Private virksomheder giver det offentlige succes

Velfærd

29/11/2016 15:45

Chefkonsulent

Både kvaliteten og effektiviteten er højere, når private virksomheder deltager i udviklingen af nye offentlige serviceydelser, produkter og kommunikationsformer, viser en gennemgang fra Center for Offentlig Innovation.

I dag er private virksomheder med i 30 % af tilfældene, når det offentlige udvikler nye serviceydelser, produkter, organisations- og kommunikationsformer. Og når det private har en finger med i spillet er resultatet ofte positivt – både målt på kvaliteten og effektiviteten af innovationsprojekterne. Det er en af konklusionerne i den nye bog Innovationsbarometeret - Højere kvalitet og effektivitet i den offentlige sektor gennem innovation, skriver netmediet DIBusiness.dk

- Private virksomheder bidrager bl.a. til den offentlige innovation med andre kompetencer og erfaringer end dem, det offentlige selv har. Det kan fx være teknologisk know how. Og det er vigtigt, for vi kan se, at hver anden innovation anvender ny teknologi eller en kendt teknologi, som kan tilpasses til en ny sammenhæng, forklarer Ole Bech Lykkebo, som er bogens forfatter og analysechef hos Center for Offentlig Innovation.

Der er formentlig også en tendens til, at det typisk er forholdsvis lovende projekter, der bliver udvalgt til de privat-offentlige samarbejder – og at hele processen om projekterne bliver skærpet, når der er flere parter involveret. Men det skal på ingen måde tage glansen af de gode resultater, understeger Ole Bech Lykkebo.

En robothånd til kartoflerne
Fødevarestyrelsen er en af de offentlige organisationer, som har nydt godt af et innovativt samarbejde med en privat virksomhed. Styrelsen har nemlig ansvaret for at kvalitetsteste den store mængde læggekartofler, som danske kartoffelavlere hvert år eksporterer til udlandet. Men det omstændelige arbejde med at tage prøver ved håndkraft har været et opslidende arbejde for medarbejderne – og samtidig en dyr løsning for Fødevarestyrelsen.

DI - Dansk Industri

Erhvervslivets brancefællesskab, DI, er redaktør for eget indhold på DenOffentlige.

Læs flere historier, forslag og oplæg fra DI her.

Takket være et innovationssamarbejde med robotudvikleren KP Automation vil en stor del af arbejdet fremover blive gjort af to robotter. De er bl.a. udstyret med en kunstig synssans i form at avanceret kamerateknologi, som sikrer, at prøverne bliver taget det rigtige sted på kartoflerne. Automatiseringen betyder, at Fødevarestyrelsens medarbejdere nu i stedet kan koncentrere sig om at analysere prøverne.

Udfordrede udbudsmaterialet
Ifølge Kim Poulsen, der er adm. direktør i KP Automation, skyldes det gode resultat bl.a., at de som virksomhed har haft mod til at udfordre udbudsmaterialet.

- Innovation opstår, når man angriber udfordringerne på en ny måde, og i samarbejdet med Fødevarestyrelsen udfordrede vi faktisk selve udbudsmaterialet og scenarierne i det. Forinden havde vi nærstuderet de manuelle processer og stillet de rigtige spørgsmål. Det gjorde os i stand til at komme med et bud, der ikke bare automatiserede den eksisterende proces, men også optimerede den, fortæller Kim Poulsen.

Med i bagagen havde KP Automation erfaringer med alt fra radarsystemer og vindmøllekomponenter til automatiseret høstning af pyntegrønt.

- Vores force som virksomhed er, at vi kan udnytte vores viden og den nyeste teknologi på tværs af brancher og genbruge tankegangene fra andre projekter. Men succesen med netop dette projekt beror også på, at Fødevarestyrelsens medarbejdere har været meget proaktive i samarbejdet med os og bidragede med deres dybe faglighed, vurderer Kim Poulsen.

Fokus på kvalitet frem for pris
DI er meget opmærksom på udviklingen inden for offentlig-private innovationssamarbejder. Ikke mindst fordi den nye udbudslov giver de offentlige aktører nye, konkrete muligheder for at efterspørge innovative løsninger.

- Det er meget positivt, at vi ser så gode resultater, når det offentlige går i samarbejde med private virksomheder om innovative projekter. Jeg kan kun opfordre til, at flere offentlige aktører afprøver mulighederne – og at de i endnu højere grad sætter fokus på kvalitet og nyudvikling i deres udbud frem for et snævert prisfokus, udtaler Mette Rose Skaksen, Branchedirektør for Service i DI.

Mest Læste

Annonce

07/11/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.