Dansk økonomi er i god gænge og står ikke over for en nedtur lige foreløbigt.
Det er den overordnede konklusion på en ny prognose fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) på baggrund af data fra Danmarks Statistik.
BNP forventes at vokse med 2,8 procent i år og 1,7 procent næste år.
”Vi forventer, at den nuværende økonomiske situation fortsætter med pæn vækst og inflationen under kontrol,” siger Sofie Holme Andersen, cheføkonom i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE).
”De seneste år har væksten i økonomien i høj grad været drevet af eksportvækst. Det billede ser ud til at ændre sig, i takt med at forbrugernes købekraft øges yderligere, og lavere renter øger investeringslysten,” siger Sofie Holme Andersen.
”Når væksten i eksporten har haft så stor betydning de seneste år, er det naturligt at tænke i et scenarie, hvor eksporten af varer går ned i gear. Men selv hvis vareeksporten går ned, forventer vi, at der fortsat vil være vækst i økonomien på mere end én procent i både 2025 og 2026. Omvendt kan det også gå endnu bedre for medicinalindustrien end forudsat, så samlet set er jeg ikke så bekymret,” siger Sofie Holme Andersen.
Ifølge prognosen vil beskæftigelsen stige med 9.000 personer i år og 1.600 personer næste år.
”Beskæftigelsen er historisk høj, men vi tror ikke, at den helt har toppet endnu. Dog vurderer vi, at den flader ud i 2026, efter en lille stigning i år,” siger Sofie Holme Andersen.
Produktivitetsvæksten målt i forhold til antal beskæftigede forventes at blive 2,5 procent i 2024, 2,7 procent i 2025 og 1,9 procent i 2026.
Prognosens hovedtal
Tabellen viser den faktiske udvikling samt skøn i udvalgte hovedtal. Årene 2024-2026 er prognoseår (data for faktisk udvikling går frem til og med 3. kvartal 2024).

Kilde: AE på baggrund af Danmarks Statistik og egne beregninger
Prognosens hovedkonklusioner
Konjunktursituationen forventes at normalisere sig. Det sker samtidig med en forventet vækst i BNP på hhv. 2,9 procent, 2,8 procent og 1,7 procent i 2024, 2025 og 2026.
Eksporten har drevet størstedelen af væksten de seneste år, og det private forbrug er fortsat præget af corona, inflation og de højere renter. De kommende år forventes den indenlandske efterspørgsel at tage til i takt med øget købekraft og lavere renter.
Det forventes, at beskæftigelsen stabiliseres på det nuværende historisk høje niveau på trods af demografisk modvind. Det indebærer en stigning i beskæftigelsen på 19.000 personer i 2024 og hhv. 9.000 personer og 2.000 personer i 2025 og 2026.
Produktiviteten forventes at stige yderligere i takt med stabiliseringen af beskæftigelsen og den fortsatte vækst i BNP. Produktivitetsvæksten forventes at blive 2,5 procent i 2024, 2,7 procent i 2025 og 1,9 procent i 2026. Produktiviteten er steget mest i industri samt bygge- og anlægssektoren, men den stiger også i privat service og forventes her at øge stigningstakten i de kommende år.