Velfærdsstaten monopol står i vejen for fokus på mennesker

I den seneste fortælling om Kong Christians den Halves møde med beskæftigelsessystemet ses det med al tydelighed, at systemtænkningen gik forud for borgerinddragelsen.

Ved tre forskellige lejligheder mødte han op og bad om hjælp og blev mødt med krav om fattig- og umyndiggørelse, før systemet ville hjælpe ham.

Havde vi haft en bedre beskæftigelsesstrategi for f.eks. muligheder for selvstændigt erhverv for mennesker med handicap og andre arbejdsevnebegræsninger, så var det aldrig kommet så vidt, så det ville ende med 30 års på kontanthjælp, ødelagt helbred og en førtidig pension.

Var vi blot en smule mere ambitiøse i den individuelle målrettede hjælp, så ville Kong Christian den halve måske have været selvstædig erhvervsdrivende den dag i dag – måske endda ejer af en anerkendt danske teknologi virksomhed.

Det ville i hvert fald hverken have skortet på visioner eller kompetencer, og dermed er tabet langt større end blot et enkelt menneskes drømme og håb: men menneskets mulighed for at skabe og bidrage til noget større - til gavn for sig selv og samfundet.

Mens mere end 8 ud af 10 raske danskere er i beskæftigelse, så er kun godt hver anden med handicap det samme. Børn og unge med handicap føler i højre grad et pres i grundskolen end andre børn og unge. Ser vi på uddannelsesniveauet så er højeste gennemførte uddannelses for grundskolen dobbelt så højt for handicappede sammenlignet med elever uden handicap.

Handicap fremhæver jeg her, fordi den udløsende faktor i fortællingen om Kong Christian den halve var hans medfødte synshandicap. Samme forskel gør sig gældende for en meget store gruppe af mennesker med nedsat arbejdsevne og komplekse problemstillinger.

Tilgangen i beskæftigelsessystemet er den samme. Alle kommer nemlig i Jobcentret og mødes som udgangspunkt med de samme lovgivninger, samme krav, samme bureaukrati, samme medarbejdere med de samme kompetencer.

Borgerne mødes af den samme fattig- og umyndiggørelse og samme risiko for sanktioneringer.

ER man først kommet ind i beskæftigelsessystemet, så mødes man af et kludetæppe af love, paragraffer og betænkninger, som brugt i det rette sammenhæng burde give borgeren adgang til en differentieret indsats – også hvor ordinær ledighed ikke er den eneste udfordring.

Men vejen hertil er ofte for langsommelig og i mange tilfælde er borgeren ikke blevet oplyst om mulighederne tiltrods for den kommunale oplysningspligt. Det kræver højtuddannede specialister at forvalte kludetæppet i beskæftigelsesforvaltningen.

I  vores løsningsforslag for en flekspension tog vi udgangspunkt i en tre måneders udredningsgaranti og en opdeling for ordinært ledige og gruppen med mere komplekse udfordringer. En opdeling som skulle give en entydig og varig vej i beskæftigelsessystemet uden skifte imellem ydelser og indsatstyper.

Tænker vi videre om mulighederne, så kunne vi her lægge et benspænd for statens monopol. Der findes flere muligheder, men lad os tage udgangspunkt i at borgerens ret til en udredningsgaranti også tilskrev retten til at få sin sag behandlet et andet sted end i bopælskommunens Jobcenter.

Er der bedre tilbud et andet sted, eller kan tidsgarantien ikke overholdes, så er det fristende at foreslå, at den eksisterende behandlingsgaranti i sundhedsvæsenet for behandling på privathospitaler overføres til beskæftigelsessystemet.

Borgeren får altså en ret til at få sin sag udredt på et andet Jobcenter, i en anden kommune – eller sågar hos en specialiseret enhed i privat regi. Et privat specialiseret tilbud, hvor faglige kompetencer og behandlingstilbud matchede borgernes individuelle udfordringer.

I Alternativet ønsker man ”kontanthjælp og dagpenge uden modkrav”, hvilket udgør det helt centrale for de nødvendige ændringer på også beskæftigelsesområdet. Den individuelle ret over systemets krav. Mindre kontrol og mere tillid – færre krav og flere rettigheder. I erkendelse af at tæt på alle ønsker at være en del af fællesskaberne – også på arbejdsmarkedet.

For sandheden er, at stort set alle ønsker en tilknytning til også arbejdsmarkedet, og de fællesskaber som findes i såvel lønnet som ulønnet beskæftigelse. Det er en fundamental del af det at være et menneske, at have en identitet og en glæde/mening med livet og at kunne udleve sine håb og drømme.

En fri konkurrence på tilbudsgivningen til ledige uanset problemstillinger ville øge service, relevans og kvalitet i tilbuddene samt borgernes glæde, motivation, medejerskab og livskvalitet. Og merudgifterne til den hurtigere og målrettede udredning ville komme mangefold tilbage i kraft af en hurtigere skatteindtægt og billigere indsats overtid. Vi kalder det for at investere i mennesket, fordi det er en investering og ikke en udgift.

Adgangen til hjælpen kunne løses af flere udbydere – endda af specialiserede enheder, hvor den enkeltes problemer kom i fokus, og retten til at takke ja og nej til et tilbud blev respekteret. Hvor borgeren største problem blev løst først. Succeskriteriet ville være, at give borgeren præcist det rette og gode tilbud, som var præcist så godt at borgeren takkede ja.

Og her gør det heller ikke noget at tænke, hvad ville et opgør med beskæftigelsespolitikken og Jobcentrene resultere i, hvis det blev håndteret helt uden om Folketing og kommune?

Et tankeeksperiment, hvor lønmodtagere og arbejdsgivere skabte de bedste rammer for en nyt system baseret på samarbejde og tilbudsgivning. Et samarbejde imellem arbejdsmarkedets parter uden indflydelse fra stat og kommune på beskæftigelsesindsatserne – uden den tsunami af tilbagevendende ændringer og detailstyring men med væsentlig inddragelse af patientforeninger og handicaporganisationer. Et samarbejde som inddrog de offentlige aktører for social og sundhedsområdet, hvor udfordringen var andet end ordinær ledighed.

Det ville give et helt anderledes beslutningsrum, muligheder for målrettede indsatser og ikke underlægge menneskers nødvendige behandlingsforløb for skiftende politiske ideologier. Og ikke mindst ville det sikre nødvendige kompetencer og optimere vidensdeling.

For selvom mennesker som Kong Christians den halve i dag har ret til en personlig assistance i både lønnet og eget erhverv, så er det langt fra alle, der bliver oplyst om tilbuddet – og endnu færre som får det bevilliget. Der findes nemlig ordninger – om personlig assistance samt en tilskudsordning til selvstændigt erhvervsdrivende med nedsat arbejdsevne.

Havde Kong Christian den halve fået det tilbud og tilkendt hjælpen efter mulighederne for en personlig assistance eller tilskudsordningen, så var han aldrig havnet i kontanthjælpssystemet.

En støtte som vel og mærke afhænger af en række betingelser. Ordninger som kommunerne ofte ikke kender – eller som kun gavner et fåtal. Ordningerne skal bredes ud, så tilskudsordningen f.eks. ikke kun kan tilbydes mennesker med nedsat arbejdsevne, som allerede var i selvstædigt erhverv - men til alle der måtte ønske at udfolde deres virkelyst også i selvstændigt erhverv.

Tænk hvis mennesker med en svingende arbejdsevne via kompenserende ordninger havde samme mulighed på en flekspension med ret til støttet beskæftigelse eller selvstændigt erhverv som raske.

Det ville være at skabe et lige udgangspunkt for alle - uanset helbredssituation og arbejdsevne.

Det ville betyde alverden for dem og for samfundsøkonomien, at de også kunne tage beskæftigelse indenfor selvstændigt erhverv. At de kunne arbejde når deres arbejdsevne tillod det, i overensstemmelse med FN konventionen om at gøre det muligt for personer med handicap at få et selvstændigt liv.

Når man har svingende arbejdsevne pga. varig og nedsat arbejdsevne, så har man behov for at kunne arbejde, når evnen tillader det. Ikke når lovgivningen tilskriver det.

Men statens monopol på beskæftigelsesområdet umuliggør det stort set.

Hvis vi virkeligt ønsker at alle skal inddrages, så må vi starte med ikke at stå i vejen for deres drømme, håb og muligheder.