Dr. pæd. Niels Egelund har givet mig følgende stafet: Er vi på vej mod velfærdssamfundets endelige? Eller hvordan holder vi liv i et velfærdssamfund, der i den grad er presset på ressourcer og af individuelle behov?
Mange har spurgt mig, om det ikke var sjovere at være politiker, før den økonomiske krise satte ind i slutningen af 00’erne. Dertil lyder mit klare svar: Nej. Tiderne har ganske vist ændret sig markant: Det er holdt op med at regne med manna ovenfra. Der er derfor mere end før brug for politikere med tydelige visioner og mod til at gå nye veje.
Krisen fordrer kreativitet og et nyt fællesskab, hvor det er slut med blot at kræve sin ret. I stedet for må vi – borgere, kommunalt ansatte og politikere - rykke tættere sammen i en dialog om, hvordan vi sammen kan skabe det næste velfærdssamfund. Et velfærdssamfund, som vi stadig kan være stolte af.
00’ernes overbudspolitik gjorde os på mange måder mindre ansvarlige som samfundsborgere. Var der et problem, måtte det offentlige løse det. Og som politikere har vi bestemt skubbet til den retning, når vi igen og igen har lovet bedre vilkår for børnefamilier, ældre og handicappede – og alene defineret bedre ud fra, hvor mange penge vi nu kunne sende til et givent område.
Brug for politisk lederskab
Det har altid været mit mantra, at vi skal udfordre ’plejer’. Og med den økonomiske udfordring vi står i, kommer vi slet ikke uden om det. Vi kan ikke fortsætte, som vi plejer, uden at leverpostejen bliver smurt så tyndt ud, at vi simpelthen ikke kan være det bekendt. I stedet skal vi opfinde nyt pålæg til brødet, der rækker hele vejen.
Situationen kalder på et lederskab, der tør vise vejen til et nyt velfærdssamfund, som vi ikke kender endnu. Derfor satte vi os sammen i Ældre- og Handicapudvalget i Odense og spurgte os selv: Hvad vil vi med ældre- og handicapområdet i Odense? Hvad skal kendetegne det? Og hvordan kommer vi derhen med de færre ressourcer, vi kan se frem til. Det førte til et paradigmeskifte, hvor vi i stedet for at sætte lighedstegn mellem bedre service og flere penge ser på den oplevede livskvalitet hos den enkelte og på, hvordan vi kan sætte den enkelte borgers egne ressourcer i spil.
I juni 2011 kunne vi på tværs af partifarver vedtage en ny vision for ældre- og handicapområdet i Odense. Den lyder: Vi vil – med brugeren og borgeren i centrum – være med til at skabe løsninger til det næste velfærdssamfund. En vision som vi, forvaltningens ledelse og medarbejderne, har forfulgt energisk lige siden. Med visionen fulgte en klar målsætning om at støtte borgeren i at leve et meningsfuldt hverdagsliv. Men har det ikke hele tiden været målet? Det har det måske nok, men vi har målt vores succes på, hvor meget vi kunne gøre for borgeren i stedet for at måle vores succes på, hvad vi kan hjælpe den enkelte til at kunne selv igen. Vi er i den bedste mening kommet til at pakke alt for mange ind i velfærdsvat.
Men vi får altså ikke ensomheden til at forsvinde hos en ældre herre ved at sende hjemmeplejen forbi og støvsuge, hvorimod en besøgsven kan give sociale relationer og livsmod. Og hvis vi gør alting for fru Jensen i stedet for at støtte hende i at kunne klare mest muligt selv, så får hun blot mere og mere brug for hjælp. Den yngre psykisk syge får ikke mere livsmod og selvværd af, at kommunen gør alt, tværtimod vokser selvværd og troen på at kunne, når vi i stedet støtter vedkommende i at forfølge egne drømme. Derfor har vi også vedtaget en række strategier om bl.a. rehabilitering, frivillighed og velfærdsteknologi. De bidrager hver især til at komme væk fra udelukkende kompenserende hjælp hen til at støtte og træne borgerne, så de i højere grad kan klare sig uden kommunen – eller med mindre hjælp.
Et eksempel er, når vi nu tilbyder ’træning som hjælp’-forløb til nogle af de mennesker, der tidligere per automatik fik tilbudt hjemmehjælp. Nu giver vi den nødvendige hjælp, samtidig med at vi træner sammen med den enkelte. Resultatet er positivt, mange oplever, at de med træningen genvinder kræfter til igen helt eller delvist at kunne klare sig selv. Faktisk har vi lige rundet de første 500 borgere, som igen er blevet helt selvhjulpne. Tilgangen er den samme i socialpsykiatrien og på handicapområdet. Opgaven handler om at gøre den enkelte i stand til at kunne mest muligt selv.
Vi gør det sammen
Den helt fundamentale ændring af vores måde at tænke velfærd skabes ikke over natten, og en politiker eller et politisk udvalg gør det ikke alene. Det skal ske sammen med borgerne og medarbejderne. Vi har skabt en vision, der viser en retning, som peger frem i tiden, og som giver mening.
I Odense fører vi en løbende samtale om, hvorfor vi gør, som vi gør. Vi søger hele tiden at byde ind til reel samskabelse af nye velfærdsindsatser. Rammen er ikke til diskussion. Der er ingen mulighed for at sætte kryds i feltet ’send flere penge’. Det er indholdet, og måderne vi skal tale om – det er vi faktisk helt afhængige af, at borgere og medarbejdere søger indflydelse på.
Som politikere har vi en opgave med at turde gå forrest ad nye veje, at stå fast, når vinden blæser og også nogen gange lave en ”ommer”, velvidende at så er der noget andet, der lykkes – for først når vi er derude, hvor vi tør satse og bevæge os ud på ukendt grund, skaber vi det nye.
Tilbage til dr. pæd. Niels Egelunds spørgsmål: Nej, vi er ikke på vej til velfærdssamfundets endelige. Vi er godt på vej mod det næste velfærdssamfund – et velfærdssamfund som jeg tror på bliver bedre end det, vi kender i dag.
Links
Vision og strategi, Ældre- og Handicapforvaltningen Odense Kommune
Se indslag på TV2 Fyn, Rehabilitering sparer millioner, 27. februar 2013
Se indslag på TV2 Fyn, Hjælp til selvhjælp, 27. februar 2013
Se videoen Velfærdsteknologi i Odense Kommune, maj 2013
