I 2012 udbød kommunerne ca. 25 procent af de opgaver, det er muligt at konkurrenceudsætte. Det er en stigning på næsten 3 procentpoint siden 2007. Det vil sige, at kommunerne stille og roligt er i gang med at øge omfanget af opgaver, der konkurrenceudsættes.
Debatten omkring, hvorvidt den øgede konkurrenceudsættelse er en god eller dårlig idé, deler sig groft sagt i to: Den ene fløj, der mener, at der er stærk evidens for, at konkurrenceudsættelse kan betale sig. Den anden fløj, der mener, at evidensen er mere uklar. Det er derfor relevant at spørge, hvad forskningen egentlig viser, som Rikke Vestergaard gør i sit spørgsmål til mig.
OPS - Få overblik her
Evidens for kroner kontra kvalitet
Og generelt set må man sige, at de undersøgelser, der er lavet af området, er af ret blandet kvalitet og peger i lidt forskellige retninger. Der kan i nogle tilfælde rejses tvivl om, hvor repræsentative de udvalgte cases er. I andre tilfælde er undersøgelserne baseret på de involverede parters egen vurdering af effekter, og det er her uklart, om parterne altid har tilskyndelse til at være objektive i deres vurdering. Den ansvarlige myndighed kan måske have en tilskyndelse til at overvurdere gevinsterne, mens det modsatte kan være tilfældet for medarbejderne.
Der er generelt ret få undersøgelser, der har kigget på, hvilken betydning konkurrenceudsættelse har for kvaliteten af velfærdsydelserne. Og de undersøgelser, der er lavet, giver ikke noget entydigt billede. I undersøgelserne er der eksempler på både bedre og dårligere kvalitet som følge af konkurrenceudsættelsen. Det billede går igen i den offentlige debat, hvor de to fløje altid vil kunne finde enkeltsagseksempler på enten dårligere eller bedre kvalitet efter et udbud.
Der er flere valide undersøgelser af, om der er penge at hente ved konkurrenceudsættelse. Og her er konklusionen mere entydigt, at der er penge at spare. Især på de tekniske områder er evidensen så solid, at der ikke hersker megen tvivl om, at udlicitering økonomisk set ofte er en god forretning.
Hvis vi konkret ser på 74 udbud samlet gennem udbudsportalen for perioden 2005-2012, er der en gennemsnitlig besparelse på 15 procent. For disse cases kan 44 kategoriseres som tekniske serviceydelser, mens 30 kan kategoriseres som bløde serviceydelser.
Selv om evidensen er af svingende kvalitet, er især evidensen omkring besparelserne stærk nok til, at Produktivitetskommissionen, som jeg har været medlem af, anbefaler, at kommunerne går videre med at udbyde flere af de egnede opgaver, også på de bløde velfærdsområder.
Fire grunde til at konkurrenceudsættelse giver mere kvalitet for pengene
Der er flere grunde til at tro, at konkurrenceudsættelse giver lavere omkostninger og/eller højere kvalitet.
Det første argument er, at konkurrenceudsættelsen i sig selv giver leverandørerne et øget fokus på, hvordan de kan levere den bedste løsning til den laveste pris. Det gælder uafhængigt af, hvem der ender med at udføre opgaven. Konkurrence holder nemlig leverandørerne på tæerne – private såvel som kommunale – og tilskynder dem til at optimere arbejdsgange og investere i tiltag, der reducerer deres omkostninger.
Man kan også formulere det sådan, at formålet med et udbud er at teste, hvorvidt markedet er i stand til at levere en bedre kombination mellem pris og kvalitet, end kommunen selv er i stand til. Kommunen skal i sidste ende naturligvis kun vælge at udlicitere, hvis der er en privat leverandør, der kan levere til en lavere pris og/eller en højere kvalitet end kommunen selv er i stand til.
For det andet er udlicitering en måde, hvorpå man kan inddrage innovationskraften fra den private til den offentlige sektor. I store dele af den private sektor er det en nødvendighed, at der hele tiden er fokus på innovation for at stå så godt som muligt i konkurrence med andre virksomheder. Ellers slår konkurrenterne en af markedet.
For det tredje kan udlicitering give mulighed for at opnå stordriftsfordele ved, at en privat leverandør kan løse opgaver i flere kommuner. Det kan fx ske ved, at en kommune overlader driften af et plejehjem til en privat leverandør, der i forvejen driver plejehjem i andre kommuner.
For det fjerde får visse opgaver, som fx rengøring, større ledelsesmæssigt fokus i et privat selskab, hvis hovedopgave er at løse netop disse opgaver, end i en offentlig institution, hvis hovedopgave er noget helt andet. I de fleste kommunale institutioner er ledelse af rengøringspersonalet jo blot en lille sideopgave blandt mange andre og for ledelsen umiddelbart vigtigere opgaver.
Mere blødt potentiale
I dag er det kun 24 % af de bløde opgaver som fx hjemmehjælp og aktiveringskurser og 37 % af de mere ’hårde’ opgaver som affaldshåndtering og vedligeholdelse af parker, der konkurrenceudsættes. Der er altså et potentiale for, at flere opgaver kan sendes i udbud. Når Produktivitetskommissionen peger på, at der især er et potentiale på de bløde områder, skyldes det, at 58 % af de kommunale udgifter går til de bløde velfærdsopgaver. Det er altså her, man skal vende blikket hen, hvis kommunerne for alvor skal øge andelen af de opgaver, der konkurrenceudsættes.
Men for at udlicitering bliver en god oplevelse, hvor kvaliteten i ydelserne bevares og måske også forbedres, er det vigtigt, at kommunerne er omhyggelige, når de konkurrenceudsætter. De skal først og fremmest lave et godt udbudsmateriale og være kritiske i valget af den endelige leverandør. Og når opgaven kører, skal de føre tilsyn med, om opgaven så også bliver løst med den kvalitet, som det var intentionen i udbuddet.
Stafetten videre til Niels Højberg
Og her vil jeg gerne sende stafetten videre til Niels Højberg, stadsdirektør i Aarhus kommune, og formand i Kommunaldirektørforeningen. Spørgsmålet lyder, hvad han mener, at kommuner kan gøre for at sikre, at en udlicitering bliver en succes.
