Der kan være mange grunde til, at man vælger at hive teltpælene op og flytte.
Det kan skyldes et jobskifte, trang til en miljøforandring eller ændring i civilstatus.
Men det er faktisk en helt fjerde årsag, der er den mest normale til, at vi pakker flyttebilen.
Det skriver Home i en pressemeddelelse.
Behovet for mere plads er den vigtigste årsag til, at vi pakker flyttekasserne – og i år er det i særdeleshed tilfældet. Det viser YouGov og Homes flyttebarometer, som har været gennemført siden 2020*.
27 % af danskerne svarer i den årlige spørgeundersøgelse om folks flytteplaner med over 2.000 besvarelser, at ønsket om mere plads er den vigtigste årsag til, at de flytter.
Det er en stigning i forhold til sidste år, hvor tallet lå på 23 %, og det højeste niveau siden 2021 under Corona pandemien, hvor andelen ligeledes var 27%.
Lavest var niveauet i 2023, hvor det kun var 20 %, der angav pladsmangel som flytteårsag.
Opsparet behov
Årsagen til de flyttendes pladshunger kan ifølge Home skyldes et opsparet flyttebehov:
”Der er et opsparet boligbehov i halen på stigende renter og inflation, som blev udløst af invasionen i Ukraine. Flere familier har holdt igen med at flytte og er blevet boende i deres hjem, selv om det strammede pladsmæssigt,” vurderer Henrik Hauthorn Jensen, der er talsperson og boligmarkedsanalytiker i Home.
Men nu er der altså flere, der flytter for at få ekstra kvadratmeter:
”Det kan fx være det unge par med et barn, der er blevet boende i deres lejlighed, men nu sætter handling bag planerne om at få et hus, fordi renterne og inflationen er kommet ned fra de høje niveauer, de nåede for et par år siden,” lyder det fra Homes analytiker.
De udskudte bolig- og pladsbehov underbygges af, at ønsket om at få en have er rykket op som tredjevigtigste flytteårsag i stedet for et ønske om at flytte for at få ’mere luft i økonomien’:
”Det indikerer også, at privatøkonomien er bedre og giver plads til drømmen om hus og have,” siger Henrik Hauthorn Jensen fra Home.
Lysten driver
’Lyst til forandring’ indtager igen andenpladsen i årets undersøgelse – en placering den har haft hvert år siden målingernes begyndelse.
”Det er lidt overraskende, at boligmarkedet faktisk er så lystbetonet, som det er. Man er ellers tilbøjelig til at tro, der ligger rationelle behov bag de fleste flytninger – som fx nyt job, at man er blevet alene, arbejdsløshed mm.,” lyder det fra Homes analytiker.
Fælles for samtlige af de årlige målinger i Homes flyttebarometer er, at ønsket om mere plads er den vigtigste årsag til, at man flytter. Gennemsnittet for de hidtil fem årlige målinger ligger på 24 %.
Til sammenligning er der i YouGov og Homes flyttebarometer i år 8 %, der flytter for at få ’mindre plads’. Dette niveau er stort set stabilt over de seneste fem års målinger.
En opgørelse fra Danmarks Statistik, som Home har set nærmere på, viser også, at vi breder os på mere plads i vores hjem.
Fra 2014 til 2024 er et gennemsnitligt hus vokset med 4,8 kvm til 154,5 kvm. Hver person har i snit 60,2 kvm hus til rådighed mod 57,6 kvm i 2014.