Gjellerup: Viden deles og evalueres for sent

Gennem historien har ægteskaber hvilet på mange andres beslutninger end de to involveredes. På samfundets konventioner, på slægters interesser, magt eller afmagt og på forældres fordomme.

Den tid og de konsekvenser for det enkelte menneske gyser vi ved i dag og forarges og det, der er værre, når elementer af denne fortid viser sig levedygtige i andre kulturer end vores egen.

Når vi taler om offentligt privat innovationssamarbejde, offentligt privat partnerskab og alle mulige andre betegnelser for de to sektorers samarbejde, så finder vi os placeret i forældrenes position. Hvorfor vil de to ikke rigtig have hinanden? Det er jo så indlysende fornuftigt.

Der er på innovationsfronten etableret mere end 250 OPI-projekter, og dem har vi takket være et målrettet registreringsarbejde gennemført af to forskere fra KORA nogenlunde styr på. Der er sikkert allerede kommet flere til, og der er sikkert også nogle, der ikke er kommet med i første omgang.

Det er derfor vigtigt, at registreringen ikke blot bliver et øjebliksbillede, der fortæller os, at der skam er liv i opfyldelsen af de fornuftige forventninger. Registreringen skal udløse og understøtte flere forhold:

• Hvad har været den afgørende inspiration?

• Hvad har været afgørende for fremdriften i samarbejdet?

• Hvad har været hæmmende for samarbejdet?

• Hvad er kernen i det, man ville, og i det, man har fået?

• Hvilke former for resultater er der kommet ud af anstrengelserne?

Uden mere systematisk viden om disse forhold, er det vanskeligt at inspirere andre, og det bliver ikke muligt at få det gennembrud for samarbejdet, som ellers virker så fornuftigt.

OPI-Lab har målrettet kastet sig ind i at uddrage læring af projekterne for at kunne dele grundlæggende metoder og erfaringer for derved at fjerne store startvanskeligheder. Det er blevet til OPI-Guiden og meget mere. Men ikke til det gennembrud, som alle har talt for så småt forventet.

Det er kendt, at store ambitioner og megen ihærdighed på et tidspunkt bliver skuffet, når det, man har sat sig for, udkommer i mindre portioner og med mindre stjernedrys og klingende mønt, end forhåbningen. Den skuffelse er forståelig. Men den må ikke føre til, at de vundne resultater tales ned. Eller at det seje træk opgives.

Måske det har været naivt at forvente ”det store gennembrud”? Det er formentlig mere realistisk at se væksten i og læringen fra samarbejderne som en fremadskridende proces, der på et tidspunkt vil have fået så meget fat, at vi kan se et helt andet billede end ti år tilbage.

Jeg vil derfor gerne give en klar støtte til de kræfter, der prøver at fastholde udviklingen og at intensivere brugen af de erfaringer, der er indvundet.

Jeg vil fremhæve nogle væsentlige pointer i den hidtidige proces, der er værd at opholde sig ved:

• Der er mange projekter – nogle synes ligefrem for mange. Der er utvivlsomt mulighed for at skabe bedre overblik og dermed lære mere systematisk af de nuværende projekter. Men lad nu ikke det bedste blive det godes fjende. Nyd, at vi er kommet i gang – det er med til at forbedre afsættet for alt det næste. Så må den yderligere systematisering og effektivisering komme som en ny opgave.

• Der er opnået læring, der kan udbredes. Det er vigtigt, at have haft dette som en høj prioritet. Systematikken af læringen skal videreudvikles. Og det må ikke blive en facitliste, der kontrolleres, men være klog inspiration for efterfølgerne, der har muligheden for at opnå et professionelt niveau tidligt i processen.

• Det er utrolig vanskeligt at videndele, og der er for mange projekter, der dubleres uden gensidig indsigt. Og det er endnu vanskeligere at vidensprede. Det er her, det ville være fantastisk med en tryllestav. Men det er nok klogt at se på, hvor de egentlige incitamenter til at dele og sprede er henne. Det nye skaber omtale, belønnes og hyldes. Men rette. Men det spærrer for, at man klapper lystigt af den, der snupper en brugbar model fra hylden.

• Der deles viden for sent i projekterne og der evalueres så sent, at læringen ikke kan bruges i projekterne. Det er desværre forfærdelig velkendt. Jeg ved, at virkelig mange af dem, der indgår i evalueringerne har samme synspunkt, og de vil naturligvis gerne se deres indsats anvendt. Det eneste gode råd er at planlægge både kommunikation, åben videndeling og ”undervejs-evalueringer” som en løbende del af projektet – helt fra start.

Mange flere elementer vil kunne fremhæves. Dagen i dag vil sætte betydeligt kød på nogle af problemerne – og forhåbentlig med inspiration fra blogstafetten og dagens debatsessioner også afsæt for løsninger. Ikke et quick-fix, men en retning og nogle kræfter.

Jeg kan som leder af Center for Offentlig Innovation genkende mange af problemerne. Men jeg oplever også, at der både blandt medarbejdere, ledere og politiske beslutningstagere er en udtalt åbenhed i forhold til at tage del i det seje træk.

Innovation har som andre nye ord let ved at blive en yndlingsord for alle, der vil lyde som dem, der er med på noderne. Det avler straks modbilledet – et hadeord for dem, der får hældt rå mængder af ”innovation” ned over sig, uden at der på nogen måde er tale om innovation.

Læs også interview med Pia Gjellerup

Innovation er ved at blive modnet. Det har været hårdt arbejde. Arbejdet er begyndt senere i den offentlige sektor. Men ingen steder er innovation et trylleord, men overskriften på svære beslutninger og besværlige processer, der bryder nye og anderledes veje til de mange forskellige bundlinjer, der er i alt, der involverer den offentlige sektor.

Hvis de udholdende får lov, så bliver det arrangerede partnerskab ikke alene et fornuftsægteskab – de kan tilmed komme til at elske hinanden.