Giv mig mysteriet og lad verden leve for mig igen!

Projektet forløb over tre år med en pilotgruppe bestående af mellemledere og medarbejdere fra forskellige afdelinger i Vejle Kommune og med professor Finn Thorbjørn Hansen fra Aalborg Universitet som leder af forskningsprojektet. Resultatet af forskningsprojektet kan man i dag læse i den netop udgivne bog At møde verden med undren: Dannelse, innovation og organisatorisk udvikling i et værensfilosofisk perspektiv (Hans Reitzel), og i den medfølgende erfaringsrapport ”Undringsdreven innovation i Vejle Kommune”, begge skrevet af Finn Thorbjørn Hansen. I nedenstående artikel perspektiverer Finn Thorbjørn Hansen dette projekt i forhold til den dehumanisering af den offentlige sektor og de videregående uddannelser, der kan ske, hvis ikke vores tænkning og innovationsarbejde bevarer en grundlæggende sans for det at kunne undre sig.    ”ER DER NOGET man i disse tider har glemt, så er det at forundre sig, derfor også at tro, at håbe og at elske”. Ordene er Søren Kierkegaards, skrevet for mere end 100 år siden, men kunne lige så godt være skrevet i dag. For, det er netop denne sans og evne til at stå i det åbne og undre sig, som jeg, men også andre efterlyser inden for kommunal udvikling, højere uddannelsestænkning samt innovations- og organisationsudvikling. Tidligere uddannelses- og forskningsminister Søren Pind efterlod et ønske til hans efterfølger om, at man på de danske universiteter får genskabt en balance mellem teknologisk fornyelse og humanistisk besindelse. Altså, gør disse nye opfindelser nu også verden bedre? Vil det fremme menneskers livskvalitet? Vil det offentliges store fokus på øget brug af velfærdsteknologi i grunden frisætte mennesker til mere omsorgstid og tid til ’at være’ med mennesker (humanisering) frem for hele tiden ’at gøre’ og optimere arbejdskulturen (manualisering og dehumanisering)?  Hvad er den dybere mening med disse mange nye innovationer? Hvordan fremmer man en sådan meningsdreven innovationsproces, og hvordan uddanner man professionelle og studerende til også at medtænke disse mere etiske og eksistentielle aspekter?   KORT FØR sommerferien offentliggjorde udvalget under Søren Pind en rapport og nogle anbefalinger til Tommy Ahlers. Der bliver talt om et Nyt Filosofikum eller Akademia, som lige præcis har blik for både den eksistentielle og den etiske dannelsesdimension i videregående uddannelser og i professionelt arbejde. I rapporten beskrives to ’treklange’, som ifølge forfatterne skal danne den nye innovative grundtone på de danske universiteter. Den første treklang er, at den studerende (og professionelle) lærer at finde og forstå sig selv i en balance mellem fagperson, menneske og borger: ”På hvilken måde giver dette fag (denne profession) en dybere værdi og mening for mig og for verden omkring mig?” Den anden treklang skal fremme en akademisk og humanistisk dannelse, der reelt kan kvalificere den studerendes evne til at fastholde det tekniske og faglige i et eksistentielt og etisk helhedsperspektiv. Det kan man gøre, hævder udvalget, ved at styrke den studerendes (og den professionelles) nysgerrighed, kritiske refleksion samt etiske dømmekraft.    SAMME ANBEFALINGER kan man høre fra en helt anden kant, nemlig fra Apple’s tidligere chef Steve Jobs, der i en tale kort før hans død fremhævede, at den væsentligste grund til Apples succes og evne til nytænkning var, at de altid formåede at fastholde balancen mellem ”Technology & Liberal Arts”. Liberal Arts er betegnelsen for den tradition inden for højere uddannelse, der arbejder med humaniora, og særlig den form for tænke- og skabelsesformer, der knytter sig til kunsten, filosofien, skønlitteratur, musik, poesi, teater, myter og religion – kort sagt til de discipliner, der er optaget af Livets Store Spørgsmål. Det er, hvad vi i Danmark vil kalde ’humanistisk dannelse’. Så fremskridt inden for natur- og socialvidenskaben, og ny teknologi afledt deraf, må hele tiden afvejes og perspektiveres og vurderes ud fra et humanistisk, eksistentielt og etisk dannelsesperspektiv. Ny viden og ny teknologi og nye muligheder for ’disruption’, er ikke ensbetydende med, at vi skal implementere disse nye teknologier i vores liv og kultur. Her må der en kritisk, eksistentiel og etisk dømmekraft til. Inden for nyere innovationsforskning tales der også om ”Meaning-driven innovation” og om ”Responsible innovation”, som modtræk til den dominerende teknologi- og bruger-drevne innovationstænkning. Den italienske professor i innovation management fra Polyteknisk universitet i Milano, Roberto Verganti fremhæver, at hvis man får alvor vil skabe radikal innovation, må man rette sig mod det, mennesker i en organisation og i en kultur dybest set elsker og har kært, og som de på det eksistentielle plan (det vil sige også uden for arbejdstiden og på det mellemmenneskelige felt) oplever som dybt værdifuldt og meningsgivende.    MEN OGSÅ UDE I DE DANSKE KOMMUNER og offentlige institutioner, hvor kravet om nye velfærdsløsninger er stærkt stigende i disse år, er der en åbenhed for og måske ligefrem en længsel efter at bevæge sig væk fra det man kunne kalde den problemløsningsorienterede tilgang. I et just afsluttet forskningsprojekt ’Undringsdrevet Innovation i Vejle Kommune’, har jeg sammen med medarbejdere og ledere arbejdet med undringsværksteder og filosofiske samtaler over helt hverdagsagtige erfaringer og problemstillinger. Under de såkaldte uregerlige ’wicked problems’ opdagede de, at der også kan ligge mere ’delicate problems’ af eksistentiel og filosofisk karakter.  Nede under ’wicked problems’ som ”Robotterne kommer – hvad gør vi?”, ”Flugten fra Udkantsdanmark” eller ”Voksende ensomhed i velfærdsstaten” fandt de – igennem disse undringsværksteder - mere grundlæggende antagelser og værdier om, hvad et menneske og hvad et godt liv er, som de hidtil blot havde taget for givet. Ved at komme i et undrende forhold til deres egne antagelser og menneskesyn oplevede de, hvad de vil sige ’at stå i det åbne’. De beskrev det som en horisontforskydning, der fik dem til at se på disse problemer ud fra et nyt perspektiv. Ikke ved at de fik tilført ny ekspertviden, eller via politiske forhandlinger der kunne skabe nye præmisser for løsningsforslag. Via disse undringsprocesser oplevede de det ejendommelige, at uhåndterlige problemer forvandlede sig til givende levende mysterier for dem.    MYSTERIER ER, som den engelske forfatter D.H. Lawrence og franske filosof Gabriel Marcel har udfoldet, i modsætning til problemer ikke noget vi rationelt og systematisk kan finde løsninger på. Hvordan ’løser’ man fx spørgsmålet om, hvad kærlighed, indre ro eller ensomhed er? Mysterier er snarere noget, vi må lære at omfavne og leve med, og som står frem for os som noget dybt meningsgivende og dog for os uhåndterligt og uforklarligt. Hvor mysterier knytter sig til visdom, er problemer forbundet med viden.  Vi tænker i vores professionelle og ”skråsikre” videns- og problemløsningsorienterede tilgange sjældent ud fra et sådant visdoms- og undringsperspektiv. Hvor problemløseren er nysgerrig og forklaringssøgende - i ’gøre-mode’ – har den vise innovatør eller leder derimod lært at standse op og åbne sig for det forunderlige midt i hverdagen. Det kræver, at man træder i et ’være-mode’, hvor man ikke er så opsat på diverse gøremål men snarere på at give plads og frihed til ’væremål’. I projektet beskrev deltagerne dette skifte fra gøren til væren og fra problem til mysterium som en ”lettelse” og glæde, som en slags ”lænen-sig-ind-i-livet”. I de undringsøjeblikke mærkede de – som man kan finde beskrevet i bogen At møde verden med undren (Hansen, 2018) –  at noget dybt meningsfuldt på uforklarlig vis synes at blive bærende. En medarbejder beskrev det således: ”Det særlige ved den undringsdrevne innovationstilgang er, at den forbinder sig med noget uden for, altså noget ’tredje’, med noget, der ligger et andet sted end i det personlige, det psykologiske eller sociale rum. Det har jo noget med den dybere eksistentielle mening at gøre – med the Big Whys.” En anden deltager i projektet, en leder af en institution for voksne med særlige behov, talte om hvorledes en større forundringsevne havde gjort hende og hendes medarbejdere i stand til at parkere deres professionelle skråsikkerhed og i stedet møde beboerne med desto større åbenhed, nærvær og kærlig omsorg.    EN VÆSENTLIG INDSIGT, som undringsfilosofien og projektet i Vejle i praksis viser, og som måske også kan være til inspiration for dem, der vil arbejde med at fremme en humanistisk og akademisk dannelse blandt professionelle i kommunerne og på de videregående uddannelser, er, at nysgerrighed ikke er det samme som undren, og kritisk refleksion er ikke det samme som eksistentiel refleksion. Hvis man udelukkende forstår ’professionalitet’ og placerer den såkaldte ’akademiske dannelse’ inden for en rationel og problemløsningsorienteret eller videnskabelig og videnskabsteoretisk kontekst, så kan man let komme til at glemme eller overse afgørende kilder til ægte undren, selvtænkning og etisk dømmekraft. Fra idéhistorien ved vi, at nye tanker og ideer i den grad også blev næret af mennesker, der kunne filosofere (etisk og eksistentielt) over egne og andres værdier, menneske- og livssyn, og af mennesker, der (æstetisk og kreativt) kunne skabe og udvikle fantasien og forestillingsevnen via mødet med kunsten og menneskehedens store frembringelser. Eller sagt på en anden måde, hvis ”wicked problems” kun håndteres og samtales om ud fra henholdsvis videnseksperter (det rationelle og professionelle analyserum) og policymakers (det politiske og strategiske forhandlingsrum), så vil man miste adgangen til verden og livet forstået som det grundlæggende åbne og gådefulde mysterium, det også er. Eller som en af det 20. Århundredes største filosoffer Ludwig Wittgenstein skriver: ”For at undre sig må mennesker – og måske hele folkeslag – vågne op. Videnskaben er et middel til at slumre ind.”    I VEJLE KOMMUNE udviklede de i forskningsprojektet en praktisk måde at holde det filosofiske og poetiske samtalerum åbent således, at man ikke kun er optaget af at ’løse problemer’ men også af at ’forløse mysterier’ i hverdagen. De opfandt i samarbejde med undertegnede bl.a. en InnovationsTrio bestående af figurerne: Klods Hans (handling), Poeten (følelse) og Sokrates (tænkning). Den første er den foretagsomme og opfindsomme, der forstår at tænke nyt ’inden for boksen’ og benytte sig af de forhåndenværende midler. De to andre repræsenterer det grænseoverskridende, transcenderende, det, som kalder os til en horisontforskydning via en æstetisk og visdomssøgende måde at være i verden på. En afdelingsleder, der deltog i projektet, gav følgende beskrivelse af det særegne ved den undrings-orienterede måde at tænke på: ”I den undringsdrevne innovation opmuntres vi til at spørge kritisk og undrende til vores egne antagelser. Vi tør undre os og undre os ind i hinanden, og det skaber mødet med det anderledes. Der er en personlig eller eksistentiel forundringsparathed i denne undringsproces, som skaber en anden type forandringsparathed end i de almindelige former for innovationsprocesser.”   ET VÆSENTLIGT SPØRGSMÅL er om den undringsbaserede måde at tænke og samtale på også kan ses som modspil til den oplevelse af instrumentalisering, standardisering og dehumanisering, som for megen fokus på professionalitet, produktivitet og effektivitet kan skabe i professionelle organisationer? En af deltagerne i projektet talte om en ”filosofisk robusthed” eller ”eksistentiel resiliens”, som hun oplevede, at undringsfællesskaber skabte en grobund og platform for. I mit eget arbejde som forsker og universitetslærer har det også slået mig, at måske er den megen tale om dårligt psykisk studiemiljø, manglende motivation og selvværd blandt studerende på universitetet (og vel også blandt os som forskere og undervisere, hvis vi kun anlægger vidensekspertens blik på os selv og verden) samt deres manglende evne til kritisk selvtænkning og en etisk dømmekraft - måske er det udslag af en svækket forundrings- og undringsevne? Måske kan en af årsagerne til oplevelsen af stress, angst, eksistentiel uro og manglende evne til at sidde stille og fordybe sig ud fra en egen lidenskab og kald også være, at vi har tabt forbindelsen til verden forstået og oplevet som et levende under og mysterium?  DET ER JUST DENNE FORUNDRINGSEVNE og oplevelse af livet og det andet menneske som et grundlæggende mysterium, som D.H. Lawrence efterlyser, når han lader hovedpersonen i romanen ”The Plumed Serpent ”udbryde: ”Giv mig mysteriet, og lad verden leve for mig igen!” Og det er i dag, tror jeg, netop denne forundringsevne og sans for mysteriet og underfulde i det hverdagslige, som kan fastholde det menneskelige i os. Jeg frygter ikke, at ’robotterne kommer’. Tværtimod kan de hjælpe os til igen at få øje på, hvad det unikt menneskelige er. Når de stadigt dygtigere robotter kan overtage alt det, som mennesker gør gennem faste procedurer, regler, kalkulationer og diagnoser, så kræver det omvendt, at mennesket træder i karakter som det unikt fritænkende, kærlige, legende, undrende, åbne og kreative væsen det er. Jeg taler gerne om ’Lyset fra Athen’ som en modfortælling til frygten for kunstig intelligens. I det gamle Athen havde en lille gruppe frie borgere deres slavere til at gøre den tids robot-arbejdet. Det førte til en af de dybeste og skønneste kilder til nytænkning, videnskab, kultur, kreativitet og humanistisk dannelse i Europa. Her i grækernes ’homeriske og sokratiske tankeunivers’ stod det at undre sig og have ’fri tid’ (af det græske ord schole, der betød at have fri tid og frirum) til at lege, skabe og sætte tænkning i centrum. Jo mere den tekno-videnskabelige tankegang får plads i velfærdssamfundet og velfærdsteknologien, desto større vægt må vi tillægge den humanistiske og forundringsvækkende dannelsestænkning! I Vejle har de taget de første skridt i den retning. De har på forsøgsbasis og i small scale forsøgt at genskabe en nødvendig balance, så en genfortryllelse af hverdagen og en genhumanisering af den offentlige sektor kan muliggøres. Hvad der står for er nu på det politiske og idémæssige plan er at udvise nok ’sociologisk fantasi’ til både at kunne forestille sig og ville et sådant balanceret samfund mellem humanisme og teknologi, hvor det ikke kun – som i det gamle Athen – er de få veluddannede og økonomisk velstillede, der får mulighed for at dyrke og kultivere det unikt menneskelige, men alle mennesker. Og det særligt menneskelige er vel evnen og viljen til at tro, håbe, elske, lege, skabe og forundre sig. Her rækker robottens logik og algoritmer ikke til.