Sejr på 47-22.
Sejr på 32-21.
Sejr på 39-20.
Tre sejre ud af tre mulige, en målscore på +55 og fire point med videre.
Ja, de danske håndboldherrer må siges at være kommet særdeles godt i gang med deres titelforsvar ved VM, men uden at fornærme nogen kan man heller ikke påstå, at Nikolaj Jacobsens tropper ligefrem har været oppe imod store håndboldnationer, da de tre første modstandere var Algeriet, Tunesien og Italien.
Det ændrer sig imidlertid nu, hvor det gælder mellemrunden, for her bliver første kamp for danskerne nemlig et gensyn med tyskerne, som Danmark godt nok blæste baglæns ud af banen i OL-finalen, hvor det blev til dansk guld efter en sejr på 39-26.
Det betyder dog ikke, at danskerne kan tage den med ro, når naboopgøret løber af stablen tirsdag aften, men selv hvis Jacobsen skulle gå hen at opleve sit første VM-nederlag som landstræner, står danskerne stadig med rigtig gode kort på hånden i forhold til at gå videre til kvartfinalen.
Danmarks kampe i mellemrunden
Tirsdag d. 21. januar tørner Danmark sammen med Tyskland kl. 20.30.
To dage efter, torsdag d. 23. januar, står der Schweiz på menuen, ligeledes kl. 20.30.
Endelig slutter Danmark mellemrunden af med en kamp mod Tjekkiet lørdag d. 25. januar kl. 18.
Danmark er som nævnt gået videre til mellemrunden med fire point, og det betyder, at en enkelt sejr sandsynligvis er nok til at sende Danmark videre til kvartfinalen. Når det så er sagt, skal der to sejre til for at være helt sikre, og hvis Danmark slår Tyskland tirsdag aften, er to sejre også nok til at sikre danskerne førstepladsen i mellemrunden.
Mulige modstandere i evt. kvartfinale
Hvis de danske håndboldherrer lever op til favoritværdigheden og sikrer sig førstepladsen i mellemrunden, er der imidlertid risiko for særdeles stærk modstand i kvartfinalen.
Her bliver Danmarks pulje nemlig parret med mellemrundepulje 3, der tæller lande som Spanien, Portugal, Brasilien og Sverige.
Det kan altså ende med et vaskeægte arvefjendeopgør mod vores svenske naboer i den første knald-eller-fald-kamp.