Det er ikke let at starte som ny lærer i folkeskolen. Det dokumenterer en ny ph.d. afhandling af Rene B. Christiansen fra UCSJs afdeling for Forskning og Innovation.
Afhandlingen undersøger nye lærere og deres oplevelser med lærerarbejde det første år i skolen. I sin forskning har han gennemført interviews med 13 nyansatte og nyuddannede lærere, 4 skoleledere samt gennemført en række observationer på skoler og på kurser for nye lærere. Rene B. Christiansens ph.d. projekt har været tilknyttet Institut for Psykologi og Uddannelsesforskning ved Roskilde Universitet.
Svært at få adgang til skolens indre liv
Som et billede på, hvordan det kan opleves at starte som lærer i en folkeskole, fortæller Rene B. Christiansen, hvordan det kan opleves at få “adgang til skolens indre liv”:
"Der er rig mulighed for at gå omkring på en skole, medmindre man italesætter sin intention med at være der. Til eksempel er jeg på besøg på en skole for at lave et interview, og mens jeg venter, får jeg ideen at tage et billede af en dør til et klasseværelse. Dette viste sig imidlertid vanskeligt, og jeg fik involveret det meste af skolens administrative personale – før jeg fik lov til at tage billedet," lyder det i afhandlingens resume.
Ph.d. afhandlingen beskriver gennem teori, observationer og interviews en lang række eksempler af de nye læreres oplevelse af deres første undervisningsår. Fire eksempler er:
- Usikkerhed om hvad der skal til for, at et undervisningsforløb lykkes eller mislykkes. Nye lærere har en tendens til at se vellykket undervisning som et værn mod uro i klassen. God undervisning har rolige elever som sit resultat. Mislykket undervisning får eleverne til at være urolige og larme. De nye lærere er ydermere usikre på, hvad der skal til for at et undervisningsforløb lykkes eller mislykkes. Undervisning er på den måde en kampplads, der både rummer mulighederne for succes og for fiasko.
- Elevernes reaktioner afgør om “læreren oplever følelsen af at slå til.” Interaktioner med eleverne er den primære kilde til følelsen af at slå til som lærer, men samtidig også hovedkilden til oplevelser af udbrændthed, frustrationer og overvejelser om at stoppe som lærer. Samtidig viser afhandlingen også at nye lærere evaluerer undervisningens succes på baggrund af elevernes umiddelbare reaktioner.
- De nye lærere har en mission - de underviser ikke for sjov. Undervejs i de interviews, der blev foretaget, spurgte Rene B. Christiansen de nye lærere, hvad der ville ske, hvis de lagde sig syge for en dag eller for en længere periode. Det blev tydeligt, at nye lærere har en intention med deres lærerarbejde. Der undervises ikke for sjov – og aktiviteterne er for væsentlige og vigtige til, at de blot kan blive overladt til forskellige voksne, der kommer og går.
- Nye lærere vil ikke tilbage på skolebænken. I ph.d afhandlingens observationer af nye lærere på kursus i en midtsjællandsk kommune, blev det tydeligt, at nye lærere har et stort behov for rum til at diskutere og dele hverdagens erfaringer med andre nye lærere. Samtidig viste initiativet også, at det at placere nyuddannede, nyansatte lærere “tilbage på skolebænken” var uhensigtsmæssig. De nye lærere ønskede ikke at optræde i rollen som studerende igen eller at blive kollektivt tiltalt som hold, men derimod at blive taget alvorligt som professionelle i job med ansvar.
Den gode og den dårlige nyhed
“Den dårlige nyhed” fra ph.d. afhandlingen er, at nyansatte og nyuddannede lærere formulerede det første år som lærer meget som noget “man bare skal igennem” for at komme ud på den anden side - stærkere og klogere.
“Den gode nyhed” er, at selvom forskningen viser, at mange nye lærere overvejer at forlade professionen i den første tid, så var der ingen af dem, der blev interviewet og observeret i ph.d. projektet, der havde disse overvejelser - selvom deres dagligdag ikke var en succes hele tiden.
Disse bestræbelser understøttes af uddannelsesforskningen, hvor følgende citat ifølge Rene B. Christiansen rammer ind i kernen af, hvad de studerende oplever i deres første år i lærergerningen:
“A period of survival but also one of discovery” (Michal Hubermann, uddannelsesforsker).
Yderligere oplysninger:
- Rene B. Christiansen, lektor ved Educationlab: Forskningsprogram for Teknologi og Uddannelsesdesign, Afdelingen for Forskning og Innovation, University College Sjælland, tlf. 7248 1295, [email protected]k.
- Afhandlingen er kommet i bogform og kan erhverves ved henvendelse til Roskilde Universitet.