”Jeg har lige set Frederiks nye film og må sige, jeg blev godt nok meget rørt. Det er så fantastisk at han kan fortælle om hvad han er gået igennem. Man har brug for at se, at man kan have det rigtig svært men alligevel komme igennem det. Vi kunne godt snart have brug for at se lidt lys for enden af tunnellen.”
Min ven, der skrev denne besked er selv pårørende til et barn med psykisk sygdom og jeg kan genkende hendes følelser. Da Frederiks problemer var værst, var vi ustandseligt ved at miste troen på, at det nogensinde skulle blive bedre!
Men vi fandt netværk på nettet og en støttegruppe for forældre i samme situation som os. Og den støtte, hjælp og vejledning som velfærdssamfundet gav os i familien sikrede os det vigtige overskud til at kunne fokusere på at være forældre for Frederik og hans søskende.
I dag er vi stolte over vores søn på 18, der har fået og taget imod hjælp til at klare nogle meget svære udfordringer i livet. Og han nægter at se sig tilbage. Han er på vej videre ud i livet!
Frederik skriver stærkt om sig selv og sin anden film:
”Jeg er autist. Systemet har klassificeret mig som en af de svage.
Men jeg blev først opdaget da jeg var 15. Jeg blev presset til ting jeg ikke kunne klare, mens jeg stod og så på mine kammerater gå igennem det uden problemer. Jeg sammenlignede mig med dem, og mit selvværd røg fuldstændig i bund. Jeg kunne se at jeg var anderledes, men systemet havde få år forinden fortalt mig at der intet var galt. Jeg var en helt normal dreng, som bare skulle leve helt normalt.
Samfundet sagde at alle de problemer jeg havde var mine forældres skyld. Jeg blev presset for meget, så jeg røg ud over kanten. Jeg fik en stressfremkaldt psykose. Alt sammen fordi systemet ikke kunne se mine vanskeligheder.”
Problemerne sætter sig?
De aller fleste unge går glade og generelt ret ubekymrede gennem puberteten: De har venner, går til fester, får kæreste på, bygger netværk, flytter hjemmefra og uddanner sig.
Men han dog er langt fra alene om at gå igennem svære kriser i ungdommen. Og en del må kæmpe længe for at komme fri af krisen. Nogle kommer aldrig ud på den anden side!
Men hvad betyder det for os, der er forældre? Hvad skal vi gøre når det hele synes uoverskueligt og umuligt?
Forældre er de første og vigtigste støtter for vores børn når livet kokser, men vi bliver også selv ramt: Når vi endeig opdager der er noget galt, så bliver vi tit både skamfulde og skræmte!
"Er det min skyld?", har jeg tænkt igen og igen, og været lige ved at opgive det hele. Det helt naturligt at miste troen på, at der nogensinde findes lys for enden af tunnelen.
Statistikkerne taler jo også deres eget alvorlige sprog: Psykisk lidelse i ungdommen ses tit at trække lange spor gennem livet.
Dit barns problemer bliver nemt en tung, tung byrde. Du risikerer at miste troen på fremtiden for dit barn.
Men det er det sidste, der må ske! Som forælder skal du håbe.
Og der er grund til håb.
Se Frederiks nye film her:
Er mønsterbrud ved at blive det nye mønster?
Nogle kalder det social arv, men i dag belærer lægevidenskaben os om, at psykiske sygdomme, der går i arv først og fremmest skyldes en biologisk arv.
Men det vigtige spørgsmål er om psykiske lidelser per definition er livsvarige?
Tidligere var det reglen, men sådan er det ikke mere.
Lægevidenskaben giver os i stigende grad grunde til håb: I takt med at problemerne opdages tidligere, og behandles bedre er der flere og flere, der bryder mønsteret og bliver helt fri af deres lidelser.
Der er et begreb for det: Man kalder det recovery.
Samfundet bruger miliarder på psykisk sygdom hvert år. Kun en meget lille del går til egentlig behandling. Resten går til kontanthjælp, social støtte, flexjob og meget andet.
Men måske står vi midt i et skifte! Mønsterbrud er det nye mønster.
Se Frederiks første film om, hvordan det opleves at være psykotisk her:
