Inddragelse eller involvering - hvordan når vi borgerne i samskabende processer?

Borgerinddragelse handler om at lytte til borgerne, og de offentlige aktørers roller er efterfølgende at udforme relevante indsatser og tiltag. Borgerinvolvering handler om at invitere borgerne til at involvere sig i udformningen og udviklingen af relevante indsatser og tiltag – og involvering er ofte vejen til innovation, samskabelse og tilfredse borgere.

Når man ser i såvel den teoretiske litteratur som i de politikker og visioner, som offentlige organisationer formulerer, så er der ikke en entydig og konsistent forskel på, hvilke processer der karakteriseres som inddragende, og hvilke der karakteriseres som involverende. Der er imidlertid en pointe i at prøve at reservere de to begreber til hver deres forskellige praksis. Ikke for begrebsudredningens egen skyld, men for at blive mere klar på, hvilke typer processer man igangsætter, når der er en særlig hensigt med at motivere borgerne til deltagelse.

Den offentlige sektor i Danmark har en lang tradition for at inddrage borgerne – dels for at kvalificere de politiske beslutningsprocesser, dels for at kvalificere udviklingen og tilrettelæggelsen af offentlige ydelser og services. Grundideen er, at det offentlige gerne vil have input fra borgerne. Det kan være for at få gode ideer og inspiration til løsninger, når der skal udvikles nye tiltag. Eller det kan være for at høre borgernes holdning til en allerede formuleret politik eller et udviklet velfærdstiltag.

Fælles for de to ambitioner om inddragelse er, at de begge inviterer til, at borgerne kommer med input, som efterfølgende bliver bearbejdet på forvaltnings- eller institutionsniveau. Der lyttes til borgernes indspark, og dernæst bliver der tilrettelagt relevante tiltag i respekt for borgernes indspark og i respekt for de rammer og vilkår, som politiske og juridiske bindinger fører med sig.

Ved inddragelse lytter de offentlige aktører altså til borgernes stemmer, men borgerne bliver ikke inviteret ind i et decideret udviklingsrum eller beslutningsrum.

Mange måder at inddrage borgerne på

Der er mange måder at udforme inddragelsesprocesser på.

De kan have karakter af høringer og fokusgrupper. Der kan ligeledes være tale om opstilling af en postkasse eller videooptager, hvor borgerne eksempelvis kan give deres mening til kende i forbindelse med en byrenovering eller et kvarterløftsprojekt. En inddragelsesproces kan tillige bestå af idéudviklingsworkshops, hvor de offentlige aktører søger inspiration uden at forpligte sig på løsninger. Der kan listes flere eksempler op, men fælles for disse eksempler er, at man på den ene eller anden vis forsøger at give borgerne en mulighed for aktivt at artikulere deres stemme.

Borgernes stemme kan også mobiliseres på anden vis. Det kan blandt andet være gennem tiltag, hvor kommunale aktører tager på feltstudier eller etablerer forskellige former for antropologisk inspirerede brugerrejser. Her er der mulighed for at være nysgerrig på borgernes stemme eller interesser, uden at de som sådan er aktive i selve processen.

Om det er initiativer, der appellerer til borgernes aktive meningstilkendegivelse, eller det er mere analyserende initiativer, hvor man er nysgering på borgernes perspektiv, så gælder det i begge scenarier, at formålet med inddragende processer er at bringe borgernes stemme og interesser i spil.

Involvering tager borgerne med i maskinrummet

Involvering er andet og mere end inddragelse.

Ved involvering vil man som offentlig aktør ikke blot lytte til borgerne og efterfølgende selv udvikle og tilrettelægge relevante tiltag og indsatser. Involvering indebærer, at borgerne også bliver inviteret ind i konkrete udviklings- og beslutningsprocesser. Borgerne står altså ikke som ved inddragelse ’bare’ på sidelinjen, men inviteres så at sige ind i den offentlige sektors maskinrum og er med til at udvikle og udforme velfærdsløsninger og er involveret i selve beslutningsprocessen.

Involveringsprocesser er typisk dét, man forsøger at initiere, når det er samskabelse med borgerne, der er målet. Konkret inviterer man typisk til at udvikle en løsning på en konkret opgave sammen med kommunale aktører. Det kan være i udformningen af en indsats eller i løsningen af en konkret problemstilling.

Involvering kan eksempelvis bringes i spil, når man gerne udnytte nye arealer til rekreative formål, men ikke på forhånd ved, hvad den bedste løsning er. Det kan også være når man vil udvikler det lokale bibliotek til et medborgerhus, eller når man søger løsninger på, hvordan man håndterer kriminalitet i et bestemt boligområde. Eksemplerne kan således være mange og forskelligartede.

Fælles for de involverende initiativer er, at borgerne billedligt talt bliver inviteret til på ligeværdig vis at sidde med ved det runde bord. Konkret kan eksempelvist borgermøder, workshops eller fremtidsværksteder danne rammen om en proces, hvor de deltagende parter alle er med til at udvikle, nytænke og beslutte, hvordan en indsats eller et tiltag skal udformes.

Borgerinddragelse og borgerinvolvering er, som det fremgår, udtryk for to ret forskellige intentioner og to ret forskellige måder at byde borgerne ind på. Men den ene tilgang er i princippet ikke bedre end den anden. Det handler om, hvad ønsker er at opnå.

Det er derfor værd at dvæle lidt ved, hvornår der skal inddrages, og hvornår der skal involveres.

Hvornår skal der inddrages, og hvornår skal der involveres?

Ser vi først på borgerinddragelsesprocesser, så er en af fordelene, at der er mulighed for at komme i kontakt med mange borgere på én gang. Man kan således få et bredt spekter af input, som efterfølgende kan blive indarbejdet i formuleringen af relevante indsatser og tiltag.

Problemet med inddragelse kan modsat være, at man sjældent kan imødekomme alle de input, som er blevet artikuleret. Dels fordi der er mange input, hvilket i sig selv kan være svært at håndtere. Dels fordi de mange input formentlig heller ikke alle trækker i samme retning.

En konsekvens ved inddragelse kan være, at de borgere, som har gjort sig ulejlighed med at deltage for eksempel med et høringssvar, ikke føler sig hørt, når deres bidrag ikke er indarbejdet i den endelige indsats eller det endelige tiltag.

Det er selvsagt et demokratisk vilkår, at alle ikke bliver bestemmende, men borgerne kan ofte opleve det som om, at ”nu har kommunen igen lavet en skinproces for at legitimere det, der allerede var besluttet”.

Plusser og minusser ved involvering

Involverende processer giver derimod typisk den udfordring, at man bliver presset på volumen. Vil man involvere, så kræver det faciliterede processer, hvor det sjældent er muligt at invitere lige så mange ind i en involverende proces som en inddragende proces. Det er ikke umuligt med mange deltagere, men det kræver mange ressourcer og ender ofte med komplicerede processer, det kan være vanskeligt at styre.

Selv om der i involverende processer bliver nedskaleret på deltagerantallet, er det dog muligt – gennem en kompetent facilitering – at få oplevelsen af at være med i en skinproces til at blive afløst af et større ejerskab og en større ansvarlighed i forhold til den endelige indsats eller det endelige tiltag. Erfaringen er, at når borgere har været involveret i processen, har været med til at udvikle og også har været en del af en konkret beslutningsproces, så er ejerskabet og følgeskabet til det endelige produkt også større.

Med involvering giver man altså ofte køb på volumen, men får ejerskab til gengæld.

Én plus én kan blive tre og skabe innovation

Man kan hente idéer og inspiration til nytænkning i inddragelsesprocesser, men de bidrager ikke i sig selv til nytænkning eller innovation. Her er involverende processer mere oplagte at bringe i anvendelse.

Dét, at involverende processer inviterer til dialog omkring det metaforiske runde bord, fører til, at der brydes meninger og holdninger. På den måde bliver der udviklet nyt.

Dialogen i involverende processer giver liv til princippet om, at ”én plus én giver tre” og medfører, at der bliver udviklet mere end dét, de enkelte deltagere hver især kom med som udgangspunkt. Denne innovative merværdi er betydelig vanskeligere at realisere, hvis man, som i de inddragende processer, alene er nysgerrig på borgernes synspunkter.

Involverende processer kan altså understøtte nytænkning og innovation, mens inddragelse i højere grad bidrager til at give de offentlige aktører input.

Én ekspertposition eller fælles om ekspertrollen?

Der er også forskel på, hvilken position offentlige aktører indtager, når de anvender henholdsvis inddragende og involverende processer.

Ved inddragelse beholder den offentlige aktør ekspertpositionen, hvilket selvsagt kan være helt legitimt, hvis det er begrundet i vægtige faglige, politiske eller juridiske forhold.

Når det handler om involverende processer, bliver den offentlige aktørs ekspertposition afløst af en mere ligeværdig tilgang til ekspertise. Her positioneres borgerne også med en form for ekspertposition – den er ikke nødvendigvis begrundet i faglighed, men måske i lokalkendskab, erfaring eller andre forhold, som er relevante for processen. Det betyder ikke, at de offentlige aktører må lægge deres faglighed på hylden i involverende processer – blot at deres faglighed ikke kommer til at stå alene og dermed heller ikke per automatik trumfer ikke-faglige positioner.

Man kan sige, at inddragelse kan afstedkomme, at man som offentlig aktør kan kvalificere en løsning for borgerne, mens en involverende tilgang normalt indebærer, at der bliver udviklet en kvalificeret løsning med borgerne.

Vigtigt at være helt spids på rammerne

En typisk indvending mod at gå efter involverende processer frem for inddragelsesprocesser er, at man jo ikke kan invitere borgerne ind i et beslutningsrum, hvor alt er i spil. At der er regler, politikker, faglighed og meget andet, som sætter begrænsninger for, hvordan man kan udvikle og tage fælles beslutninger om potentielle tiltag og indsatser. Og ja, det vil der ofte være.

Det er dog stadig relevant at afsøge muligheden for at gennemføre involverende processer. Man skal blot gøre sig selv og de involverede borgere klart, hvad rammerne for processen er. Processen skal tage hensyn til de vilkår, som ikke er til at ændre. Man skal så at sige sætte hegnspæle op, så processens mulighedsrum bliver rammet ind.

Ved involverende processer ligger der med andre ord en stor opgave for den offentlige aktør i forhold til selv at blive helt klar på, hvad der er i spil, og hvad der er vilkår og dermed ikke i spil. I forlængelse af dette ligger der også en stor opgave i at få kommunikeret rammerne og mulighederne til de involverede borgere, så der er en fælles forståelse for, hvad det er, de involverende processer sætter i spil.

Involvering er egnet til samskabelse

Både inddragende processer og involverende processer kan have deres berettigelse.

Men de involverende processer er bedst i stand til at indfri en ambition om at arbejde mere samskabende. I de involverende processer er skabelseselementet således betydeligt mere fremtrædende, end det er tilfældet i de inddragende processer. Derfor bør offentlige organisationer med ambitioner om at arbejde mere samskabende tænke mere i involvering end i inddragelse.

Samskabelse er en relativ ny tilgang, som offentlige organisationer prøver kræfter med, og det er involverende processer også.

Derimod er det at arbejde med inddragende processer er ikke nyt for de offentlige aktører. Her er der gjort en del erfaringer, og her føler man sig stadig på sikker grund, når selve beslutningsprocessen og dermed også magten ikke spilles af hænde.

Det kræver mod, nye kompetencer, velvilje samt organisatorisk og ledelsesmæssig opbakning, hvis man skal omstille sig til at arbejde mere involverende og samskabende. Til gengæld er der også mulighed for at skabe ny værdi, nye løsninger og nye innovative tiltag, hvis man vover sig ud af komfortzonen og prøver kræfter med samskabelse og involverende processer.