Ældrepleje med borgeren i centrum: Her er dilemmaer og kompetencer

Der har længe været et tiltagende politisk fokus på at kvalificere kvaliteten af ældreplejen i Danmark. Mange debatter har handlet om, at ældreplejen skal blive mere værdig og skrækeksemplerne på uværdig og forrående ældrepleje med ældre, der skal ligge længe med fyldte bleer, eller ældre der bliver overset eller mødt med stresset og nedladende tale mv. dukker ind imellem op som eksempler på en uværdige ældrepleje. Og samtidigt er der også dukket flere tilbud op til ældre der profilerer sig på ikke blot at levere sygepleje og nødvendig omsorg, men at give plads til at den enkelte ældre får lov til fortsat at leve med det særlige som giver mening for den enkelte ældre.

Denne opmærksomhed har blandt andet udmøntet sig i, at landets kommuner siden marts 2016 har været forpligtiget på at lave værdighedspolitikker for ældreplejen, som indeholder pejlemærker og principper for værdig ældrepleje i hver enkelt kommune. Mange af kommunerne har været inddragende i deres udformning af politikkerne og hørt både ældre borgere, pårørende, fagfolk og politikkere for at finde frem til, hvad værdig ældrepleje betyder i deres kommune – og hvad de vil prioritere for at fremme den værdige ældrepleje i hverdagens praksisser.

Politikkerne er nu udformet, værdighedsmillionerne er fordelt og kommunerne er godt i gang.

• Men hvilken forståelse af værdighed er det som dominerer på tværs af politikkerne?
• Hvilke kulturelle forestillinger om den værdige ældrepleje skal medarbejderne derigennem forsøge at leve op til i dag?
• Og hvilke kompetencer hos medarbejderne kalder dette værdighedsbegreb på?
• Hvad kræver det at levere en værdig ældrepleje? Hvilke dilemmaer vil værdighedsbegrebet typisk medføre i praksis?

Denne artikel undersøger hvilke kulturelle forestillinger om værdig ældrepleje, der dominerer i værdighedspolitikkerne i Danmark i dag og kommer med bud på, hvilke kompetencer medarbejderne skal lære at mestre, for at levere den værdige ældrepleje som efterspørges i politikkerne. Den udpeger samtidigt nogle af de dilemmaer som sådant et værdighedsbegreb typisk vil støde på.

Hvad er værdig ældrepleje i dag?

Nationalt videnscenter for værdig ældrepleje[1] har foretaget en analyse af, hvad er det for en forståelse af værdighed, der er dominerende på tværs af landets kommuners værdighedspolitikker og suppleret denne analyse med kvalitative interviews med 50 informanter på tværs af 17 kommuner og finder frem til at værdighed i ældreplejen i dag som være kendetegnet af følgende:

• Individualitet: Værdighed er tæt forbundet til individet og dermed er den værdige ældrepleje tæt forbundet med at kende den konkrete ældres livshistorie samt behov og ønsker.
• Selvbestemmelse: Værdighed er tæt forbundet med borgerens ret til selvbestemmelse og borgerens ønsker i plejen – fx døgnrytmer, vaner, hvordan den enkelte ønsker at dø mm, samt mulighed for fortsat at leve det liv, vedkommende oplever meningsfuldt.
• Rehabilitering og selvhjulpenhed: Værdighed tager afsæt i at fremme selvhjulpenhed, der hvor det giver mening for borgeren. Så den enkelte borger kan klare sig selv længst muligt og fortsat have de funktioner og dagligdagsaktiviteter, som borgeren har og ønsker at fortsætte med at have.
• Mennesket i fokus: Værdighed handler om at blive set som et helt menneske og ikke blot en syg person. Borgerne ønsker at blive behandlet respektfuldt og blive set og hørt. Både tonelejet og øjenkontakten fremhæves som betydningsfuldt.

Denne analyse af værdighedsbegrebet viser at det nuværende kulturelle billede af den værdige ældrepleje i høj grad at handle om at tage afsæt i det konkrete, unikke medmenneske. Den gode ældrepleje kan ikke sættes på formel – men handler om, at den enkelte ældre og dennes integritet, forestillinger om det gode ældreliv, selvbestemmelse og det gode hverdagsliv fortsat er rammen og den røde tråd i tilværelsen – også når borgeren får brug for hjælp. Det handler om fortsat at være herre i eget liv, bevare og udvikle de funktioner, som giver mening for den enkelte - og at blive mødt som et helt menneske, hvor individet bliver set og mødt respektfuldt og ligeværdigt. Værdigheden er kendetegnet af fokus på det individuelle, eksistentielle og relationelle møde.

Denne forestilling om den værdige ældrepleje kalder på kompetencer og også på strukturer i organisationen, hvor arbejdsgange tager afsæt i borgenes forestillinger om det værdige ældreliv og ikke medarbejdernes, eller faglighedens eller organisationens vaner, plejer mv.

Hvilke kompetencer kræver værdig ældrepleje i dag i lyset af værdighedspolitikkerne?

De kompetencer som værdighedsbegrebet kalder på, er relationelle, kommunikative, samarbejdes kompetencer. Disse kompetencer er i høj grad pædagogiske og mere eksistentielle kompetencer, som skal supplere de sundhedsfaglige kompetencer som jobbet stadigt indeholder.

Medarbejderne skal blive gode til at finde frem til borgens forestillinger om ”det gode og værdige hverdags- og ældreliv, så det er borgeren ønsker, vaner, ønskede hverdagsliv der stadig er afsættet for omsorgssamarbejdet frem for de institutionelle rutiner. De skal kunne tænke kreativt og inddrage de pårørende og andre relevante samarbejdspartnere i arbejdet med i at understøtte et liv med fortsat kvalitet for den konkrete ældre, hvis værdighed de skal bidrage til at bevare og fremme.

Medarbejderne skal blive i stand til at foretage perspektivskifte, så det i langt højere grad er borgerens værdige liv, der er afsættet for den værdige ældrepleje, end egne normer og forestillinger om det gode, faglige standarder eller et mere entydigt fokus på, hvad der er det mest effektive for helheden.

Medarbejderne skal blive i stand til at møde den konkrete borger med en undersøgende, nysgerrig og respektfuld tilgang, hvor lige præcist den borger vil opleve sig mødt som et helt menneske. Dvs. medarbejderne skal blive gode til at spørge og aflæse og indstille deres kommunikation og praksis alt efter, hvad der opleves værdigt og respektfuldt i det konkrete møde. Mere specifikt kan man sige, at værdighedsbegrebet kalder på følgende centrale kompetencer:

• At kunne foretage perspektivskifte, så borgerens perspektiver og normer er i centrum for den værdige ældrepleje
• At kunne orientere sig mod borgerens selvforståelse, ”gode hverdagsliv” og selvbestemmelsesret- på trods af behovet for hjælp
• At kunne tolke reaktioner der evt. vidner om ønsker og behov hos den ældre
• At kunne understøtte den ældres deltagelse i eget liv(selvhjulpenhed) og sociale relationer, der hvor det opleves meningsfuldt for den enkelte
• At kunne forvalte magten i relationen, så den enkelte ældre oplever sig mødt og set på en ligeværdig og respektfuld måde
• At kunne reflektere, kommunikere og agere med etisk kvalitet i de dilemmaer som hverdagen byder på
• At kunne udfordre sig selv og sine kollegaers handlinger – gennem spørgsmål, der retter sig mod borgerens oplevelser og den fælles kerneopgave

Dilemmaer i et nyt værdighedsbegreb

Værdighedsbegrebet er stærk individualiseret og tager afsæt i borgens livsverden og ret til selvbestemmelse. Det vil visse gange uundgåeligt støde på institutionens strukturer, vaner, muligheder, medarbejdernes faglige viden, borgerens sårbarhed og egne normer. Samtidigt er medarbejderne også forpligtede på patientsikkerhed, sundhedsfremme osv. Der vil uundgåeligt opstå situationer hvor medarbejderne kommer i tvivl om, hvad er det gode og værdige her?

Tendensen blandt ældrebefolkningen er også at de bliver mere syge, før de kommer på plejehjem og lignende og at en stor del af de ældre er berørt af en demenssygdom, som påvirker menneskers selvforståelse og mulighed for at træffe valg, der fører til den nødvendige egenomsorg. Ydermere er der en tendens til at ældrebefolkningen er præget af større forskellighed i baggrund social, økonomisk og kulturelt. Begge tendenser spiller ligeledes ind, når medarbejderne skal kunne agere med faglig kvalitet og levere en værdig ældrepleje.

Typiske dilemmaer, som værdighedsbegrebet vil støde på, er fx:

• Når borgerens ret til selvbestemmelse udfordrer borgerens sårbarhed og fagligheden: fx en stærkt overvægtig borger med diabetes, der fortsat ønsker at spise flødekager, eller en alkoholiseret ældre, der ønsker at blive ved med at drikke. Eller en ældre med demens, som lukker sig mere ind i sig selv og siger at medarbejderne skal gå.
• Når borgeren selvbestemmelse udfordrer egne eller pårørendes normer: Fx en ensom borger, der ikke ønsker at vaske sig og lugter, så de andre borgere trækker sig fra hende. Eller en borger, der taler på en måde til de andre borgere, så de bliver kede af det og usikre. Eller en borger, der klæder sig på en måde, som de pårørende oplever som uværdig og som medarbejderne synes er upassende.
• Når borgerens selvbestemmelse udfordrer organisationens strukturer og kultur: Fx en borger der gerne vil op og i seng på varierende og specifikke tidspunkter. Eller en borger der ikke ønsker at få personlig pleje fra visse personer i personalegruppen, eller en borger som gerne vil høre musik om natten for det er her livskvaliteten ligger.

I hverdagens dilemmaer bliver medarbejderne udfordrede på, hvad er den gode håndtering af dilemmaet. Hvad vil det sige at handle på en etisk forsvarlig og værdig måde her? Hvad er vores kernopgave i den her situation?

Medarbejderne har både brug for at have stærke sundhedsfaglige og pædagogiske kompetencer. Det er nemlig afgørende at dilemmaerne ikke kommer til af blive medarbejdernes individuelle hovedpiner, hvor den enkelte står selv med vurderingen om det værdige. Eller at dilemmaerne bliver løst ved at medarbejderne kæmper om at få ret og have den rigtige forståelse af det værdige.

Der er brug for et vedvarende professionelt sparringsrum, hvor medarbejderne får mulighed for at indgå i dialoger. Der er brug for at forskellige samtidige perspektiver kommer i spil – både borgeren egne oplevelse af det værdige ældreliv, andre faglige overvejelser og organisationens formål, kerneopgave og muligheder – så dilemmaerne bliver håndteret på et professionelt grundlag.

[1] Du kan læse hele behovsanalysen på sst.dk, Sundhedsstyrelsen 2018, Videnscenter for værdig ældrepleje

Læs også: Sagprosa