Derfor bør vi give ledige støtte uden krav og sanktioner

I Århus besluttede et flertal i byrådet for tre år siden at starte et visionært forsøg med borgerstyrede budgetter.

Projektet, med titlen ’Langtidsledige Tager Teten’, gav 97 borgere rådighed over et budget på op til 50.000 kroner til at finansiere deres egen plan for at komme i arbejde. Det stod dem frit for hvordan de ville bruge pengene, så længe de kunne argumentere for at deres investering ville bringe dem tættere på arbejdsmarkedet. Mere end halvdelen af deltagerne havde været på offentlig forsørgelse siden 2009.

De foreløbige resultater er meget positive: indtil videre er 60 procent af deltagerne på projektets første to hold enten kommet i job eller er blevet selvstændige, 85 procent af deltagerne mener, at projektet har givet dem større tro på at de vil komme i arbejde inden for det næste år og alle deltagerne vil anbefale tilgangen til andre ledige.

Som én af deltagerne udtaler i et interview med SUS, der evaluerer forsøget, har det været et nybrud at aktiviteterne er sket på de lediges præmisser.[1] Det har givet dem den fornyede motivation og selvtillid, der var nødvendig for at komme i arbejde.

Årtiers indsats baseret på krav og sanktioner er slået fejl

Resultaterne fra forsøget i Århus står i skarp kontrast til den ordinære beskæftigelsesindsats, hvor det er veldokumenteret at langt det meste aktivering ingen effekt har, eller ligefrem har en negativ effekt på beskæftigelsen.

Den eneste positive effekt, der er veldokumenteret er at udsigten til aktivering kan få folk til at gøre en ekstra indsats for at finde arbejde – og det virker vel at mærke kun overfor de mennesker, der har mulighed for at respondere og som virksomhederne rent faktisk er interesserede i at ansætte. Det er således påvist at virke for dagpengemodtagere, men ikke for kontanthjælpsmodtagerne.

Især for de ledige der har andre problemer end arbejdsløshed har den aktive beskæftigelsespolitik entydigt spillet fallit. Ifølge en rapport fra sidste år udarbejdet af konsulentfirmaet Analyse & Tal forbliver omkring 70 procent af kontanthjælpsmodtagerne i offentlig forsørgelse efter seks år, og det tal har stort set ikke ændret sig siden 1980’erne. Det eneste, der har ændret sig gennem årene er, hvilke ydelser personerne er på efter seks år.

Analysen viser, at når først folk har være på kontanthjælp i flere år er det meget usandsynligt at de kommer i arbejde. Det understreger hvor bemærkelsesværdige de foreløbige resultater af forsøget i Århus er.

Her er det i øvrigt vigtigt at pointere at også de ’aktivitetsparate’ ledige, dvs. de ledige der ikke umiddelbart er i stand til at tage et arbejde, i stigende grad udsættes for rådighedskrav og aktivering på linje med de arbejdsmarkedsparate ledige – på trods af at lovgivningen giver mulighed for at undtage dem. For eksempel var over halvdelen af de cirka 50,000 borgere, der i 2016 modtog et varslingsbrev om kravet om at leve op til 225-timers reglen kategoriseret som ’aktivitetsparate’ (og altså ikke vurderet i stand til umiddelbart at tage et arbejde).

Tidligere forskning fra Anvendt KommunalForskning fandt, at hver femte af de sanktionerede kontant- eller starthjælpsmodtager mellem 2007 og 2009 købte antidepressiv medicin minimum én gang, og hver fjerde af de sanktionerede brugte psykofarmaka mod depression, angst eller psykoser.[2]

Ledige med psykiske problemer bliver altså i høj grad udsat for sanktioner, som ikke har anden effekt end at forværre deres situation.

En mere realistisk model for menneskelig adfærd

Hvorfor har den nuværende beskæftigelsespolitik så dårlige resultater?

Måske fordi den bygger på forkerte antagelser om menneskelig adfærd som rationel og fokuseret på maksimering af egen fordel. Det er denne model for menneskelig adfærd, der ligger til grund for forsøgene på at motivere ledige til at arbejde ved at sænke ydelserne og stramme rådighedskrav og sanktioner.

Men forskningen indenfor adfærdsøkonomi og socialpsykologi peger på, at det er helt andre ting, der motiverer mennesker i praksis.

Konkret kan vi pege på flere forskellige årsager til at beskæftigelsesindsatsen er kontraproduktiv i forhold til formålet at få flere i beskæftigelse:

1. Stress og manglende overskud: Forskning har vist at folk der har begrænsede ressourcer også har begrænset mentalt overskud til langsigtet planlægning og dermed også til at lægge en strategi for at komme i arbejde eller få det bedre. Krav og sanktioner lægger beslag på folks mentale ressourcer og øger stress og udgør dermed en barriere for at komme i arbejde.
2. Underminering af følelsen af autonomi: Socialpsykologien peger på hvor vigtigt det er for mennesker at have en følelse af autonomi. Det nuværende system fratager de ledige følelsen af selv at have kontrol over deres situation. Som nævnt er det netop følelsen af igen at få herredømmet over eget liv, der har haft den største betydning for deltagerne i Århus-forsøget.
3. Underminering af den indre motivation: Den motivation, der kommer indefra er langt stærkere end en motivation, der bliver påtvunget udefra gennem krav og sanktioner. Krav og sanktioner risikerer tværtimod at underminere de lediges indre motivation for at udvikle sig og komme i arbejde.
4. Underminering af tilliden til sagsbehandlerne: Endelig peger forskningen på vigtigheden af gode, tillidsfulde, relationer mellem borgere og sagsbehandlere. Brugen af krav og sanktioner skaber konflikter og mistillid og underminerer sagsbehandlerens mulighed for at hjælpe borgeren.

Brug for forsøg med kontanthjælp uden krav og sanktioner

Forsøget i Århus viser vejen frem, men der er brug for større nationale forsøg, der kan vise os, hvordan beskæftigelsespolitikken kan designes så den bedre understøtter de lediges egen motivation.

Vi har brug for et stort nationalt forsøg med kontanthjælp uden krav og sanktioner, der kan give os mere viden om, hvordan vi bedst designer en beskæftigelsesindsats baseret på frivillig deltagelse.

Den danske befolkning har krav på at de 13 milliarder kroner, der hvert år bruges på den aktive beskæftigelsesindsats, bruges på aktiviteter med en dokumenteret effekt.

Et system med færre krav og sanktioner vil sandsynligvis have en mere positiv effekt på beskæftigelsen, fordi det vil give folk større mentalt overskud, øge de lediges motivation og forbedre relationen til sagsbehandleren.

Et system baseret på tillid og gode relationer, der styrker menneskers indre motivation og følelse af autonomi i stedet for at undergrave den.

Et system hvor socialrådgiverne kan få lov at gøre deres arbejde, i stedet for at bruge tiden på bureaukrati. Vi bruger hvert år næsten 4,5 milliarder kroner alene på administration af jobcentrene, og ifølge socialrådgiverne selv bruger de 80 procent af deres tid på administration.

Lad os i det mindste prøve det på forsøgsbasis og se om vores forventninger holder stik.

[1] https://www.sus.dk/fra-kontanthjaelp-til-job-naar-langtidsledige-tager-t...

[2] https://www.kora.dk/media/1298/udgivelser_2011_pdf_5105_naar_kassen_smae...