udfordring pludselig ikke at have et så fast program, som de er vant til. Normalt er deres dag nemlig planlagt ned til mindste detalje, men efter at være kommet over den indledende udfordring med ikke at have en plan lagt for sig, endte det også med at åbne spillernes øjne for en side af sig selv, som de ikke nødvendigvis kender så godt.
“Vi endte med at nyde friheden og vi er åbenbart ret spontane.”
Faktisk endte de med at nyde det i sådan en grad, at de gerne vil give andre inspiration til at udnytte naturen til at komme helt ned i gear og. Derfor besluttede de sig for at dele deres oplevelser, og det har nu ført til bogen “Mie og Althea på udebane på Lofoten”, som udkommer i dag.
Bogen indeholder både forslag til de bedste vandreture i Norge, ligesom man også får gode råd til, hvad man skal have med sig og tænke over, når man for eksempel skal overnatte
Presset på topatleter
Det seneste år har vi hørt om flere håndboldspillere, der har set sig nødsaget til at trække stikket i en periode på grund af stresssymptomer. Blandt andre var Mikkel Hansen sygemeldt fra februar helt frem til midten af juli, hvor han igen var at finde på til træning.
Mie og Althea er også bevidste om at passe på sig selv mentalt, og der har deres ture ud i det ukendte vist sig at spille en afgørende rolle.
“Det hjælper os med at komme væk fra hverdagens stress, og lægge mobilerne fra os så vi bare kan være i nuet. Det er helt klart blevet et pusterum for os, og hvor håndbold kan komme lidt på afstand. I naturen har vi fundet ud af, at der er plads til de dybe samtaler, men også stilheden og roen,” fortæller de.
Masser af begynderfejl
Nu er Mie og Althea jo professionelle atleter, og de har i den grad styr på, hvordan man laver fransk kryds, screener og kaster bolden i nettet.
Men da parketgulvet i håndboldhallen blev skiftet ud med den nordiske natur, måtte de to kvinder starte helt forfra. Det får man blandt andet indblik i i bogen takket være uddrag fra dagbøger og sms-udvekslinger som tydeligt viser, at de to kvinder havde kastet sig ud i noget, de slet ikke havde erfaring med.
“På vores første vandretur til Sverige begik vi en del fejl, og selvom vi er blevet mere ”rutineret” vandrere, var Lofoten ingen undtagelse. Der skal gerne snige sig et par fejl ind når vi er af sted på vandretur. Vi lever efter filosofien Learning by doing, og vil gerne vise at man ikke behøver at vide alt på forhånd for at kaste sig ud i det. Vi vidste ingenting på vores første tur, og der er sikkert stadig mange ting vi ikke ved, men vi lærer lidt hver gang.”
Udnyt Danmark
En tur til den norske eller svenske natur virker nok tiltalende for mange, men det er immervæk noget, der kræver en del planlægning, når man også skal indregne transporttiden for overhovedet at nå frem til sit udgangspunkt.
Men Mie og Althea understreger, at man slet ikke behøver tage så langt væk. Faktisk elsker de også at vandre i Danmark, og har gjort det flere gange.
“Vi har utrolig flot natur i Danmark og behøver ikke at køre særlig langt for at stå i smukke omgivelser. Det er sjældent, at vi har længere perioder fri i en sæson, så det er oftest Danmark vi bruger når vi har 1, 2 eller 3 dage fri.”
Og hvis du nu sidder og tænker, at det kræver en fysik som en elitehåndboldspiller at få noget ud af sådan en tur, har Mie og Althea en klar opfordring til dig:
“Det gode ved vandreture er, at man altid selv bestemmer tempoet. I Danmark er det bare at kaste sig ud i det, da vi jo lever i et fladt land. Vi havde da selv høj puls i Alperne og på Lofoten, men så tager man bare nogle ekstra pauser og nyder udsigten.”
“Mie og Althea på udebane” udkommer i dag på forlaget Historia (eksternt link).
Uddrag fra bogen
"Historien om Mithea bunder først og fremmest i et meget tæt venskab. Et venskab, der begyndte at gro ekstra hurtigt, da vi begge skrev kontrakt med Odense Håndbold, og samtidig også et venskab, der skiftevis har båret os begge, når der har været ekstra brug for det. Vi har bygget en meget tryg og tæt relation op, der i bund og grund er baseret på enormt meget forståelse for det liv, vi lever, og de udfordringer, vi kan møde i forbindelse med det. En karrierevej, der ofte kræver stor forståelse, og nogle gange kun er til at forstå, hvis man selv har prøvet det.
Derfor er det nemt at reagere, snakke, være ked af det og drømme sammen, netop fordi vores liv minder ekstremt meget om hinandens. Men for at kunne forstå graden af vores venskab, skal man nok også kende baggrunden for det. Så lad os tage det fra starten.
Vi lever i en verden, hvor holdkammerater og venskaber skiftes ud sæson efter sæson. Det kan være meget hårdt at sige farvel i slutningen af sæsonen og alligevel meget ligetil, så snart et nyt hold startes op. Efter nogle år bliver det hurtigt hverdag, men også med den konsekvens, at holdkammerater ikke altid bliver lukket helt ind under huden på én – i hvert fald ikke hos os.
Derfor er det også meget unikt at have ét tæt venskab, der står igennem det hele. Netop derfor føles det ikke kun som et venskab. Det føles som selvvalgt familie, som det med tiden også er blevet. Vi har spist og sovet hjemme hos hinandens familie flere gange, og vi står først på gæstelisten, når invitationerne skal sendes ud til familiesammenkomster. Det er da også gået op for os, at vi ikke kan fortælle vores mødre noget, da de sladrer mere til hinanden, end hvad godt er, ifølge os. Netop derfor ser vi hinanden som integrerede familiemedlemmer, og selvom håndbolden bragte vores veje sammen, er det langt fra vores eneste fællesnævner."
