Vær med til at finde landets mest socialt ansvarlige virksomheder!

Velfærd

24/05/2013 08:43

Jakob Rom Johansen

Tager din virksomhed et socialt ansvar, eller kender du en, der gør? CSR People Prize er prisen til de store og små virksomheder, der gør en ekstra indsats, og der er netop åbnet for indstillinger. Prisen overrækkes af H.K.H. Prins Joachim, og Kofi Annan er hovedtaler ved prisuddelingen CSR Awards 2013.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

VFSA (Virksomhedsforum for Socialt Ansvar) uddeler igen i år erhvervslivets hæderspris, CSR People Prize, til virksomheder, der gør en ekstraordinær indsats for at udvise socialt ansvar over for sine medarbejdere eller for mennesker, som har brug for en chance på arbejdsmarkedet.

Mange danske virksomheder gør en stor indsats for at forebygge fx stress og sygdom på arbejdspladsen og fastholder medarbejdere, som har brug for en ekstra hånd. Mange indsluser også mennesker, der har svært ved at bide sig fast i beskæftigelse, fx grundet handicap, manglende uddannelse eller en kriminel fortid.  Lige nu leder vi efter de mange gode historier, så vi kan få dem frem i lyset og andre kan blive inspireret til at arbejde med deres sociale ansvar.

Hylder de gode initiativer
Netop derfor bruger vi CSR People Prize til at fremhæve de gode initiativer, erfaringer og resultater, der skabes, når virksomheder tager et socialt ansvar.

CSR People Prize er for både offentlige og private virksomheder i alle brancher. Og både store og små kan være med, for prisen uddeles i to kategorier:

• Mindre virksomheder med færre end 100 ansatte
• Store virksomheder med flere end 100 ansatte

Kofi Annan hovedtaler ved prisuddeling
Prisen uddeles af H.K.H Prins Joachim d. 16.-17. november til det store årlige prisshow CSR Awards, som i år afholdes i Holstebro, hvor tidligere FN-generalsekretær og nobelprismodtager, Kofi Annan, er hovedtaler. Han har tillige stået fadder til FN’s Global Compact, som udstikker retningslinjer for virksomheders sociale ansvar.

Sidste år gik den ene CSR People Prize til Gråsten Plejecenter for et stærkt og forbilledligt samarbejde med det lokale jobcenter om at stille praktikpladser til rådighed for personer, der står uden for arbejdsmarkedet. Derudover har plejecentret udviklet en omsorgspolitik, der har betydet et lavt sygefravær gennem flere år.

Dorthe Kristensen, plejehjemsassistent hos Gråsten Plejecenter, oplever, at CSR People Prize har givet mere opmærksomhed og anerkendelse til plejehjemmets indsats.

”Det har ført til, at andre har været nysgerrige og interesserede i at høre om den måde, vi har omsat socialt ansvar fra strategi til handling. Herudover har vi oplevet, at ledere, medarbejdere og praktikanter har været meget stolte og ydmyge over den store pris. Det har varmet at få et så stort skulderklap, for den indsats alle yder her på Gråsten plejecenter hver dag,” siger hun.

De store virksomheders pris gik sidste år til Øens Murerfirma A/S for et vedholdende arbejde med at hjælpe unge med en problemfyldt baggrund ind på arbejdsmarkedet. Virksomheden tilbyder desuden flere muligheder for medarbejdere, som ønsker at nedtrappe deres arbejde, hvis de fx rammes af stress eller en personlig krise.

Søg prisen eller giv et skulderklap!
VFSA har netop åbnet for indstillinger til CSR People Prize, og fristen for indstillinger er allerede 20. juni. Hvis du mener, at din virksomhed gør en særlig indsats, så søg prisen allerede i dag!

Du kan også indstille en anden virksomhed, hvis du kender én, der fortjener et stort skulderklap for sin indsats.

Sådan gør du:

Indstil en virksomhed til CSR People Prize >>

Læs mere om VFSA og CSR People Prize >>

Læs mere om CSR Awards hos csrfonden.dk >>

FAKTA OM CSR PEOPLE PRIZE:
• VFSA har i over 10 år arbejdet for at indsluse og fastholde socialt udsatte på arbejdsmarkedet. Det gør vi blandt andet ved at uddele den prestigefyldte hæderspris CSR People Prize.

• Med uddelingen af CSR People Prize hylder vi de virksomheder, der gør en særlig social indsats for udsatte grupper på arbejdsmarkedet, og som via konkrete initiativer har vist, at deres sociale engagement er forankret i både dagligdagen og ledelsens visioner.

• Med deres historier kan vi inspirere andre virksomheder til at tage små og store skridt inden for virksomhedernes sociale ansvar.

• CSR People Prize bliver, sammen med en række andre priser inden for CSR området, overrakt ved det store CSR Awards 2013, der afholdes den 16. og 17. september i Holstebro, hvor forhenværende FN-generalsekretær Kofi Annan er hovedtaler. Læs mere om CSR Awards på www.csrfonden.dk og www.vfsa.dk.

FAKTA OM VFSA:
• VFSA – Virksomhedsforum for Socialt Ansvar står bag prisen, der er en del af VFSA’s samlede strategi for at sætte socialt ansvar på dagsordenen og rådgive beskæftigelsesministeren om emnet.

• VFSA består af en række danske erhvervsfolk fra de største danske virksomheder. Medlemmerne er alle personligt udpeget af beskæftigelsesministeren.

• Sven A. Blomberg, adm. direktør for BRF Kredit er formand, mens de øvrige medlemmer tæller ledere fra bl.a. Falck, Grundfos, og IBM.
 

Mest Læste

Annonce

10/12/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.